20. september kunne Aftenposten i Norge fortælle, at reduktionen af havisen i Arktis til dels skyldes naturlige omstændigheder.
Artiklen var baseret på et manuskript, som var indsendt til det videnskabelige tidsskrift The Chryosphere, der beskriver sig selv som 'an interactive open access journal of the European Geosciences Union'.
'Interactive open access' betyder, at de manuskripter, som forskerne indsender - såvel som fagfællernes vurderinger (eller reviews på opfordring af tidsskriftets redaktion) - lægges åbent ud på nettet.
Kvalitetskontrol sikrer solide forskningsresultater
Denne del af processen har i de fleste videnskabelige tidsskrifter - heriblandt mange elektroniske med open access - ikke været for andre end forfatterne, reviewers og redaktørerne. Hvorfor?
Først og fremmest fordi fagfællevurderingen - og vurderingen fra kompetente redaktører - er en kvalitetskontrol af, at forskningen lever op til metodiske og fortolkningsmæssige forventninger.
Kun undersøgelser, der har bestået kvalitetskontrollen (ofte med betydelige ændringer i det oprindelige manuskript), er solide nok til, at de er parate til offentlig formidling.
Når upublicerede manuskripter ligger frit tilgængelige på nettet, kan medierne - i dettte tilfælde Aftenpostens Ole Mathismoen - formidle både resultater og fortolkninger, før de er blevet videnskabeligt gennemgået.
Inden for videnskaben har det været et grundlæggende princip, at man ikke formidler fund, før de er videnskabeligt publicerede. Det vil sige, før forskningen har bevist, at den fortsat holder stik efter kritisk granskning.
Denne granskning fører næsten uden undtagelse til ændringer i artiklerne og fører meget ofte til, at undersøgelsen ikke bliver trykt i det tidsskrift, den oprindeligt blev sendt til.
Ufærdig forskning bliver tilgængelig for medierne
Nu ønsker enkelte internetbaserede open access-tidsskrifter, som Chryoshere, at demokratisere peer review-processen (fagfællevurderingen, red.) ved at lægge både manuskripter og fagfællevurderinger åbent ud på nettet, så alle kan se både kritik og svar. Derigennem håber de at indbyde til kommentarer og kritik fra andre, der forsker inden for feltet.
Fra et videnskabeligt perspektiv er det let at se fordelene ved dette - selvom der bestemt også er ulemper. Det store problem opstår ved mødet med medierne.
En åben proces betyder nemlig, at ufærdig forskning - det vil sige forskning, som ikke er blevet kvalitetskontrolleret gennem peer review og redaktionel vurdering, og som forholdsvis ofte ikke holder stik rent videnskabeligt - bliver tilgængelig for medierne.
Som 'selvfølgelig' hopper på den - det er jo en nyhed! Set fra et forskerperspektiv burde de egentlig have ventet, til artiklen var færdigvurderet og formelt publiceret.
Set fra mediernes perspektiv er det ikke helt så oplagt, at man bør vente.
'Nyheden' ligger der, der er ingen embargo som siger, at den ikke må omtales, før artiklen er publiceret. Den er tilgængelig for os alle - hvorfor skulle medierne så holde igen? Så kommer der jo bare nogen andre og tager nyheden først.
Skal forskerne fortælle om deres ufærdige forskning?
Indsigt i forsknings- og publiceringsprocessen er en god ting. Men indsigt indebærer også tilgængelighed. I dette tilfælde betyder det mediernes tilgang til noget, som ikke er færdigt. Hvor det grundlæggende er usikkert, om fund og konklusioner holder stik rent videnskabeligt.
Ofte gør de - men det er langt fra altid. Uden specielle kompetencer som forsker inden for feltet kan man ikke vurdere holdbarheden.
I mødet mellem offentliggørelsen af ufærdig forskning og mediernes hunger efter at komme først, ligger der dilemmaer for både forskere og medierne.
For os forskere: Hvordan skal vi forholde os, hvis medierne fatter interesse for den forskning, vi har lavet, men som er ved at gennemgå en evalueringsproces?
Skal vi fortælle om vores fund og vores fortolkning af dem, på samme måde som vi ville have gjort, hvis de var publicerede?
De fleste af os tror jo, at det, vi har lavet, er metodisk upåklageligt og med de rette konklusioner - også de gange, hvor den efterfølgenede peer review viser, at vi tager helt eller delvist fejl.
Skal vi holde igen - og hvor let er det lige, når nu medierne alligevel skriver om sagen?
Små og store svagheder afslører sig først senere
For medierne må det være et dilemma at risikere at formidle en masse forskningsfund som - i større eller mindre grad - simpelthen er forkerte.
Blandt de almindelige svagheder, som ofte bliver påpeget gennem peer review-processen, er både store og små metodiske problemer, for lidt eller for dårlige data til at kunne sige noget med sikkerhed, problemer med analysen af materialet, eller fortolkninger som er ubalancerede, eller som bliver trukket for langt.
Hvis det kun drejer sig om mindre svagheder, kan de rettes op ved for eksempel indhentning af yderligere data, nye analyser eller nedtoning af overdrevne fortolkninger.
Andre gange er problemerne så graverende, at undersøgelsen simpelthen ikke kan udgives i noget respektabelt videnskabeligt tidsskrift.
Forskningen KAN sagtens være vigtig og veludført
Hverken videnskabsjournalister eller medieredaktører vil kunne vurdere, om en videnskabelig undersøgelse på manuskriptstadiet er bundsolidt eller fyldt med fejl.
Skal de formidle det alligevel? Eller skal de vente, til undersøgelsen er blevet blåstemplet?
Forskernes resultater og fortolkninger ligger der jo, og de er tilgængelige for alle.
Pointen her er ikke at kritisere den forskning, der blev formidlet i Mathismoens artikel i Aftenposten ('Mye af isavsmeltningen er naturlig', red.). Forskningen virker både interessant og vigtig og kan sagtens være helt og aldeles fremragende.
Det har jeg, som forsker i et helt andet felt, ingen forudsætninger for at vurdere.
Helt almindeligt, at indhold bliver ændret
Måske viser det sig, at konklusionerne er bundsolide og fuldstændigt uforandrede, når artiklen bliver publiceret enten i Chryosphere eller et andet tidsskrift.
Ud fra de fagfællevurderinger, som er tilgængelige, er det imidlertid helt åbenlyst, at visse ting i artiklen vil blive ændret. Det er helt almindeligt og ikke i sig selv et negativt signal.
Men selv for forskere inden for nærliggende felter er det vanskeligt at vurdere forskning, som ikke har været igennem fagfællevurderingens kvalitetsevaluering.
Som Sebastian Gerland Fra Det Norske Polarinstitut fortæller til Aftenposten: »Jeg er altid forsigtig med at kommentere et publiceret manuskript, som ikke er færdig med at blive fagfællevurderet.«
Jeg, som forsker i noget andet, kan ikke vurdere det. Kan medierne?
Transparens og åbenhed er fremtiden - hvordan styrer vi det?
Vi vil sandsynligvis se mere open peer review, på linje med det Chryosphere praktiserer, i fremtiden.
Upublicerede manuskripter af højst varierende kvalitet vil blive eksponeret og gjort tilgængelige for alle.
Redaktørerne af de videnskabelige tidsskrifter ønsker videnskabelig transparans - redaktørerne af medierne vil have nyheder.
Her ligger den store udfordring for både medier og forskere - udfordringer, ingen ser ud til at have et klart svar på.
© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark
