Edderkoppeshow: Danmarks 10 mest almindelige hjulspindere
De er smukke og lette at få øje på. Derfor er der mange danskere, der anser de såkaldte hjulspindere for at være de 'rigtige' edderkopper. Familien har fået sit navn på grund af medlemmernes ofte hjulformede spind.

Hjulspinderne er i manges øjne de klassiske edderkopper. De store, klistrede hjulspind, den opsvulmede krop og de lodne ben vækker altid opmærksomhed, når man støder på dem i haven eller bliver klistret ind i spindet på skovturen i sensommeren. 

Alle kender korsedderkoppen, og mange har efterhånden også mødt den smukke hvepseedderkop, der har været et eksotisk indslag i Danmarks natur siden 1992. Resten af arterne kan være både smukke som klithjulspinderen eller i det mindste imponerende som for eksempel stor pukkelhjulspinder, der spinder sit et meter store net i lysåbne, varme fyrreskove.

I Danmark er der hidtil fundet 46 arter af hjulspindere. De fleste er så store eller karakteristiske, at de med lidt øvelse kan bestemmes til art uden brug af lup eller mikroskop, og resten kan som minimum bestemmes til slægt på baggrund af billeder og levested.

I forbindelse med udgivelsen af magasinet Natur og Museums nummer om netop hjulspindere, har museets forskere opstillet en liste over de 10 mest almindelige arter i Danmark. Listen kan du se nedenfor - eller i galleriet herover.
 

1. Araneus diadematus – korsedderkop

Korsedderkoppen er den mest almindelige af de store hjulspindere. Den findes overalt i alle slags buskads og skovbryn og på bygninger, typisk i halvanden til tre meters højde. Den har som regel et markant kors på ryggen og ellers kun meget sparsomme hvide tegninger.

Hos store, ægfyldte hunner er huden dog spændt så stramt ud, at korset kan være svært at se. Pletterne kan næsten mangle, eller der kan være flere små pletter, der slører korstegningen. De bedste kendetegn i det tilfælde er, at bagkroppen altid er mere eller mindre trekantet, og at der ofte er små pukler på bagkroppens bredeste sted, 'skuldrene', forrest på bagkroppen.

Benene er  altid tydeligt tværstribede. Hanner og unge dyr er mindre variable og har stort set altid et tydeligt kors og trekantet bagkrop. Korsedderkoppen har en toårig udvikling, og hunnerne er store og ægfyldte i august til oktober, hvor spindet også er størst, op til 60 centimeter i diameter.

Æggene lægges i et gullighvidt uldent ægspind et tørt sted. På huse er det typisk i sprækker eller langs vinduer. Ungerne, der er gule med sort 'ble', kommer frem i slutningen af maj og sidder sammen i en kugle de første dage.

Foto: Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus
 

2. Araneus quadratus – kvadratedderkop

Hos kvadratedderkoppe er hunnen klassens tykke pige. Hvor korsedderkoppens bagkrop altid er trekantet med en bagkrop, der spidser til bagtil, er kvadratedderkoppen tydeligt mere rund uden antydningen af spidse skuldre. Den hvide tegning består primært af fire tydelige pletter arrangeret i et rektangel (ikke et kvadrat!) og foran dem en langstrakt plet.

Tegningen kan minde om en tændstikmand, ikke mindst hos unge dyr og voksne hanner. Langs kanten af ryggen løber ofte et bølget, hvidt bånd, og på 'skuldrene' forrest på bagkroppen kan der være en hvid spidsvinkeltegning. Ligesom korsedderkoppen kan kvadratedderkoppen skifte farve efter omgivelserne.

De mest almindelige varianter er gule og grønne individer, der lever i græs, og kraftigt røde dyr, der lever på lyng eller visne standere af skræppe. Hannerne er mindre variable i farven og har som regel en rødbrun trekanttegning bag de hvide pletter. Jo mere stor og mægtig hunnen bliver, desto længere bliver pletterne trukket fra hinanden, og rektanglet bliver mere tydeligt.

På selve siden af bagkroppen er pigmenteringen ubrudt uden hvide pletter eller sorte streger. Benene er altid tydeligt tværstribede. På forkroppen er der en sort midterstribe, der er bredest lige bag øjnene. Kvadratedderkoppen spinder sit spind lavere end korsedderkoppen: Det anlægges sjældent højere end halvanden meter over jorden, og som regel kun i en meters højde.

Arten er udbredt over hele landet på enge, i moser, på heder og græsarealer, hvor græs og buske er højt nok til, at den kan spinde sit spind. Den ses sjældent sidde frit fremme i spindet som korsedderkoppen. I stedet sidder den i sin kraftige retræte spundet af strå eller blade i nærheden af spindet. Ungerne sidder også sammen i den første tid og ligner ungerne af korsedderkop, men er hvide i stedet for gule.

Foto: Morten D. D. Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus
 

3. Larinioides cornutus – sivhjulspinder

Slægten Larinioides omfatter tre ret store arter, der bliver op til halvanden centimeter store. De minder meget om hinanden af udseende. De er som regel diskret farvede i grå, brun og sort, men kan dog indimellem have rødlige toner. De har en tegning, der består af to dele: Et stort trekantet mørkt felt på den bageste halvdel af bagkroppen og længere fremme et par 'C'-formede pletter adskilt af en lys kile.

Alle tre arter er nataktive og gemmer sig dagen igennem i en spunden retræte eller i sprækker. Parringssæsonen begynder i sensommeren, men både hanner og hunner kan overvintre og genoptage parringsaktiviteten næste forår.

Der er derfor kønsmodne individer det meste af året, dog flest i sensommeren. Hos sivhjulspinderen, som er den langt mest almindelige af de tre arter, er de to dele af bagkropstegningen som regel omtrent lige tydelige.

De mørke felter er adskilt af en markant lys stribe, der strækker sig i det meste af bagkroppens længde, ofte med et par lyse tværstriber. Det er en uhyre almindelig art, der findes overalt på fugtige græsarealer, enge og i moser, hvor den typisk spinder sit net i toppen af tagrør, lysesiv, græs og på buske og træer i op til cirka to meters højde.

Foto: Quarti
 

4. Larinioides sclopetarius – bolværksedderkop

Bolværksedderkoppen ligner en bleg, filthåret udgave af sivhjulspinder, og tegningerne er som regel holdt mere i sort/hvid. Den er mere kontrastrig, og især den hvide behåring er kraftigere. Som regel er hovedregionen indrammet af et par smukke 'øjenbryn', to striber af hvide hår, der er længere end resten og når sammen i en spids midt på forkroppen.

De øvrige tegninger på bagkroppen er mere veldefinerede end hos de to andre arter. Kroppen er tydeligt affladet som en tilpasning til at kunne klemme sig ind i sprækker. Som hos de andre arter er findestedet også et godt kendetegn.

Den er almindelig i hele landet og findes altid inden for et par hundrede meter af store søer og på havne, hvor den spinder sit net alle steder, hvor der er skjulesteder. Den er nataktiv, og om natten søger utallige insekter til lys. Det har den luret, og derfor er den som regel talrig i lygtepæle eller ved andre lyskilder.

Foto: Rixerider
 

5. Nuctenia umbratica – flad hjulspinder

Flad hjulspinder er umiskendelig. Den er kraftigt affladet og altid et meget mørkt dyr, farvet i chokoladebrun til helt sort med en sort egebladstegning på bagkroppen. Det er en stor art på op til 1,5 centimeter, der er almindelig i hele landet. Den kan findes alle steder med sprækker, både i skov, hvor den skjuler sig under løs bark, og på huse, hvor den især lever i sprækker langs vinduer.

De voksne dyr er nataktive og reagerer end ikke, hvis der går et bytte i spindet i dagtimerne. Flad hjulspinder bygger et meget karakteristisk, ofte asymmetrisk og stort spind, hvor centrum er trukket væk fra midten i retning ad edderkoppens retræte.

Spindet bliver spundet først på aftenen og har stor afstand mellem trådene. Efter en nats byttefangst, hvor der er røget et par tråde ved hver fangst, ser det som regel slidt og medtaget ud.

Foto: Morten D. D. Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus
 

6. Zygiella x-notata – grå sektoredderkop

De tre arter af sektoredderkopper i slægterne Zygiella og Stroemiellus er opkaldt efter deres meget karakteristiske hjulspind, der mangler en 'sektor'. De minder på den måde om en lagkage, hvoraf der er taget et stykke på cirka 10 minutter.

Den særlige form på spindet er en tilpasning til levestederne, der ofte er todimensionelle: mure, lodrette klippevægge og træstammer. Hvis edderkoppen skal bygge et lodret spind og derefter trække en signaltråd hen til sit gemmested, der kun kan være lige over, lige under eller lige ved siden af spindet og ikke foran eller bagved, vil signaltråden kunne blive viklet ind i spindet.

Tråden vil dermed både miste sin funktion og ødelægge spindet. Løsningen er derfor at fjerne den problematiske del af spindet, så der bliver plads til signaltråden. Hvis det undtagelsesvist lykkes edderkoppen at finde et sted, der tillader det, bygger den dog ofte et mere intakt spind.

Den mest almindelige art er grå sektoredderkop, der oprindeligt lever på klipper og træstammer, men i dag findes på alle bygninger i landet, typisk ved vinduer.

Den er stort set altid grå med et svagt metalskær. I sjældne tilfælde kan den have rødlige flanker og kan da forveksles med rød sektoredderkop. Den har dog en sort midterstribe på forkroppen, der er bredest fortil, så hovedregionen er sort. 

Foto: Fritz Geller-Grimm
 

7. Agalenatea redii – lodden hjulspinder

Lodden hjulspinder er en lille, tæt, kortbenet art og er som regel den første af hjulspinderne, man støder på om foråret eller sågar tidligere i milde vintre. Den er særlig ved at optræde i en række meget forskellige, konstante farvevarianter, men er ret let at kende alene på faconen, størrelsen og den tætte, lyse behåring.

De forskellige varianter er ikke bestemt af geografi, og man kan derfor finde dem alle på samme lokalitet og på samme tidspunkt. Den voksne han ligner hunnen, men er slankere og mere langbenet. Arten er meget almindelig, i hvert fald i Jylland, på heder, brakmarker og andre åbne, tørre steder.

Den bygger ikke en lukket, beskyttet retræte, men spinder i stedet en simpel platform i toppen af grene eller kviste, hvor den sidder frit under åben himmel uden beskyttelse for vind eller regn. Da den er fremme fra det tidligste forår, hvor kolde, blæsende dage snarere er reglen end undtagelsen, kræver denne strategi en hårdfør vegetation, som ikke bare lægger sig ned.

Det kan være lyng og andre lave, stive buske eller brakmarksplanter som røllike og perikon. Arten er noget mere lodden end andre hjulspindere, og for at mindske afkølingen og generelt beskytte sig mod det hårde vejr, når den sidder frit fremme, trækker den sig sammen til en lille kugle og virker på den måde endnu mere håret.

Hårene har også en mere tydelig funktion som kamouflage, idet de bryder edderkoppens omrids og får den til at falde bedre ind i omgivelserne. Lodden hjulspinder er kønsmoden i april til juni, og hele sommeren kan den desuden registreres på sit karakteristiske grønlige ægspind, der spindes på græsstrå eller urtestilke. Ungerne kommer frem sidst på sommeren og overvintrer som næsten fuldvoksne.

Foto: Andreas Eichler
 

8. Argiope bruennichi – hvepseedderkop

Hvepseedderkoppen er nok den mest ikoniske og karakteristiske af hjulspinderne. Den voksne hun bliver op mod to centimeter lang og kan med sin hvepsetegning ikke forveksles med andre arter. Hannen har få karakterer, der springer i øjnene.

Han bliver kun fire til fem millimeter stor og har kun antydningen af hvepsetegning. Den kan dog kendes på, at bagkroppen er cylindrisk, mens forkroppen er dækket af sølvskinnende hår og har en bred, sort stribe langs kanten.

Hvepseedderkoppen skal vokse fra unge til voksen på en enkelt sommer. Den lever derfor primært af stort bytte, især græshopper, og den kan derfor findes på brakmarker og i lysåbne moser og enge, hvor der er mange græshopper. Den spinder sit net lavt over jorden mellem græstuerne, lige dér hvor græshopperne færdes. Græshopperne kræver nemlig åbninger i græsdækket, hvor jordbunden er blottet.

Hvepseedderkoppen trives derfor ikke på hårdt græssede arealer eller på for næringsrig jord, hvor græsset bliver for tæt. Den er udbredt over det meste af landet, men er sjælden eller mangler helt mod nord og nordvest.

Foto: Morten D. D. Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus
 

9. Cyclosa conica – keglerumpe

Der findes mange misvisende danske dyrenavne, men så er der til gengæld også navne, der sidder lige i skabet. 'Keglerumpe' er et af disse navne, for den er umiskendelig med sin koniske forlængelse af bagkroppen.

Den er en lille art på cirka seks millimeter, der er almindelig i skove og krat, både mørke granplantager og mere lysåbne krat. Spindet hænger som regel i hovedhøjde og er af den tætmaskede type, der mest fanger myg og små fluer. Ligesom hos hvepseedderkoppen er der desuden altid et tydeligt stabilimentum, som løber lodret ned gennem midten af spindet.

Den evolutionære oprindelse af stabilimentet er ukendt, men hos keglerumpe er der i det mindste en klar kamouflerende funktion: Keglerumpe hænger ofte bytterester op i stabilimentet, så der bliver dannet en lang klumpet streng, der minder om en kvist, der sidder fast i spindet. Edderkoppen sidder selv i midten af spindet og er derfor skjult som en af mange fortykkelser i striben af bytterester. 

Foto: Morten D.D.
 

10. Araniella alpica, Araniella cucurbitina, Araniella opistographa og Araniella alpica – agurkeedderkopper

Der er fundet fire arter af agurkeedderkopper i Danmark. Det er ret små arter, der ikke bliver større end syv-otte millimeter. Som ældre og voksne er det ganske umiskendelige, altid klart grønne med små, sorte øjne og som regel en rød plet på bugen lige foran spindevorterne.

De unge dyr kan dog være meget blege eller endda kraftigt røde og kan derfor snyde lidt. De kan dog ofte kendes på de to rækker af sorte pletter på bagkroppens overside og de små, sorte øjne. Alle fire arter lever på grønne buske og træer og sidder ofte frit fremme i midten af spindet.

Spindet bliver ikke større end 15 til 20 centimeter og kan endda være udspændt over et enkelt egeblad. Edderkoppen selv er velkamoufleret med den grønne farve, og grønne individer kan i forbifarten forveksles med umodne, grønne enebær. Det er kun som voksne, at arterne med sikkerhed kan adskilles og så endda kun ved at se på forskelle i kønsorganerne.

Hannerne kræver stereolup for at blive bestemt med sikkerhed, mens hunnerne med lidt held og et godt foto kan bestemmes, mens de sidder i spindet. Edderkoppen hænger med ryggen nedad, og epigynet er dermed frit synligt. Hos de to mest almindelige arter, A. cucurbitina og opistographa, har epigynet en kort, tyk stav (scapus), mens de andre arter har en længere og tyndere scapus.

Altså: Jo længere og tyndere, desto mere sjælden er arten.

Hannerne er ret forskellige fra hunnerne. Bagkroppen er klart grøn som hos hunnen, men forkroppen er klart rødorange med sort kant og tydeligt stribede ben. Hannerne er meget aktive og synlige, når de vandrer rundt efter hunnerne, og de kraftige farver kan derfor muligvis virke som advarselsfarver som beskyttelse mod rovdyr.

Foto: Morten D. D. Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.