Der er veldokumenteret, at bølge efter bølge af vikinger fra Skandinavien terroriserede Vesteuropa i 250 år fra slutningen af det 8. århundrede.

Særligt i det nordlige England forårsagede vikingerne ravage over meget store områder.

Datidens kirkehistorikere sørgerede for rigelige beviser for vikingernes angreb og plyndringer.

Men nu har forskerne afdækket evidens, der afslører, at vikingerne erobrede mere af England end tidligere antaget.

Også skandinaviske bosættelser i det østlige England

Da vikingerne hærgede, bestod England af fire uafhængige kongedømmer:

1. Wessex syd for floden Thames
2. Mercia
3. East Anglia og
4. Northumbria

De tre sidstnævnte blev alle erobret af skandinaviske hære mod slutningen af det 9. århundrede. Kongerne blev dræbt eller afsat, hvilket gav mulighed for omfattende skandinaviske bosættelser i det østlige og nordlige England.

Men Wessex' konger forsvarede deres territorium fra de indtrængende (til sidst lykkedes det dem også at erobre den nordlige del af England og skabe det forenede kongerige England).

Men netop fordi Wessex forblev uafhængig, har der aldrig været foretaget nøjere undersøgelser af den skandinaviske indflydelse i denne del af Storbritannien.

Et andet billede bliver dannet

Vi er dog begyndt at danne os et andet billede af historien, der antyder, at vikingehøvdinge som Svein og hans søn Knut var aktive så langt sydpå som Devon og Cornwall i West Country.

I 838 dokumenterede Den angelsaksiske Krønike (se boksen under artiklen) et slag, udkæmpet på Hingston Downs i det østlige Cornwall, hvor de lokale briter slog sig sammen med vikingerne og gik imod kong Egbert af Wessex og hans forsøg på at udvide sit rige.

De voldsomt uafhængige indbyggere i Cornwall lader til at have holdt ud mod West Saxons kontrol, og formentlig havde de set sig omkring efter en stærk allieret, som kunne hjælpe dem med deres kamp.

Politisk manøvre blev forpurret

Vikingernes indflydelse i det vestlige England var langt større end først antaget. Men hvorfor var vikingehøvdingene interesserede i at hjælpe indbyggerne i Cornwall? (Kort: Mike Christie, Wikimedia Commons CC-BY)

Men hvorfor var vikingehøvdingene interesserede i at hjælpe indbyggerne i Cornwall?

Måske var det en politisk manøvre, hvor man håbede på at opnå fodfæste på halvøen for at bruge den som strategisk base mod Wessex.

Hvis det er tilfældet, blev planen forpurret; den allierede hær blev helt og aldeles besejret.

Der findes også dokumentation for angreb og udplyndringer i West Country. En vikingeflåde sejlede op ad floden Tamar i 997, angreb klosteret i Tavistock og bragte det rige udbytte tilbage til deres skibe.

Stenskulpturer afslører vikingernes tilstedeværelse

Der er yderligere evidens, der indikerer, at skandinavere har været i West Country. En grundig undersøgelse af stenskulpturer i Devon og Cornwall har afsløret skandinaviske kunstmotiver og monumentudformninger.

En norsk Borre-ringkæde pryder korset på Cardinham kirkegård i det østlige Cornwall, og en kriger til hest er at finde på et af panelerne på Copplestone Cross ved Crediton i Devon.

Begge modsvares af eksempler i det nordlige England, men passer ikke rigtigt ind i det vestlige England.

Sene versioner af 'Hogback'-mindesten, som har en udtalt højderyg og ligner et lille langhus lavet af sten, er også velkendte i Cornwall - det bedste eksempel er på Lanivet ved Bodmin.

Denne slags mindesmærker var populære blandt nordiske bosættere i Cumbria og Yorkshire og blev måske udført af omrejsende billedhuggere, der bragte nye idéer til det vestlige England, eller måske mæcener, der bestilte særlige udformninger og mønstre, som de havde set andre steder. Dog kan vi ikke udelukke den mulighed, at mæcenerne kan have været skandinaviske bosættere.

Usædvanlig høj koncentration af skandinaviske navne

Der er dokumentation for, at mennesker med skandinaviske navne som Carla, Thurgod, Cytel, Scula, Wicing og Farman arbejdede med fremstilling af mønter i Exeter og andre steder i Devon fra slutningen af det 10. århundrede.

Selvom det er navne, der blev populære blandt resten af befolkningen, fandtes der en usædvanlig koncentration i lige netop disse områder.

Cardinham kirkegård, hvor en norsk Borre-ringkæde pryder korset. (Foto: Jonathan Billinger, CC BY-NC-SA)

I West Country har man ved hjælp af metaldetektorer fundet et stadigt stigende antal metalgenstande fra perioden; mange med skandinaviske forbindelser.

Skandinaviske beklædningsbeslag, blylodder, mønter og sølvbarrer og alle slags redskaber til heste er blevet identificeret i de seneste år.

En broche udformet som et kløverblad - sandsynligvis fremstillet i Skandinavien - blev opdaget, hvor det var blevet tabt i Wiltshire. Det er ind til videre det eneste eksempel på denne type broche, fundet i Wessex. 15 stykker er blevet afdækket i det nordlige England.

Ikke fund, man ville forvente i det vestlige England

Ligesom disse vikinge-artefakter er stednavne med skandinaviske forbindelser almindelige i det nordlige England - men tidligere ville vi ikke have forventet at støde på dem i West Country.

Navnene på øerne i Bristolkanalen; Lundy, Steep Holm og Flatholme er en krydsning mellem oldnordiske og gamle engelske elementer.

I Domesday Book, som er en populær betegnelse for en engelsk jordebog, der blev udarbejdet 1086-87, hvori Vilhelm 1. Erobreren og hans vasallers gods i hvert enkelt af landets counties (på nær de fire nordligste) opregnes og beskrives cirka 20 år efter normannernes erobring af England, kaldes Spaxton i Somerset 'Spacheston'- det er Spark’s Tun; endnu en hybrid.

Skulpturel, arkæologisk og sproglig evidens

Knowstone i det centrale Devon er registreret som Chenutdestana i Domesday Book - en kombination af det skandinaviske 'Knut' og engelske 'Stana', som bliver til 'Knut’s stone'; måske opkaldt efter den danske konge.

Endnu mere spændende er de 11 jordejere i Devon-delen af Domesday Book, der bærer navnet ‘wichin’, som betyder ‘viking’. Det er et sjældent navn i England, og det forekommer overhovedet ikke andre steder i West Country, så klyngen i Devon er signifikant.

En kombination af skulpturel, arkæologisk og sproglig evidens peger derfor på en ny forståelse af, hvor langt vikingerne nåede frem i Storbritannien - og den dramatiske rækkevidde af deres indflydelse.

Derek Gore hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark