»Hun kunne jo ikke have mig, hun var jo narkoman. Og så ville Connie og William gerne have mig.«
Sådan fortæller Mille, om hvordan hun kom i slægtspleje hos sin grandtante og -onkel.
SFI-rapporten Det er jo min familie! Beretninger fra børn og unge i slægtspleje giver et indblik 15 børn og unges historier om fraværende eller svigtende forældre.
Men det er samtidig fortællinger om andre familiemedlemmer, der tager ansvaret på sig og giver børnene et hjem.
Slægtspleje er i høj grad et bedsteforældreprojekt, viser undersøgelsen. Den viser også, at bedsteforældrene ikke nøjes med at tage vare på børnene. I mange tilfælde forsøger de samtidig at hjælpe forældrene.
Nye familiebånd opstår
Undersøgelsen viser, at enkelte familiemedlemmer for alvor træder i karakter, når et barnebarn eller en nevø kommer i slægtspleje.
Der har i systemet været mistillid til bedsteforældrene. Altså den der med, at når de har fået børn, som er narkomaner, kan de så opdrage deres børnebørn?
seniorforsker Tine Egelund
Børnene fortæller f.eks. om onkler, der bliver til fædre eller kusiner, der bliver nye søstre. Slægtspleje sikrer en vis kontinuitet i barnets ellers urolige liv, fordi barnet bliver i familien, der kender barnet.
På den anden side kan slægtsanbringelse betyde, at barnet helt mister kontakten til den anden gren af stamtræet - som oftest farens familie.
Unødvendig mistillid
Slægtspleje er ikke meget udbredt i Danmark endnu. Det kan bl.a. skyldes, at medarbejdere i systemet er forbeholdne over for at inddrage f.eks. bedsteforældrene.
»Der har i systemet været mistillid til bedsteforældrene. Altså den der med, at når de har fået børn, som er narkomaner, kan de så opdrage deres børnebørn? Men det går igen i udsagnene, at bedsteforældrene f.eks. lægger meget stor vægt på skolegang,« fortæller seniorforsker Tine Egelund.
Rapporten en den del af en større evaluering af anbringelsesreformen fra 2006, som SFI i disse år gennemfører for Socialministeriet.
Artiklen er lavet i samarbejde med SFI.
