VM i landevejscykling i København og Rudersdal blev en folkefest, der demonstrerede den unikke danske cykelkultur og interesse for cykelsport.
Samtidig dokumenterede arrangementet, at organisationstalent og store mængder frivilligt arbejde sagtens kan kombineres i foreningslandet Danmark.
En uforbeholden lykønskning med et velgennemført arrangement går derfor til Danmarks Cykle Union, der som et af relativt få danske specialforbund kan trække på en solid arrangørerfaring med regelmæssigt tilbagevendende internationale events af en vis størrelse.
Festen er forbi
Ærindet med denne kommentar er absolut ikke at nedgøre begivenheden.
Men vi tillader os alligevel at benytte den nu afsluttede fest som afsæt for en stadigt mere påtrængende diskussion om den måde, man i Danmark har forvaltet idrættens oplevelsesøkonomiske potentiale på gennem de senere år.
For VM i landevejscykling var netop først og fremmest en fest. Og festen er forbi nu. Den internationale cykleunion (UCI) er på vej videre til næste ivrige arrangørnation.
UCI sidder på rettighederne
De mindst 35 mio. kr., som offentlige danske kasser har betalt i direkte tilskud for at udvikle og afvikle Bike City-konceptet, der kulminerede med landevejs-VM, har næppe skadet VM-arrangementets fremtidige værdi.
Men UCI sidder på stort set alle medie- og sponsorrettigheder, og stort set intet bliver tilbage i værtslandet hos arrangørerne.
Symptomatisk for de senere års massive satsninger på store arenaer og events i Danmark er satsningen i stadigt stigende grad baseret på midler fra de offentlige kasser.
Trækker midler op af offentlige lommer
Ifølge planen er Elitefacilitetsudvalget og Sport Event Denmark tilført i alt 220 mio. kr. over fire år i perioden 2008-2011, foruden ekstra 40 mio. kr. til en talentpulje under Team Danmark.
\ Fakta
Henrik H. Brandt er direktør for Idrættens Analyseinstitut; en uafhængig forskningsenhed, nedsat af Kulturministeriet. Formålet er bl.a. at bidrage med viden til områder, der traditionelt ligger i forskningens blinde vinkler. Henrik H. Brandt er bl.a. medforfatter til bogen ’Idræt og sport i den danske oplevelsesøkonomi’.
Denne store handlingsplan, for at tiltrække internationale idrætsbegivenheder til Danmark, har naturligvis bidraget til, at vi har fået flere flotte fester til landet, med cykel-VM som et af højdepunkterne.
Men handlingsplanen har i lige så høj grad bidraget til at trække yderligere midler op af lommerne på andre offentlige kasser som kommuner, regioner, M-fonden osv.
Ingen selvbærende eventindustri
Det samfundsøkonomiske afkast er faldet i satsningsperioden, mens sponsorer, medier, deltagere og tilskuere har kunnet læne sig mageligt tilbage uden at bidrage synderligt til gildet.
Med andre ord har vi efter næsten fire års øget statslig satsning på store internationale mesterskaber kun i ringe grad fået udviklet en bare nogenlunde selvbærende idrætsrelateret eventindustri.
En industri, der udvikler egne kreative events og har egne kommercielle kompetencer, og som ikke skal afgive alle de 'sjove' rettigheder til de store begivenheder til internationale specialforbund som UCI.
Arenainvesteringer
Midt under VM-euforien leverede Københavns Kommune selv et godt eksempel på udviklingen, da kommunen vedtog at konvertere de oprindeligt planlagte langsigtede lån på 200 mio. kr. til en københavnsk multiarena.
Lånet blev konverteret til et decideret medejerskab med et indskud på 325 mio. kr. Danmarks Idræts-Forbund udlovede samtidig 50 mio. kr. i tilskud til arenaen over ti år.
Region Hovedstaden forventes at støtte events i arenaen med 50 mio. kr. over en 5-10 års periode, lige som Elitefacilitetsudvalget har stillet op mod 15 mio. kr. i udsigt til byggeriet.
Nu venter vi bare på alle de store fester, der skal fylde den store københavnske idrætsarena, som efter alt at dømme vil blive drevet af en af de internationale underholdningsgiganter, AEG eller Live Nation, og næppe får det store idrætslige indhold i det daglige.
Hvor er efterspørgslen?
Tror vi så på, at store internationale mesterskaber i håndbold, svømning og ishockey nu står i kø for at betale for plads i den skatteyderbetalte arena?
Eller bliver virkeligheden snarere – som Københavns Kommune til fulde har erfaret med byens flotte opera – at investeringen i den nye arena kommer til at øge presset på offentlige tilskud til at subventionere de store internationale sportsbegivenheder i arenaen?
Vi ser allerede, hvordan de få store internationale sportsbegivenheder, der hidtil har fundet vej til den nye Jyske Bank Boxen i Herning, snarere er en anledning til, at kommune og andre offentlige kasser legitimt kan hælde offentlige tilskud ind i prestigebyggeriet på den jyske hede.
Efterspørgsel fra befolkningen og markedet – læs sponsorer, tilskuere, arrangører – på store sportsevents i den jyske arena har vi til gode at opleve i større omfang.
Støtte kompenserer for dilemma
Lad det være sagt med det samme: Sport Event Denmark og tilsvarende lokale konstruktioner for at offentlige midler kan understøtte store begivenheder er ofte en god idé.
Organisationerne opsamler viden og kompenserer for det oplevelsesøkonomiske dilemma, at events eller store faciliteter i sig selv ofte kan have svært ved at få butikken til at løbe rundt, mens omgivelserne i form af hotel - og restaurationserhvervet, medier, rejsebranchen og så videre ofte tjener på arrangementerne.
Det ville jo være ubærligt, hvis Danmarks Cykle Union stod ruineret tilbage efter sidste uges cykel-VM i København, mens UCI og de lokale hoteller havde skummet fløden på cykelfolkets anstrengelser.
Økonomisk balancekunst
Men der er selvfølgelig en balance, hvor størrelsen af den offentlige støtte tipper over, så de store begivenheder eller bygningsværker ikke længere kan regnes hjem samfundsøkonomisk eller kulturpolitisk.
Der er en risiko for, at de offentlige eventsatsninger snarere er båret af behovet for at fylde lidt for tomme offentligt finansierede arenaer, eller for at investere midler, der brænder i lommerne, fra politisk vedtagne fonde og handlingsplaner.
Der er en reel fare for, at offentlige tilskud til den ene arena eller event, i stedet for at udvikle nye ’oplevelsesøkonomiske produkter’, snarere kommer til at skabe et våbenkapløb på kommunekasser eller andre offentlige kasser.
Eller måske ligefrem til at slå eksisterende private udbydere ihjel, fordi de offentlige investeringer og subsidier af visse events og faciliteter skaber unfair konkurrence.
Forventet effekt uden dokumentation
I Danmark tenderer de offentlige økonomiske satsninger på store idrætsbegivenheder desværre lidt i den uheldige retning, som beskrevet overfor.
I erkendelse af, at det samfundsøkonomiske regnestykke ofte er broget, oplever man en stigende tendens til, at en 'koalition' af rettighedshavere, bevilgende myndigheder, politikere, eventorganisationer, konsulenter og ukritiske medier søger at legitimere investeringerne på anden vis:
De angiver en forventet effekt på folkesundheden eller idrætsdeltagelsen, hvilket oftest savner enhver dokumentation.
Oppustede seertal
De angiver en urealistisk høj langsigtet 'brandingværdi' på grund af det store antal tv-seere og de tilfredse gæster, hvilket ligeledes typisk savner enhver dokumentation.
Eksempelvis hævdede høj som lav, fra fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og nedefter, at søndagens landevejsløb i Rudersdal blev fulgt live af helt op til 400 mio. tv-seere.
Det reelle tal baseret på tilsvarende begivenheder og antallet af lande, der transmitterede begivenheden, har snarere været på 25-30 mio. seere i gennemsnit.
Glemmer svagheder
De angiver urealistisk høje afledte økonomiske effekter, der ofte 'glemmer' at tage højde for eksempelvis fortrængningseffekter, afledte offentlige udgifter fra sikkerhedsarbejde, oprydning eller generelle effektivitetstab.
Eller det simple forhold, at de offentlige tilskud måske kunne have været investeret på anden vis med højere afkast.
Dette sker nærmest rutinemæssigt ved større sportsevents, selv om der findes masser af international eventforskning, der påpeger svaghederne i de typisk højt satte effektmålinger.
Klarere formål med eventsatsninger
Der er ingen grund til at være nedtrykt over, at cykel-VM var en solbeskinnet folkefest for tusindvis af mennesker.
Men der er grund til at være mere realistisk på eventområdet, og arbejde for at udvikle flere selvstændige, kreative og mere økonomisk selvbærende events i fremtiden.
Måske sågar events, der kan afvikles år efter år, og dermed sætte sig langt større økonomiske og kompetencemæssige spor i idrætslandskabet, end vi har oplevet med den første fireårige handlingsplan, som nu lakker mod enden.
Lån eller medejerskab
Det er langt fra sikkert, at specialforbundene og deres internationale organisationer er det bedste eller eneste sted, man skal kigge hen i fremtiden.
Store idrætsfestivaler, risikovillige private arrangører eller andre kreative iværksættere kan måske i lige så høj grad give samfundsøkonomisk mening.
Hvorfor ikke i højere grad benytte dele af offentlige eventmidler som risikovillig lånekapital eller måske konvertere nogle af de investerede offentlige tilskud til medejerskab af begivenheder med langsigtet udviklingspotentiale?
Vi trænger til en god debat
Måske skal man stille mere specifikke krav til egenfinansiering, kulturel værdi eller reel efterspørgsel i fremtidens offentlige eventstøtte?
Måske bør man sikre en bedre opfølgning i form af uvildig dansk forskning og bedre uddannelser på området, så man kan sikre et bedre videns- og beslutningsgrundlag og en mere rodfæstet kompetenceudvikling i den danske idrætssektor?
En bedre produktudvikling og en mere langtidsholdbar effekt til gengæld for de ganske massive offentlige investeringer på området er ikke noget urimeligt krav.
Under alle omstændigheder trænger vi til en god debat om de danske satsninger på det idrætsrelaterede eventområde. En uvildig debat - og ikke den gensidige rygklapperdebat, som desværre har præget området indtil nu.
