Et af de væsentligste spørgsmål i samfundsvidenskaben er, hvorfor nogle lande er velstående, mens andre er fattige.
For at komme et svar nærmere, må vi forsøge at forstå, hvorfor nogle lande formår at skabe økonomisk vækst, mens det ikke lykkes i andre lande, som forbliver fanget i fattigdom. Svaret udgør lidt af et mysterium i samfundsvidenskaben.
Nogle af de mest populære forklaringer i samfundsvidenskaben fremhæver betydningen af international samhandel, uddannelse, geografiske og klimatiske forhold, samt kultur, normer, og religion.
En alternativ forklaring, der har fået vind i sejlene de sidste par årtier, hæfter sig ved, at samfundsmæssige institutioner spiller en helt grundlæggende rolle for nationers muligheder for at skabe økonomisk vækst.
Netop spørgsmålet om institutioners betydning for økonomisk vækst er genstand for analyse i en ny tværnational undersøgelse, jeg har lavet.
Undersøgelsen fokuserer på betydningen af to forhold: Private ejendomsrettigheder og politisk magtdeling.
Resultaterne fra en omfattende empirisk analyse viser, at disse to faktorer er systematisk relateret til økonomisk vækst. Imidlertid tyder resultaterne også på, at private ejendomsrettigheder har en ganske svag og beskeden effekt på økonomisk vækst i lande med begrænset – eller ingen – politisk magtdeling.
Omvendt virker ejendomsrettigheder fremmende for økonomisk vækst i lande, hvor den politiske magt er fordelt på flere hænder. Det er således kombinationen af ejendomsrettigheder og magtdeling, snarere end hver enkelt faktor isoleret set, der har betydning for økonomisk vækst.
Denne artikel ser på, hvorfor det forholder sig således.
Institutioner og økonomisk vækst
Institutioner er – groft sagt – de formelle og uformelle spilleregler, der regulerer vores samfund, og skaber muligheder og begrænsninger for vores adfærd.
En af de mest grundlægende økonomiske institutioner, er det regelsæt, der regulerer privat ejendomsret. Mange samfundsforskere påpeger, at private ejendomsrettigheder virker fremmende for økonomisk vækst. Et prominent eksempel er den økonomiske historiker og Nobelprismodtager Douglass North.
Som eksempel kan du forestille dig, at du vil investere dine surt tjente sparepenge på at købe og drive et landbrug i et land i Afrika eller Asien. For at gøre dette, vil du formentlig kræve en vis sikkerhed for, at du kan ’få noget ud af’ din investering på længere sigt. Det er her ejendomsrettigheder kommer ind i billedet.
Ejendomsrettigheder giver et minimum af sikkerhed for, at dit landbrug bliver registreret som tilhørende dig (for eksempel via et skøde), at du kan sælge dine varer, og at der er domstole til at håndhæve kontrakter og beskytte dine rettigheder i tilfælde af uenigheder med andre – uanset om uenigheden er med din nabo, en konkurrent, eller staten.
Uden en vis sikring af ejendomsrettigheder vil du formentlig ikke foretage de investeringer, der er med til at skabe økonomisk aktivitet.
Et ekstremt – men illustrativt – eksempel på de økonomiske konsekvenser af usikre ejendomsrettigheder kan findes i tilfældet Zimbabwe, hvis præsident, Robert Mugabe, i begyndelse af 00’erne iværksatte en serie af omfattende og ofte voldsomme ekspropriationer af landbrugsjord. Dette førte til et decideret økonomisk kollaps i Zimbabwe.
Mugabe kunne handle, som han gjorde, fordi der ikke var reelle begrænsninger på hans politiske magt. Der var ingen reel magtdeling i det politiske system.
Politisk magtdeling vedrører, hvorvidt den politiske magt er koncentreret i hænderne på en enkelt aktør – i det ekstreme tilfælde en diktator – eller om magten er delt mellem flere politiske aktører. Den politiske magt vil eksempelvis være delt, hvis lovgivning både skal godkendes af en præsident og et parlament, eller hvis to partier må nå til enighed for at danne et flertal i parlamentet.
Politisk magtdeling i sig selv har ikke nødvendigvis nogle særlige effekter på økonomisk vækst. Men det har den konsekvens, at en vis grad af ’træghed’ bliver institutionaliseret i det politiske system, fordi reformer skal forhandles og godkendes af flere partier eller lovgivende instanser.
For investorer kan dette være med til at skabe et mere stabilt investeringsmiljø og ad den vej fremme økonomisk vækst.
Hvad viser data?
I artiklen har jeg analyseret data for økonomisk vækst for cirka 70 udviklingslande i perioden 1970-2000. På baggrund af analysens resultater er særligt to forhold værd at bemærke.
For det første viser resultaterne, at ejendomsrettigheder ikke har nogen særlig effekt på økonomisk vækst i lande uden politiske magtdeling – eksempelvis hvor en diktator sidder på magten.
Grunden til dette er givetvis, at ejendomsrettigheder – uanset om de er formelt etablererede – grundlæggende besidder et element af usikkerhed og ustabilitet, og ret hurtigt kan ændres i sådanne politiske systemer.
Blandt lande uden politisk magtdeling, er det således ikke ejendomsrettigheder, der primært driver økonomisk vækst fremad.
For det andet viser resultaterne, at ejendomsrettigheder faktisk har betydning for økonomisk vækst i lande, hvor den politiske magt er delt mellem flere aktører, eksempelvis mellem en præsident og et parlament.
Denne sammenhæng skal givetvis tilskrives det forhold, at politisk magtdeling er med til at skabe større forudsigelighed og give investorer en vis sikkerhed for, at de lovgivningsmæssige betingelser for at drive virksomhed ikke ændres fra den ene dag til den anden. Det er via denne mekanisme, at politisk magtdeling bidrager til at påvirke økonomisk vækst.
I tilfælde, hvor ejendomsrettigheder er etablerede, bidrager politisk magtdeling til at stabilisere økonomiske institutioner, hvilket medvirker til at skabe økonomisk vækst.
Er løsningen institutionelle reformer?
Institutioner udgør ikke hele nøglen til økonomisk vækst. Men de udgør en væsentlig del af forklaringen.
Hvis institutionelle reformer skal have succes, er det vigtigt, at vi betragter institutioner som komplementære. Det vil sige at ét sæt af institutioner fungerer bedre og mere effektivt, når et andet sæt af institutioner er til stede.
Politisk magtdeling giver ganske vist anledning til et klassisk dilemma: Det øger stabiliteten af eksisterende politikker og institutioner, men gør det samtidigt vanskelligere at lave reformer.
Reformer af landes fundamentale økonomiske institutioner er derfor ikke nødvendigvis lette at gennemføre i systemer med politiske magtdeling, men kan – hvis de lykkedes – være med til at bane vejen for økonomisk vækst i udviklingslande.
