Hvornår startede vores forfædre med at gå med sko?
Materialet, de er lavet af, er for længst forsvundet, så derfor må forskere lede efter andre spor. Bogstaveligt talt.
Nu har et forskerhold i Sydafrika muligvis fundet de hidtil tidligste kendte fodspor sat af mennesker med sko på.
Det skriver mediet ScienceAlert.
Forskerholdet har over de sidste 15 år identificeret 350 fodspor, som stammer fra hvirveldyr, langs Cape Towns kyst i Sydafrika. Her fandt de også spor, som ikke havde mærker efter tæerne, og det er særlig interessant.
De manglende tæer i sporet er nemlig en indikation af, at sporet er sat af et menneske med fodtøj på, og det gik de i kast med at undersøge.
For at konkretisere, hvornår i historien, de skulle starte med at søge, tog de udgangspunkt i, hvornår mennesket begyndte at lave værktøj ud af knogler.
Det er nemlig først herefter, at de har kunnet fremstille syredskaber, som de kunne fremstille skotøj med.
Derefter rejste forskerne til de to steder i verden, Vesteuropa og Sydafrika, hvor man har fundet nogle af de første fodspor fra mennesket - og som derfor også er et godt sted at lede efter de første sko-spor.
Til sidst undersøgte de, hvordan forhistorisk fodtøj formodentlig så ud. Den ældst kendte sko er sandalen. De fremstillede så flere prototyper, som de satte spor med, og de spor sammenlignede de med sporene fundet i Cape Town.
Deres studie, som er publiceret i tidsskriftet, Ichnos, viste, at der er mindst tre steder i Cape Town, hvor man har fundet mulige spor sat af et menneske med forhistorisk fodtøj.
De spor er afsat for 70.000 til 150.000 år siden, og de placerer mennesket med fodtøj i Sydafrika, lang tid før de første europæere gik i sandaler for 30.000 år siden.
Forskerne påpeger, at deres studie ikke endeligt beviser, at de har fundet de første sko-spor, og de vil gerne bruge flere metoder til at undersøge deres fund.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sko har været en fordel for vores forfædre, når de skulle gå i det brandvarme sand i Sydafrikas sandklitter eller i stenet terræn.
les

































