Store sammenstød # 5 - Kreationisme og intelligent design
Store sammenstød mellem religion og videnskab i vor tid opstår tit mellem videnskabsfolk og fundamentalistiske tilhængere af kreationisme eller intelligent design. De tror på en guddommelig forklaring på fænomener, som videnskaben ellers har forklaret.

Tilhængere af kreationisme og intelligent design tror på en gammeltestamentelig udlægning af verdenshistorien. (Billede: Lucas Cranach the Elder/Wikimedia Commons)

Fundamentalismen startede som et modsvar mod blandt andet darwinisme. Fundamentalisme har i dag spredt sig til de andre skriftreligioner, så den dækker kristendom, islam og jødedommen.

Det er primært fundamentalisterne, der bliver stødt på manchetterne af nye og gamle videnskabelige opdagelser.

Fundamentalister tror ikke på evolutionen, men har i stedet udviklet deres egne forklaringer ud fra biblens ord. De mest fremtrædende forklaringer kaldes kreationisme eller intelligent design.

Intelligent design og kreationisme er hypoteser, der tror på, at der er en intelligent årsag eller ånd, der har skabt og styrer universets komplicerede processer.

»Kreationisme er noget, man som regel forbinder med bibelbæltet i USA, men der er faktisk flere tilhængere, end man skulle tro. Kreationismen står eksempelvis også stærkt blandt kristne i Afrika og i en række lande i Mellemøsten,« siger Casper Andersen, der er adjunkt, ph.d. og idéhistoriker på institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Strider mod videnskabelige beviser

Nogle af kreationisternes verdensanskuelser er i direkte modstrid med, hvad videnskaben har bevis for.

»Kreationister mener, at vi har levet side om side med dinosaurer. Nogle såkaldte ungjordskreationister mener, at Jorden er omkring 6.000 år gammel, som vurderet af den irske biskop Ussher,« siger Casper Andersen.

Biskop Ussher sætter meget præcist Jordens skabelse til om eftermiddagen dagen før søndag d. 23. oktober 4004 før vor tidsregning.

»Andre gammeljordskreationister er åbne for, at for eksempel syv skabelsesdage godt kan være en geologisk periode, men at der står en guddommelig kraft bag skabelsen. Begge dele er ud fra en videnskabelig betragtning fuldstændigt forkert,« siger Casper Andersen.

De, der tror på intelligent design, mener, at Jorden er milliarder af år gammel, men at der står en guddommelig designer bag, hvad der er sket. På samme grundlag afviser de pure evolutionsteorien.

I nyere tid har der været retssager mod skoler, som har forsøgt indføre undervisning i kreationisme og intelligent design frem for evolution. Nogle politikere og magthavere har også forsøgt at indføre love mod evolutionslære.

Modarbejder målrettet etableret videnskab

Kreationister har eksempelvis oprettet forskningscentre med det formål, at modbevise nogle af de videnskabelige forklaringer vi har på naturfænomener.

Siden 1958 har det adventistfinansierede forskningsinstitut GRI (Geoscience Research Institute) for eksempel forsøgt at finde bevis på, at livet opstod på seks dage og andre forklaringer end evolutionen.

Mens mange yngre kreationister er mere moderate i deres verdensopfattelse, kan man stadig finde, for de fleste danskere, overraskende eksempler på tilslutning til kreationismen.

Det er tilladt at undervise i USA tilladt at undervise i både evolutionsteori og kreationisme.

I delstaten Alabama gør alle biologilærebøger opmærksom på, at "bogen indeholder evolutionslære, som er en teori – ikke et faktum".

I stater som Kansas har man fjernet store dele af evolutionslæren fra skoleskemaet. På skoler i andre stater har man, som resultat af krav om undervisning i evolution, skåret kraftigt ned i undervisning i menneskets udviklingslære generelt.

Måske netop på grund af manglende udviklingslære ved kun 52 procent af amerikanere med internetadgang, at mennesker ikke har levet samtidig med dinosaurerne, viser en undersøgelse fra 2002.

For amerikanere uden internetadgang er tallet 41 procent.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.