Bidronninger bestemmer biernes køn
En bidronning er ikke bare en hjernedød maskine, der lægger æggene i en bifamilie. Hun bestemmer selv, om de æg, hun lægger, skal udklækkes og blive til en kvindelig arbejderbi eller en hanbi - dem man kalder for droner. Det viser ny forskning.

Forskere har ellers tidligere troet, at biernes køn blev bestemt af arbejderbierne, når de byggede de celler i bikuben, hvor dronningen lægger sine æg. Formen er nemlig forskellig i størrelse, alt efter om cellen skal indeholde en stor drone eller en mindre arbejderbi.

Dronninger på sexferie

Men: Bidronninger tager i sine unge dage på en sand sexferie, hvor de parrer sig med så mange forskellige droner som muligt. Sæden fra dronerne opbevarer bidronningen i kroppen gennem hele livet, og når et æg bliver befrugtet, så udvikler det sig til en arbejdsbi. Hvis ægget lægges uden at få et skud sæd, så bliver ægget til en drone. Bidronningen kan altså ’vælge’, om hun vil lægge et æg, der bliver en drone eller til en arbejderbi.

Kompenserer for skæv fordeling

Denne evne til selv at bestemme kønnet er blevet vist af insektforskere på Michigan State University i USA. De isolerede en bidronning i et specialbygget bur, hvor hun kun kunne få adgang til at lægge sine æg i de små celler, der kun kunne indeholde arbejderbiernes larver. Efter fire dage blev buret fjernet, så dronningen kunne bevæge sig frit i bistadet, hvor der både var store og små celler. Og i de følgende dage kunne forskerne se, hvordan bidronningen opsøgte de store celler og lagde tre gange så mange befrugtede æg, der blev til droner, som normalt. På den måde kompenserede hun for de mange arbejderbi-æg, hun havde lagt.

Flere ubesvarede spørgsmål

Det er altså et kompliceret samspil mellem arbejderbierne, der bygger cellerne i bikuben, hvor dronningen skal lægge sine æg, og bidronningen, som afgør forholdet mellem arbejderbier og hanbier. Opdagelsen er endnu en brik til det komplekse liv i et bistade. For hvordan holder bi-dronningen styr på, hvor mange befrugtede æg, hun lægger? Kan hun tælle og huske antallet, kan hun mærke, hvor meget sæd, hun har brugt, eller er der duftstoffer involveret, som fortæller hende om forholdet mellem arbejderbier og droner? Originalartiklen kan læses i november/december-nummeret af tidsskriftet “Behavioural Ecology” Læs mere om den amerikanske biforskning hos det amerikanske landbrugsministerium USDA

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.