Kun to uger efter den amerikanske storbank Lehman Brothers kollapsede, var det klart for stater over hele kloden, at vi stod over for en gigantisk global finanskrise med udsigt til totalt økonomisk sammenbrud.
Fra da af havde ministre og bankdirektører kun få dage til at komme med et modtræk, der kunne sikre, at det finansielle system kunne overleve på den korte bane, uden at der var risiko for, at bankerne trak staterne med sig, hvis de alligevel faldt.
En meget effektiv løsning i Danmark
I Danmark blev opgaven løst meget effektivt. Den aftale, den danske stat og bankerne indgik i de sidste hektiske dage af september 2008, sikrede ikke alene, at sektoren i fællesskab betalte for, at de fleste kunder blev holdt skadesfri ved de mange efterfølgende bankkrak.
Aftalen gav også staten en ekstraordinær indtægt, der betyder, at vi som skatteydere faktisk har tjent penge på bankkrisen.
Omvendt forholdt det sig i Irland. Samtidig med at politikere, embedsfolk og bankernes brancheorganisation forhandlede i København, havde den ansvarlige irske minister nogle korte samtaler med udvalgte bankchefer i Dublin.
Det medførte ikke nogen aftale, men i stedet en udmelding om, at den irske stat ville dække alle indskud i irske banker – uden at bankerne skulle levere nogen på forhånd bestemt modydelse.
Denne tilgang skulle sidenhen vise sig så bekostelig, at landet måtte reddes fra ruin af sine Euro-partnere anført af Tyskland.
Men hvorfor valgte Danmark en løsning, der gav banksektoren hovedansvaret – og skånede skatteyderne – mens Irland lod staten alene tage skraldet? Vi har undersøgt tre mulige forklaringer på disse meget forskellige valg.
Var Irland meget mere udsat end Danmark?
Den første mulige forklaring, vi undersøger, fremhæver, at Irland var meget mere udsat end Danmark. Det skyldes ifølge fortalere for denne udlægning, at den irske banksektor ved krisens start var tre gange så stor som landets økonomi, mens den danske sektor kun var dobbelt så stor i forhold til bruttonationalproduktet (BNP).
En relativt større banksektor kan forøge udbuddet af kredit og dermed presse prisen op på knappe goder, der er afhængig af finansiering.
Et prominent eksempel på et sådant gode er fast ejendom. Vi vil derfor forvente, at ejendomspriserne i Irland var mere overvurderet end i Danmark i årene før krisen.
Data fra industrilandenes samarbejdsorganisation OECD tyder imidlertid på, at priserne var nogenlunde lige oppustet i de to lande umiddelbart før krisen – dog var situationen en tand værre i Danmark.
Irske ejendomspriser er ikke mere overvurderede end de danske
Når OECD vurderer, at irske ejendomspriser ikke er mere overvurderet end de danske, kan det til dels skyldes, at Irland havde en voldsom økonomisk vækst og befolkningsvækst de 15 år, der gik forud for krisen.
Disse to forhold understøtter en naturlig og forventelig værdistigning, der ikke skyldes pris-inflation.
Når den relativt større irske banksektor ikke har skabt pris-inflation, skyldes det, at mange irske pengeinstitutter er internationale banker, som laver internationale forretninger med base i Dublin. Kigger man for eksempel på irske bankers samlede udlån i Irland, er andelen i forhold til BNP på niveau med Danmark.
En anden faktor, der kunne gøre Irland mere udsat end Danmark, er, hvordan den finansielle sektor er sammensat. Nogle typer af banker låner kun penge ud, de har som indestående på kundernes konti. Det er den traditionelle model for sparekasser.
Andre banker har ingen traditionelle indlån, men henter pengene på de finansielle markeder via for eksempel obligationsudstedelser eller ved at tilbyde institutionelle investorer som for eksempel pensionskasser at tage vare på deres ikke-investerede midler i meget kort tid mod at give dem en beskeden rentebetaling.
De fleste banker ligger midt imellem to yderpunkter
Lehman Brothers, hvis krak udløste krisen, er et eksempel på en sådan type 'investeringsbank'. De fleste banker ligger dog et sted midt imellem de to yderpunkter.
(Foto: David Shankbone)
Et nationalt finansielt system domineret af sparekasselignende banker regnes for mere robust end et system præget af investeringsbanker.
Målt på denne måde viser det sig dog, at Danmark er mere udsat end Irland, idet de danske realkreditinstitutioner i den sammenhæng benytter investeringsbanksmodellen.
Det har dog ikke afholdt dem fra at forøge deres udlån under krisen, hvilket bestemt ikke er forventeligt. Omvendt har det givetvis bidraget til, at Danmark er kommet nådigt igennem krisen sammenlignet med Irland.
Irland er ikke mere udsat end Danmark
På trods af antagelsen om, at Irland skulle være mere udsat, blev Danmarks økonomi tidligt i krisen truet af valuta-uro, da kronen kom under angreb.
Angrebet faldt sammen med at en række kortløbende realkreditobligationer skulle refinansieres – de såkaldte Flexlån. Dette skræmte internationale investorer væk, med det resultat at renten for mange boligejere steg voldsomt.
Det kunne have slået bunden ud af boligmarkedet, men det kom heldigvis ikke så vidt. Irland havde ingen problemer af denne art, da landet var med i Euro-samarbejdet, der blev regnet som sikker havn i krisens første år.
Antagelsen om, at Irland var mere udsat end Danmark, holder altså ikke vand og kan derfor ikke forklare de to meget forskellige valg, landene traf.
Betød sammensætning af ejerskab af banker noget?
En anden forklaring fokuserer på forskelle i ejerforhold i banksektoren som betydende for sektorens villighed til at påtage sig en fælles risiko for for eksempel bankkrak.
Vi undersøgte særligt eventulle forskelle i forholdet mellem privat og statslig ejerskab og i forholdet mellem national og international ejerskab i banksektorerne i Danmark og Irland.
Fortalere for denne type forklaring forventer, at en høj grad af statslig og national ejerskab vil gøre det mere sandsynligt, at banksektoren påtager sig en risiko i fælleskab.
Det viste sig igen, at der ikke var stor forskel mellem de to lande på dette område, umiddelbart før krisen ramte.
Hverken den danske eller irske stat deltog i ejerskabet af de største og vigtigste banker. Irland havde dog en større andel af banker med ejerskab af internationale investorer, men dette opvejes af at den største internationalt ejede bank i Danmark – Nordea – har en langt mere central rolle på det danske finansielle marked end tilsvarende i Irland.
Hvad betyder 'skik og brug' blandt bankfolk og politikere?
Den tredje forklaring viste sig bedst til at forklare den store forskel i, hvorledes Danmark og Irland reagerede på den globale finansielle krise i dennes første hektiske dage.
Denne forklaring peger på vigtigheden af eksisterende 'skik og brug' blandt beslutningstagere for, hvilke typer beslutninger man træffer, og hvorledes man træffer disse beslutninger.
Denne type af 'skik og brug' er ofte normer og rutiner, som er udviklet over længere historiske forløb. I Irland er beslutninger med vigtighed for banksektoren traditionelt blevet truffet af en lille kreds af personer, som har vægtet bankers økonomiske interesser højt.
Da den globale krise ramte, reagerede den irske banksektor således, 'som den plejer' med en redningsplan, der tilgodeså de store irske banker. Det kan blandt andet forklares ved en traditionel, meget tæt forbindelse mellem bankfolk og de offentlige myndigheder, der regulerer og kontrollerer bankerne.
I Danmark reagerede beslutningstagere i banksektoren også, 'som de plejer', men i forlængelse af en meget anderledes tradition.
Den danske respons på den finansielle krise var på den måde bundet op på en lang tradition for at involvere en bredere kreds af personer, med forskelligtrettede økonomiske interesser, men dog med en fælles forståelse for, at banksektoren gjorde klogt i at reagere kollektivt og med en bredere samfundsøkonomisk hensynstagen.
