Hører du til dem, der tager stilling til politiske forslag ved at kigge grundigt på indholdet af forslaget og vurdere det ud fra de argumenter, som er fremme i debatten?
Eller slår du bare din politiske automatpilot til og danner din holdning ud fra, om du kan lide det politiske parti, som fremfører forslaget?
Svaret kommer i høj grad an på det politiske klima. Hvis debatten er polariseret, og de politiske partier står stejlt og uforsonligt over for hinanden, lukker vi som borgere i højere grad af for de gode argumenter og følger i stedet vores partis standpunkter blindt.
Omvendt forholder det sig, hvis partierne nok er uenige og forfægter forskellige politiske standpunkter, men der ikke er en dyb kløft mellem dem.
I den situation ser borgerne på substansen og tager stilling ud fra, hvilket forslag der støttes af de bedste argumenter – uanset hvad deres eget parti mener.
Graden af konflikt eller polarisering mellem de politiske partier har altså en dramatisk effekt på selve måden, borgerne danner holdninger på. En stemning af samarbejdende folkestyre mellem partierne får borgerne til at danne holdninger på grundlag af de bedste argumenter.
Uforsonlig konflikt mellem partierne får derimod borgerne til at feje de gode argumenter af banen og følge deres parti i tykt og tyndt, uanset om det har de bedste argumenter.
Eksperimenter med amerikanske vælgere
Den opdagelse har jeg gjort i samarbejde med to amerikanske kolleger. Vi bygger vores konklusioner på to eksperimenter blandt vælgere i USA, hvor vi har undersøgt, hvordan partipolitisk polarisering påvirker borgernes holdningsdannelse.
Det ene eksperiment handler om et forslag, der vil give firmaer lov til at foretage nye boringer efter olie og gas.
I eksperimentet inddelte vi deltagerne i en række grupper, som hver fik bestemte oplysninger om forslaget. Fordi grupperne blev inddelt tilfældigt, var opbakningen til forslaget i udgangspunktet den samme på tværs af grupperne.
(Kilde: Uddrag af Figure 1a, 2a og 3a i Druckman, Peterson & Slothuus (2013) i American Political Science Review)
Hvis grupperne alligevel støtter forslaget i forskellig grad, kan vi konkludere, at de præsenterede oplysninger har påvirket holdningerne.
Det blev målt, om argumenterne påvirkede opbakningen
Ved at præsentere deltagerne for henholdsvis gode og dårlige argumenter for og imod olieboringer, kan vi måle, om argumenterne i sig selv påvirker opbakningen til forslaget.
Det er et godt argument for flere olieboringer, at det giver flere arbejdspladser og lavere benzinpriser.
Et dårligt argument imod er, at de myndigheder, der skal føre tilsyn med boringerne, har rigeligt at lave i forvejen.
Vi forventede derfor, at når folk får præsenteret disse argumenter, bliver de mere positive over for olieboringer, fordi de lader sig overbevise af det stærkeste argument.
Gode argumenter appellerer til alle
Figur 1a viser præcis dette. Når folk får det gode argument for olieboringer og det dårlige argument imod, stiger støtten til forslaget – sammenlignet med en kontrolgruppe, som hørte om forslaget, men uden at få nogle argumenter præsenteret.
Figuren viser også, at argumenterne har appel til vælgere på tværs af partiskel, for deltagerne bliver mere positive over for forslaget, uanset om de tilhører Demokraterne (19 procent mere positive) eller Republikanerne (14 procent mere positive).
Omvendt kan vi se i figur 1a, at når folk får et dårlig argument for olieboringer og et godt argument imod, så bliver de mere negative over for forslaget. Igen præcis som vi skulle forvente, hvis borgerne lytter til kvaliteten af argumenterne.
Villig til at gå imod partiets linje
For at se, hvordan det politiske debatklima mellem partierne påvirker betydningen af argumenter, kan vi udsætte andre deltagere for præcis de samme kombinationer af gode og dårlige argumenter – men nu med tilføjelsen om, at Republikanerne støtter forslaget om flere olieboringer, mens Demokraterne er imod.
På den måde kan vi se, om det gør en forskel for borgernes holdning til forslaget, at de kender deres eget partis standpunkt i sagen.
Resultaterne i figur 1b ligner meget dem, vi så i figur 1a.
(Kilde: Uddrag af Figure 1a, 2a og 3a i Druckman, Peterson & Slothuus (2013) i American Political Science Review)
For at måle effekten af, om partierne er polariserede eller ej, fortalte vi også, om partierne stod lidt eller meget polariseret over for hinanden.
Figur 1b viser støtten til olieboringer i den situation, hvor deltagerne får at vide, at partierne er klart uenige i spørgsmålet – men uden at kløften mellem partierne er dyb og uforsonlig.
Her er altså tale om et politisk klima med lav grad af polarisering.
Partierne påvirker ikke i sig selv
Resultaterne i figur 1b ligner meget dem, vi så i figur 1a.
Selvom partierne kommer på banen, får det altså ikke i sig selv borgerne til at se bort fra argumenter.
Tværtimod bliver både demokrater og republikanere mere positive over for olieboringer, når forslaget præsenteres med det gode argument for og dårlige argument imod – uanset at de også får at vide, at Demokraterne er imod forslaget, mens Republikanerne støtter det.
Tilsvarende bliver holdningerne mere negative over for forslaget, når det gode argument taler imod og det dårlige argument for.
Polarisering ændrer logik
Først i figur 1c ser vi et dramatisk andet billede. Her får andre deltagere igen præsenteret de samme argumenter og oplysninger om partiernes standpunkter – men nu får de at vide, at partierne står stejlt over for hinanden, og at kløften mellem dem er dyb.
Vi ser, at når demokratiske vælgere bliver præsenteret for argumenter og polariserede partier, bliver de altid mere negative over for forslaget (igen sammenlignet med demokrater i kontrolgruppen, som hverken fik oplysninger om argumenter eller partier præsenteret).
I et polariseret politisk klima følger demokraterne følger altså altid deres parti – uanset om partiet har de dårligste argumenter, som under andre omstændigheder ville få borgerne til at gå imod deres parti.
(Kilde: Uddrag af Figure 1a, 2a og 3a i Druckman, Peterson & Slothuus (2013) i American Political Science Review)
Hos de republikanske vælgere ser vi præcis samme mønster i figur 1c.
Det, der tæller, er, hvad deres eget parti mener – mens de ser bort fra, om forslaget støttes af gode eller dårlige argumenter.
Det, at partierne kommer på banen i debatten, får altså ikke i sig selv borgerne til at se bort fra de gode argumenter. Faktisk er borgerne villige til at gå imod deres eget parti, hvis det andet parti har bedre argumenter.
Det er først, når partierne står polariseret over for hinanden, at borgerne vender ryggen til argumenterne og bygger deres holdning på, hvad deres parti mener.
Paradoksal effekt af polarisering
Graden af konflikt eller polarisering mellem de politiske partier har altså en dramatisk effekt på borgernes holdningsdannelse.
Hvis partierne står stejlt over for hinanden i debatten, følger vælgerne loyalt deres partis standpunkt, selv om partiet har de dårligste argumenter, som under andre omstændigheder ville få vælgerne til at gå imod deres parti og afvise forslaget.
Omvendt tæller kvaliteten af argumenterne, hvis partierne blot er uenige, men ikke stærkt polariserede.
Konflikt mellem partierne ændrer altså hele den logik, som borgerne tager stilling ud fra.
Konflikt mobiliserer loyalitet
Effekten skyldes formentlig, at konflikt mobiliserer loyaliteten med ens parti, som man derefter følger i tykt og tyndt.
Det paradoksale og ironiske er, at borgerne i et polariseret politisk klima føler sig endnu mere sikre på, at de holdninger, de når frem til, er de rette – selvom de altså bygger mindre på substans i form af de bedste/stærkeste argumenter.
Undersøgelsen viser dermed, at de politiske omgivelser kan have stor betydning for, hvordan vi som borgere tager stilling til politik.
Resultatet giver både vigtig indsigt i grundlaget for borgernes politiske holdninger og vækker måske eftertanke hos politikere og medieredaktioner om, hvordan politiske debatter bør foregå og formidles.
