Hvis dit lille barn pludselig hvæser, når det trækker vejret, kan det være, fordi luften har været tyk af forurening fra byens biler.
Forskere fra blandt andet Københavns Universitet har analyseret luften på Jagtvej og H.C. Andersens Boulevard i København. De har fundet ud af, at en stor mængde ultrafine partikler i luften kan give små børn problemer med at trække vejret 3-4 dage senere.
Partiklerne stammer fra blandt andet bilernes udstødning, og de påvirker især babyer og småbørn på under 1 år. Det afslører forskerne i en artikel, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Thorax.
»Når der er meget trafikforurening, er der væsentlig større risiko for, at børn hvæser i dagene efter. Og når børn har hvæset nogle gange, er der formentlig større risiko for, at de udvikler astma senere. Så jeg ville selv tænke over, hvor jeg boede og helst ikke have et helt lille spædbarn i de allermest trafikerede områder,« konstaterer Steffen Loft, professor i miljømedicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.
Fordoblet risiko for hvæsen
SMÅBØRNS HVÆSEN
Små børn udsat for forurening kan få svært ved at trække vejret og især ved at ånde luften ud. Det lyder som hvæsen. Hvis barnet hvæser over flere gange, giver man som regel forebyggende medicin. Man regner med, at jo flere gange et barn hvæser, des større er risikoen for, at det senere udvikler astma.
Steffen Loft og kollegaen Zorana Andersen har sammen med fem andre forskere fulgt 205 børn i alderen 0-3 år. De udvalgte børn havde ekstra høj risiko for at udvikle astma, fordi deres mødre har astma i forvejen. Det gjorde børnene til særligt gode måleapparater.
Børnenes hvæsen blev sat i forhold til indholdet af partikler i luften over de københavnske veje. Sammenligningen blev renset for andre faktorer som temperatur, årstid, køn, alder, rygning i hjemmet og eventuel astma hos faderen.
Resultaterne viser, at hvis antallet af ultrafine partikler i luften stiger med 50%, så stiger risikoen for hvæsende børn over de næste dage med 200%.
»Vores studium viser, at forurening har meget af skylden for, at børnene får det dårligt. Selvom de er følsomme i forvejen, ville de ikke hvæse, hvis der ikke var forurening i luften,« fortæller Steffen Loft.
Tunge partikler skader babyer
Mens danske børn fra 1-3 år 'kun' lider under forurening fra den lokale trafik, står det værre til med de helt små. Forskernes målinger viser, at børn på under 1 år også bliver påvirket af, at blæsten bærer tungere partikler ind over Danmark fra blandt andet kraftværker i udlandet.
»I det hele taget har vindretningen utroligt meget at sige. Støv og skidt kan blæse over lange afstande. Er vinden den rigtige, kan man for eksempel finde partikler hos os fra Sahara eller fra en skovbrand i Rusland. Den tunge forurening er noget, der spreder sig over store områder, men i denne undersøgelse ser den altså ud til kun at påvirke børns vejrtrækning, når de er 0-1 år,« siger Steffen Loft.
Det er første gang, at danske forskere har undersøgt tunge partiklers (PM10) indflydelse på små børns vejrtrækning. Det er også første gang, der kommer navn på de partikler og gasser, som skader alle småbørn på op til 3 år (især NO2 og NOx).
Forskningen i børn og forurening
Luftmålingerne over de københavnske veje er lavet af forskere fra Københavns Universitet (Zorana Andersen, Thomas Scheike, Steffen Loft), Aarhus Universitet (Matthias Ketzel) og Københavns Universitetshospital, Gentofte (Malene Stage, Mette N. Hermansen, Hans Bisgaard).
Resultaterne viser, at partikler fra forurening i form af PM10, NO2, NOx og CO påvirker børn på op til 1 år. Mellem 1 og 3 år spiller kun NO2 og NOx en rolle for børnenes vejrtrækning.
VIDSTE DU
Meget dansk forurening blæser videre til Sverige. Til gengæld får vi sendt forurening med blæsten op fra især Belgien, Holland og Luxembourg, som er store, befolkningstætte industrilande med meget trafik.
En væsentlig del af de tunge partikler, PM10, er udledt i andre lande som kvælstofoxider og svovldioxid, som reagerer i luften og bliver til nitrat og sulfat. Det stammer blandt andet fra kraftværker, industri og biler.
De deltagende børn er udvalgt via et stort astmastudium, COPSAC - Copenhagen Studies On Asthma In Childhood.
Forskerne vil senere vende tilbage til børnene for at se mere detaljeret på sammenhængen mellem bilos og udvikling af astma.
Studiet er en del af et større projekt, AIRPOLIFE, der ser på, hvad luftforurening gør ved vores helbred.