De tyrkiske myndigheder har implementeret det, de kalder 'innovative politiske værktøjer' som svar på presset fra flygtningekrisen i Syrien.
Dette er blevet gjort uden på noget tidspunkt at have ændret i den officielle politik, dels ved at behandle syrerne som gæster i stedet for som flygtninge.
Denne politik med åbne døre for syriske flygtninge er blevet et eksempel på det, som den nye tyrkiske premiereminister Ahmet Davutoğlu kalder 'humanitær diplomati'.
Som resultat af dette huser Tyrkiet nu mere end 1,5 millioner syrere, og der er kommet mange flere til oven på amerikanerne/de allieredes luftangreb på IS.
En fjerdedel af det samlede antal tilkomne flygtninge lever fordelt på omtrent 20 flygtningelejre, mens resten er spredt ud rundt omkring i landet. Her arbejder mange af dem i uofficielle stillinger.
Tredje massebevægelse af immigranter
Dette er faktisk tredje gang i den moderne historie, at Tyrkiet har måttet overkomme en massebevægelse af immigranter over deres grænser. Denne fase er en efterfølger til den etnisk tyrkiske tvungne emigration fra Bulgarien i 1989, og to bølger med kurdere som flygtede fra grusomheder i Irak i 1988 og 1991.
For at vurdere den tyrkiske tilgang i denne omgang, har jeg interviewet en række officielle myndigheder i regeringen og katastrofe-forvaltningsmyndighed (AFAD) i februar og maj 2014 i Ankara og i Gaziantep og Kilis provinserne i den sydlige del.
I begge disse provinser har de tyrkiske statsborgere familieforbindelser til syrere på den anden side af grænsen, mens Kilis også har særligt stærke økonomiske bånd til Syrien.
De tyrkiske myndigheder ser krisen som noget midlertidigt
Katastrofe-forvaltningsmyndigheden har spillet en central rolle i flygtningeprocessen og har blandt andet uddelegeret næsten alt relevant administrativt arbejde til andre afdelinger i staten.
Dette indikerer, at de tyrkiske myndigheder mere ser flygtningekrisen som noget midlertidigt end som permanent integration.
Dog har Tyrkiet udvidet adgangen til uddannelse, arbejdsmarkedet og sundhedsydelser, både for kroniske sygdomme og krisebehandling. Denne sikkerhed er kun tilgængelig for syriske flygtninge.
Andre, som for eksempel afghanere og irakere i lignende alvorlige situationer, der venter på at blive forflyttet til et andet sted af flygtningeorganisationen UNHCR, har ikke de samme rettigheder.
På det seneste har det stigende antal af syrere på det tyrkiske arbejdsmarked, byggemarked og forbrug af offentlige ydelser skabt vrede i de store byer. Mange forbinder syrerne med kriminalitet. På trods af de tætte bånd til syrerne i de sydøstlige provinser stikker vreden dybt, især i Gaziantep og også grænsekystområdet ved Hatay.
Faldefærdige strukturer i den tyrkiske administration
I samarbejde med AFAD er det hovedsageligt provinsguvernørerne, der administrerer lejrene, udenrigsministeriet koordinerer nødhjælpsarbejde med internationale organisationer, og Tyrkisk røde halvmåne organiserer fordeling af hjælpearbejde.
Dog er strukturen i denne indsats ikke, som den kunne være. Det afhænger hovedsageligt af den flabede og ofte udtrykte selvtillid, som har grebet den tyrkiske offentlige administrationskultur under ledelse af AKP partiet.
AFAD organisationen er under premiereministeren blevet et typisk eksempel på denne selvtillid.
Det er for eksempel provinsguvernørens afdeling, der har ansvaret for at organisere lokal hjælpeindsats, selvom AFAD har en lokal afdeling i Gaziantep. Men i den førstnævnte er der enten administrative mangler eller mangel på finansiel kapacitet, og midlerne distribueres af AFAD.
Denne forvirrende struktur betyder, at ledelserne hverken er særlig effektive med koordinering af assistance i marken eller til at samarbejde med de internationale NGO'er.
I lighed er AFAD heller ikke i stand til at organisere bosættelsen af syrere uden for lejrene. En af konsekvenserne af dette har været, at NGO'erne er endt med at operere temmelig adskilt fra regeringen, når de kunne have arbejdet sammen.
Tyrkerne tror, de er særligt unikke
Den udstrækning, hvori den tyrkiske indsats lykkes til trods for bureaukratiske problemer, er baseret på nationens fælles opfattelse af sig selv som en social stat for mennesker i nød.
Dette skyldes deres nationale og kulturelle værdier såvel som historiske venskaber, slægtskaber, indbyrdes forhold eller religiøse broderskaber med syrere.
Det er muligt, at de tyrkiske myndigheder har diskuteret innovative løsninger som hjørnestenen i deres nødhjælpsindsats, men der, hvor statens organer har arbejdet sammen, har denne altruistiske fortælling været den primære drivkraft.
I relation til dette hersker der i den tyrkiske administration en tro på, at det tyrkiske folk er usædvanligt unikke i deres måde at hjælpe mennesker på og også, at det er en vældig praktisk nation.
Dette indikerer også en overlegenhed over for den vestlige måde at gøre tingene på, i den forstand, at et økonomisk rationelt, vestligt publikum ikke ville kunne forstå ideen med at give almisse uden at forvente noget til gengæld.
De tyrkiske myndigheder, der udtrykker disse synspunkter, lader til at være komplet uvidende om traditionen med velgørenhedsarbejde i andre dele af verden.
Syrerne har ingen rettigheder i Tyrkiet
En uheldig konsekvens af Tyrkiets fælles almissegivende fortælling har været beslutningen om ikke at give syrere en officiel flygtningestatus. Det øger deres skrøbelighed.
Deres gæstestatus betyder, at syrerne ikke har nogle rettigheder i Tyrkiet, og at staten har ret til at deportere dem når som helst. For nyligt har regeringen faktisk antydet, at de, der begår kriminalitet, bør deporteres øjeblikkeligt.
Med andre ord kommer den tyrkiske ide om nabogenerøsitet ikke med ordentlige rettigheder.
Som en tjenestemand i byen Islahiye i Gaziantep udtrykte det i et interview: »Det at være en stærk stat betyder, at du føler medlidenhed. Den tyrkiske stat føler medlidenhed med syrerne, og det er derfor, at vi giver dem mad og lader dem bo i Tyrkiet.«
Et sådan godgørenhedsperspektiv fremfor et, der er rettighedsbaseret, er med til at fremme den negative holdning til flygtninge i den tyrkiske befolkning.
Mange er utilfredse med regeringens almisser
Der er rigtignok mange tyrkere, der har udtrykt deres misfornøjelse med, at regeringen bevilliger resurser til syrerne i stedet for statsborgere i nød som for eksempel jordskælvsofre. Nogle af de ord, som bliver benyttet til at definere syrere, er 'tiggere', 'røvere' og 'udsugere'.
Bitterheden er nået til et punkt, hvor offentlighedens modvilje over for forestillingen om tilkomsten af flere flygtninge er stigende.
Dette forværres naturligvis af det faktum, at et stort antal stadig forsøger at krydse grænsen. En ændring, som har fundet sted i løbet af de seneste uger, er, at der er et stigende antal kurdere i køerne ved grænserne frem for arabiske syrere.
Dette er en konsekvens af, at IS-terrorister har rettet sig mod de kurdiske territorier. Den amerikanske regering, som siges at have lagt pres på tyrkerne for at lukke deres grænser for at gøre det sværere for vestlige jihadister at nå frem til Syrien fra Europa, når i stigende grad til enighed med Tyrkiets offentlighed.
Hvor holdbar er Tyrkiets flygtningepolitik?
Dette har resulteret i, at de tyrkiske myndigheder endelig diskuterer, hvor holdbar deres syriske flygtningepolitik er på nuværende tidspunkt.
Udenrigsminister Mevlüt Çavusoğlu har talt for den mulighed, at Tyrkiet støtter en beskyttet bufferzone for flygtninge i Syrien, under snak om midlertidig integrering af de, der allerede har krydset grænsen.
Det er ikke til at sige, hvor debatten vil ende på nuværende tidspunkt, men tiden lader i hvert fald til at løbe fra regeringens 'innovative politiske værktøjer'.
Om Tyrkiet vil reflektere over, hvordan dets unikke tilgang til at give almisse har bidraget til dette, er et andet spørgsmål.
Umut Korkut modtager støtte fra Carnegie Trust for the Universities of Scotland. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
