Syrien - og den mangfoldige kulturarv

Den moderne syriske nationalstat er sammensat af en mangfoldighed af forskellige etniske, sproglige og religiøse grupperinger.

Alle har de næret et ønske om at blive inkluderet i det nationale fællesskab, som blev formuleret i den politiske kamp mod først den osmanniske centralregering i Istanbul, siden mod den franske mandatadministration etableret i 1920, efter afslutningen af 1. Verdenskrig, og sluttelig mellem syrerne selv, da uafhængigheden i 1946 langt om længe blev en realitet.

Den Nationale Blok stod i spidsen for national selvstændighed

Den franske mandatadministration var fra begyndelsen på kollisionskurs med den arabiske nationale bevægelse, ledet af Faisal ibn Hussain (1889-1933), og etablerede derfor en administration af det syriske mandat med udgangspunkt i landets etniske og religiøse kompleksitet.

Det tiltag blev imidlertid imødegået af de forskellige grupperinger, der fra 1925 fandt sammen i Den Nationale Blok, som stod i spidsen for kampen for national selvstændighed.

Uafhængigheden stillede dog landets forskellige etniske og religiøse grupperinger over for nye udfordringer.

Fortidens kulturarv dokumenterede skiftende dynastier

Det geografiske område, Syrien omfattede, har en historie, der strækker sig langt tilbage. Et utal af forskellige dynastier har efterladt sig imponerende kulturhistoriske mindesmærker – hvilken rolle skulle disse have for den nye nationale identitet, det nu selvstændige Syrien skulle formulere?

Kulturarvslokaliteter som korsfarerborgene i bjergene langs kysten ved Middelhavet, ruinerne ved Rusafa i den syriske ørken, de såkaldte 'døde byer' i den nordlige del af landet, mindesmærker fra oldtiden i Mari og de mange Tell'er rundt om i landet var hver for sig levn fra fortiden.

Men hvilken rolle skulle de have for det nye selvstændige Syrien? Dertil kom, at kulturarven fra fortiden dokumenterede skiftende dynastiers ofte meget forskellige syn på det, andre tidligere magthavere havde skabt. For eksempel blev det romerske Jupitertempel i Damaskus genbrugt som kristen basilika.

Da kalifatet ved overgangen til 700-tallet fandt tiden inde til opførelse af en ny stor moske i kalifatets hovedstad, blev den kristne basilika omdannet til en moske.

Skiftende kristne og muslimske magthavere udviste samme brutale omgang med levn fra fortiden, som eksempelvis Alexander den Store havde lagt for dagen, da han efter erobringen af den gamle persiske hovedstad Persepolis ødelagde den.

Mange århundreder senere fulgte talibanerne i samme spor, da de destruerede gamle buddhistiske mindesmærker ved Bamyan.

Baath-partiet var fortaler for panarabismen

Det politiske system, der blev etableret med Baath-partiets magtovertagelse i 1963, knyttede ideologisk an til den historiske fortid, Syrien havde haft med resten af den arabiske verden i regionen. Partiet var ideologisk fortaler for panarabismen og derfor også modstander af den kunstige opdeling af det arabiske Mellemøsten, som de europæiske stormagter havde gennemført.

For partiet var Syrien ét af flere områder, der tilsammen udgjorde den arabiske nation. Den voldsomme eksponering af det panarabiske blev dog ikke delt af alle syrere, og interessant er det at se, at Baath-regimet med tiden justerede sin ideologiske position.

Fra 1990'erne og frem blev Syrien i stigende omfang præsenteret som et af flere centrale arnesteder for den fælles menneskelige civilisation, og Syriens antikvitetsvæsen støttede arkæologiske udgravninger, der kunne bidrage til en yderligere dokumentation af landets komplekse kulturarv.

Den syriske nationalstat blev indskrevet i Baath-partiets ideologi

Denne principielle holdning blev eksemplarisk udtrykt i en publikation udgivet på initiativ af landets kulturministerium i 1993 i forbindelse med en stort anlagt udstilling på Institut du Monde Arabe i Paris med titlen Syrie – Mémoire et civilisation.

Den dokumenterede på smukkeste vis landets lange og skiftende historie. Enhver der tager sig tid til at se på illustrationer, grundplaner og læse de mange bidrag vil blive belært om, at Syriens historie er meget andet end arabisk.

Synet på Syrien som anderledes end resten af den arabiske verden slog også igennem i Baath-regimets propaganda fra slutningen af 1990'erne og frem.

Centrale politiske personer, som eksempelvis den mangeårige syriske forsvarsminister Mustafa Tlass (født 1932), refererede ofte til den tidlige kristne syriske nationalist Antun Sa'ada (1902-1949), der ellers var blevet ekskluderet af den panarabiske nationalisme, som Baath-partiet oprindeligt formulerede.

Hans syn på Syrien som en særlig nation, som skiftende etniske og sproglige grupper hver for sig havde bidraget til at udvikle, fandt nu indpas.

Der blev ikke gjort op med det arabiske, men den syriske mangfoldighed fik nu en anden og langt mere central placering, når den nationale identitet skulle forklares og formuleres. Sa'adas synspunkter om Syriens særlige position og unikke bidrag for skabelsen af den moderne syriske nationalstat blev nu indskrevet i en justeret formulering af Baath-partiets nationale ideologi.

Den nationale identitet formuleres ved regimefald

Udfaldet af den igangværende borgerkrig i Syrien kan ikke afgøres for indeværende, men alt taler for, at det vil kræve en reformulering af landets nationale identitet. Baath-partiets gradvise justering af sin ideologi ændrede nemlig ikke i første omgang på partiets definition af sig selv som garanten for social retfærdighed funderet på en arabisk-socialistisk økonomisk politik.

Den har partiet ganske vist reelt opgivet gennem omfattende liberaliseringer og privatiseringer under Bashar al-Asad. Den nye økonomiske politik fik ikke konsekvenser for Baath-partiets konstitutionelle særstatus.

De omfattende civile demonstrationer mod regimet med krav om grundlæggende ændringer, der begyndte i marts 2011, og som siden udviklede sig til en regelret borgerkrig, har gjort det klart, at partiets rolle og betydning er dramatisk ændret.

Derfor vil den nye nationale identitet, der bliver formuleret når det nuværende regime falder, blive anderledes formuleret. Partiets tidligere privilegerede status vil ikke blive accepteret i det nye Syrien, der skal genopbygge landet efter borgerkrigen.

Nye politiske partier vil blive etableret, og de vil blive stillet over for opgaven at formulere en anden national identitet end den, det gamle regime gjorde brug af.

Den kurdiske minoritet inspireres af Tyrkiets udvikling

Militante islamister har gennem det seneste år spillet en større og større rolle i det væbnede opgør med regimet, og selvom de indbyrdes ikke altid er enige, er de generelt langt mindre inkluderende i forhold til landets lange ikke-muslimske kultur og kulturarv.

Derfor er der blandt ikke-muslimske grupperinger i den syriske befolkning naturlig bekymring for, hvor stor indflydelse de vil få i det nye politisk pluralistiske Syrien.

Meget taler for, at den nye nationale identitet vil bygge videre på forståelsen af Syrien som noget særligt, men det vil uden tvivl kræve en mere udtalt inkludering af eksempelvis den kurdiske minoritet.

Den kurdiske minoriet vil blive inspireret af udviklingen i Tyrkiet og ikke mindst i Irak, hvor kurderne har opnået betydelige indrømmelser og sikret sig mulighed for at udtrykke egne traditioner og gøre brug af deres eget sprog, samtidig med at de irakiske kurdere generelt fastholder deres tilhørsforhold til nationalstaten Irak.

På samme måde må det formodes, at den kristne minoritet i landet vil virke for, at de kristnes bidrag til landets historie ikke bare fastholdes men også ekspliciteres i den nationale fortælling om det særligeland Syrien.

At alt dette også må føre til en debat om måderne, hvorpå landets kulturarv formidles, siger sig selv. Historiske mindesmærker, arkæologiske levn og kulturel produktion i bredeste forstand indgår i den fælles arv. Hvorledes den eksponeres, fortolkes og præsenteres har derimod ikke noget med historiens gang at gøre, kun med den måde hvorpå det aktuelle og konkrete politiske system vil præsentere sig selv.