Hænderne er stoppet ind i uhåndterlige rumdragtshandsker, fødderne bærer klodsede støvler, og indåndingsluften kommer fra en iltflaske. Danske Andreas Mogensen og hans holdkammerater har under grunduddannelsen som astronaut trænet rumvandringer - men det er foregået på 12 meter dybt vand i en vandtank på det europæiske astronautcenter i Køln.

Undervisningen er sket under kyndig vejledning fra astronautinstruktør Herve Stevenin, der står i spidsen for astronautcentrets simulerede rumvandringer i vandtanken samt vægtløstræningen i de såkaldte parabolflyvninger.

Videnskab.dk mødte ham for nylig til afslutningsceremonien for aspiranterne på astronautcentet i Køln. »At gennemføre en rumvandring er det mest komplicerede, man overhovedet kan lave i rummet, og der lurer mange farer undervejs. I grunduddannelsen her på centret har vi lært eleverne spillereglerne for en rumvandring, der skal sikre, at de ikke ryger ud i problemer,« siger Hervé Stevenin.

Astronauterne lærer at holde styr på sig selv

Hervé Stevenin kommer med et eksempel: Forestil dig f.eks. at astronauten får koblet sin værktøjskasse forkert på rumdragten, så det tager fem minutter i stedet for kun tre minutter at hive et stykke værktøj frem. To minutter ekstra per operation summerer hurtigt op, så man pludselig ikke har tid til at løse alle opgaver. Selvkontrol er derfor yderst vigtigt. »Under en rumvandring tæller man antallet af skridt. Når astronauterne træder ud af luftslusen, er det vigtigt at de får lukket lågen forsvarligt, og derudover lærer vi dem at stoppe op for hver anden meter og tjekke, om de har fået alle tingene med sig. Det er noget af det, vi har terpet i svømmebassinet,« siger Hervé Stevenin.

Shit happens

Uanset hvor meget tingene er under kontrol, så er rummet et ekstremt miljø hvor der kan ske uventede ting og dertil kommer, at astronauterne er mennesker, der begår fejl. Hervé Stevenin går derfor op i at træne aspiranterne i at kunne takle selv de mest ubehagelige overraskelser. Han havde bl.a. en seance med dem, hvor han bevidst gav dem forkert værktøj med på deres 'rummission'. Aspiranterne blev bedt om at reparere noget på det 'rummodul', som var placeret på bunden af svømmebassinet, men da de nåede frem, gik det op for dem, at værktøjet i kassen var noget andet end det, instruktørerne snakkede om ved træningens intromøde.

»Så måtte astronauterne jo finde en løsning på det,« siger Hervé Stevenin med et smil. Den udfordring klarede astronauterne ved fælles hjælp.

Hervé Stevenin gav et tip til én af eleverne over samtaleanlægget fra kontrolrummet, og hun gav informationen videre til kollegerne. Sammen lykkedes det dem at løse opgaven med det værktøj, de nu havde med. »Det er vigtigt, at astronauterne lærer at arbejde sammen som et team, specielt i situationer, hvor der sker noget uventet. Et stærkt teamwork kan forhindre mange problemer og uheld,« fortæller han.

Sikkerhedslinen det vigtigste redskab

Under en rumvandring skal selv det mindste stykke værktøj være fæstnet til astronauten. (Foto:ESA/DLR)

Hervé Stevenin er normalt en rolig mand, men hvis der er noget, han er hysterisk med, er det at astronauterne under en rumvandring altid skal være koblet til rumstationen med en sikkerhedsline. Selv den mindste lille ting skal være fæstnet til rumstationen eller til en astronaut. Taber man en hammer her på Jorden er det værste, der kan ske, at man får den ned over storetåen. Mister en astronaut derimod grebet om et stykke værktøj under en rumvandring, kan det smadre solpaneler eller radioudstyr, så astronauterne mister radiokontakt med Jorden, og dermed er på herrens mark. Og selv om et værktøjet ikke ramler ind i noget, men blot suser ud i rummet, er tabet af det i sig selv en træls ting, da rumstationen sjældent ligger inde med reserver. Hvis ikke astronauten kan gennemføre reparationen med noget andet værktøj, er der ikke andet at gøre end at vente til, at rumstationen får nye forsyninger.

Astronaut på afveje

Tabt værktøj er ingenting i forhold til, at en astronaut mister fodfæstet. Selv om astronauten har sikkerhedsline på og derfor højst kan ryge nogle få meter væk, så kan astronauten undervejs nå at ramme rumstationen og rive hul på rumdragten, så luften i rumdragten siver ud. Og så er astronauten dødsdømt. En anden fare er, at astronauten under en rumvandring begynder at rotere og bliver rundtosset. Er en astronaut først begyndt at rotere, kræver det hårdt arbejde at stoppe bevægelsen igen, fortæller Hervé Stevenin.

Den finte lærte aspiranterne i et lignende miljø, nemlig under de såkaldte parabolflyvninger, hvor et specialbygget fly mange gange i træk styrtdykker nogle hundrede meter, så aspiranterne gennem cirka 20 sekunder oplever vægtløs tilstand.

Under de første dyk skulle astronauterne flyde rundt i kabinen, og mærke, hvordan det var at være vægtløs. Herefter skulle de gennemføre nogle øvelser, der bl.a. gik ud på at skubbe til forskellige genstande eller hinanden, så de hver især snurrede rundt, hvorefter de skulle prøve at genvinde kontrollen over sig selv.

NASA venter forude

Hervé Stevenin ser tilbage på et hæsblæsende år og glæder sig over, at Andreas Mogensen og hans holdkammerater nu har fået papir på, at de har gennemført grunduddannelsen.

Hervé Stevenin overvåger astronauternes færden i vandtanken fra de mange skærme i astronautcentrets kontrolrum. (Foto: ESA/DLR)

Astronauterne er dog langt fra klar til rummet endnu, specielt ikke når det gælder rumvandringer, hvor der endnu er meget at lære. Én ting, som aspiranterne blandt andet har udsigt til, er den store rumvandringsuddannelse ved det amerikanske rumagentur NASA i USA. »Det, vi træner her i Køln, kan sammenlignes lidt med at lære at køre en lille smart Toyota. Vi lærer dem de basale køreregler, og næste skridt er, at de skal til NASA i Houston, hvor de lærer at køre en Ferrari. I Houston skal de træne de specifikke opgaver, så de ved præcist hvad de skal gøre, uanset hvad der sker,« slutter han.

Det lyder måske ikke som noget særligt at arbejde i rummet, men forestil dig, at du har en stiv og klodset rumdragt på og at dit udsyn er begrænset af hjelmens lille glughul og at du bærer handsker, der er så tykke og stive, at du stort set ikke har nogen føling med tingene. Astronauten kan end ikke strække sin arm lige ud, men må under hver eneste bevægelse føre den uden om dragten. Og ikke nok med det. Den værktøjskasse, som rummer alt dit udstyr, er fæstnet et sted på dragten, som er helt uden for synsvidde, så astronauten under hver operation må famle i blinde. »Første gang aspiranterne tager deres rumdragt på, kommer alle udfordringerne væltende samtidigt, og det er meget overvældende. Her på astronautcentret har vi derfor valgt at lade aspiranterne vænne sig til at arbejde i den vægtløse tilstand og lære alle de grundlæggende færdigheder inden de får dragten på. Vi er det eneste sted i verden, der har den strategi,« siger Hervé Stevenin.