PISA-test til voksne er på vej
Det er ikke kun børnene, der skal PISA-testes. Nu skal OECD også finde ud af, hvor gode voksne er til læsning, læring og andre nyttige færdigheder.

Snart skal også de voksne måles og vejes i PISA-test. (Foto: Colourbox)

Snart skal også de voksne måles og vejes i PISA-test. (Foto: Colourbox)

OECD har tidligere kortlagt børns læreevner gennem den kendte PISA-undersøgelse.

Nu skal organisationen til at kortlægge læse- og læreevnen hos voksne.

»Undersøgelsen kan give indsigt i, hvordan færdighederne og kompetencerne påvirker den sociale og økonomiske situation, både for enkeltindividet og for selve landene,« siger projektleder Elisabeth Rønning fra det norske Statistisk sentralbyrå (SSB).

Til efteråret gennemfører SSB den norske del af undersøgelsen, hvor 5000 personer i alderen 16-65 vil blive interviewet.

SSB skal undersøge læse- og matematikevnerne hos de voksne nordmænd, såvel som evnen til at løse opgaver ved hjælp af en computer.

»Undersøgelsen skal indsamle et bredt spektrum af information om deltagerne, herunder hvordan de bruger deres evner i arbejdslivet, derhjemme eller i lokalmiljøet,« siger Rønning.

Voksen-PISA skal give nye, internationale data

I alt skal 130.000 personer fra 26 lande deltage i den internationale undersøgelse.

Undersøgelsen skal give internationalt sammenlignelige data, som kan bruges til at analysere sammenhænge mellem en persons uddannelses- og arbejdserfaring og deres tilknytning til arbejdsmarkedet og rent faktiske færdigheder.

»Når resultaterne foreligger i 2013 kan Norge sammenligne sig med blandt andet Danmark, Sverige, Finland, Frankrig, Polen, USA, Japan og Australien,« fortæller Rønning.

Hensigten med undersøgelsen er at måle færdigheder og kompetencer, der kræves af mennesker for at kunne deltage optimalt i samfundslivet og have en sund økonomi.

Den indsamlede data skal blandt andet bruges af myndigheder og forskere i ind- og udland.

»Det her er helt ny viden. Et af målene med undersøgelsen er at hjælpe myndighederne til bedre at forstå, hvordan uddannelserne kan udvikle disse færdigheder,« siger Elisabeth Rønning.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.