Forskere vil hjælpe samfundets svageste gennem støtte-junglen

Det danske samfund er indrettet, så der er et tilbud til dig, næsten uanset hvilket problem du har.

Har du et stofmisbrug, kan du komme i behandling for det. Har du en psykisk lidelse, kan psykiatrien hjælpe dig. Og hvis du mister dit arbejde, står Jobcentret klar.

Men hvert tilbud er rettet mod at løse et specifikt problem, og når nogle af samfundets svageste borgere henvender sig med mere end et problem, så kommer de ofte i klemme mellem forskellige tilbud.

Nu skal et nyt dansk forskningsprojekt, finansieret af Det Frie Forskningsråd, undersøge, hvordan vores velfærdssamfund håndterer borgere, der har problemer, som ikke umiddelbart passer ind i bureaukratiets kasser.

Afvisning af udsatte kan gøre problemerne værre

»Hvis du for eksempel er stofmisbruger med en psykiatrisk diagnose, så vil psykiatrien ofte tænke, at du først er nødt til at få styr på dit misbrug, før de kan behandle din psykiske lidelse. Mens man i misbrugsbehandlingen ofte synes, at det er svært at behandle folk, før der er styr på den psykiatriske lidelse,« forklarer lederen af projektet, Bagga Bjerge, der er lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Århus Universitet.

Konsekvensen kan i sidste ende blive, at folk ikke får den behandling, de har brug for.

»Det kan jo for eksempel betyde, at folks psykiske lidelse bliver forværret, eller at de kommer ud i et endnu voldsommere misbrug, og på længere sigt kan det selvfølgelig være med til at gøre det endnu sværere for eksempel at få et arbejde,« siger Bagga Bjerge.

Mange medarbejdere bøjer reglerne for at kunne hjælpe

På den måde risikerer mange af samfundets svageste ifølge Bagga Bjerge at blive fanget mellem forskellige systemer, der har hver deres sæt love og cirkulærer for, hvem de må hjælpe, og hvordan de må hjælpe folk.

Det sætter medarbejderne i en svær situation. For ifølge Bagga Bjerge må den enkelte medarbejder ofte gå længere, end det egentlig er meningen, for at undgå at folk med flere problemer bliver afvist:

»Den enkelte medarbejder vil ofte gerne gøre det bedste, de kan. Men det, jeg har oplevet, når jeg har studeret socialarbejdere, er, at de ofte fortæller, at de ikke ved, hvad de skal stille op med folk, der ikke umiddelbart passer ned i de kasser, systemet har opstillet for, hvem man må hjælpe.«

»Jeg har for eksempel mødt en mand, som ikke var færdigbehandlet i psykiatrien, men som alligevel blev udskrevet, fordi han også havde misbrugsproblem. I stofbehandlingen passede han sådan set heller ikke ind, men i det konkrete tilfælde er der så nogen, der siger: Vi tager ham ind, indtil nogen siger, at vi ikke må.«

Kan det ikke måles, giver det ikke penge

Bagga Bjerge er helt opmærksom på, at et velfungerende samfund er nødt til at opstille nogle rammer for, hvem der kan få hjælp, og samtidig måle og dokumentere, om folk også får den hjælp, de skal.

Og når de enkelte medarbejdere så bare bøjer cirkulærerne og løser problemerne, er alle så ikke glade?

Ifølge Bagga Bjerge er problemet, at det ekstra arbejde, som nogle medarbejdere påtager sig for at kunne hjælpe folk, der ikke passer ind i systemet, ikke kan ses, når man måler og dokumenterer det.

»Jo mere vægt vi lægger på, at arbejdsopgaver skal kunne måles og puttes i kasser, jo mindre plads bliver der til alle de opgaver, som er svære at måle. For det er det, man måler på, der giver penge. Men betyder det, at man skal sig nej til at hjælpe folk, fordi deres problemer ikke passer så godt til den måde, man har valgt at måle på?« spørger Bagga Bjerge og fortsætter:

»Det, man ser flere steder, er, at der kommer et målesystem og nogle opgaver knyttet til det, som man så udfører. Men samtidig går man også rundt og bruger sin tid på alt muligt andet, som ikke fremgår af dokumentationen, fordi det er den eneste måde at hjælpe de her mennesker på.«

Vil undersøge udsattes vej gennem systemet

Derfor er et af målene med projektet ifølge Bagga Bjerge også at undersøge alt det arbejde, som normalt forbliver usynligt.

Rent praktisk vil forskerne gå ud i tre store kommuner og udvælge nogle folk, som både er indskrevet i stofbehandling, har kontakt med psykiatrien og for eksempel har kontakt til kontanthjælpssystemet.

»Vi vil på den ene side undersøge, hvilke systemer de møder i deres forsøg på at klare sig igennem livet, ved at analysere deres sagsmapper og de forskellige lovtekster, der har indflydelse på deres sager.«

»På den anden side vil vi også tage ud og se, hvordan de forskellige systemer konkret støder sammen i forsøget på at hjælpe de her mennesker. Det er vigtigt, fordi man ofte kun undersøger lovene. Og hvis man tror, at det fortæller os, hvordan virkeligheden er, så vil man som oftest blive overrasket – både positivt og negativt.«

Kan få konsekvenser for behandlingen

Problemet er dog ikke kun, at det kan være svært at afgøre, hvilket system der har ansvaret for folk med flere problemer.

Kravene fra ét tilbud kan nemlig også få betydelige konsekvenser for behandlingen i et andet tilbud. For eksempel oplever Bagga Bjerge og hendes kolleger ofte, at behandlingerne for misbrug og psykiske lidelser bliver udfordret af kontanthjælpssystemets mange krav.

»Mange af de her folk er fuldstændigt overvældede af alle de ting, de skal forholde sig til fra forskellige offentlige systemer. Det kan være svært at have overskud til at blive behandlet for sit stofmisbrug, hvis man for eksempel er bange for, hvordan man skal overleve uden sin kontanthjælp, fordi man har glemt at sende en blanket ind. Det kan være meget svært at få folk til at lukke af for den slags bekymringer, fordi man nu skal snakke om stofmisbrug,« siger Bagga Bjerge.

»Det kan være en uoverkommelig opgave at skulle udfylde en masse skemaer, når man har et så kaotisk liv, som mange af de her mennesker har. Ofte er der også et krav om, at man skal deltage i kurser, men det kan være rigtig voldsomt, hvis man også har en psykisk lidelse eller et stofmisbrug.«

Forskellige systemer ser forskelligt på mennesker

Samtidig er det ikke bare de forskellige systemers særlige love og pengekasser, der kan have problemer med at snakke sammen.

Ifølge Bagga Bjerge har man også helt forskellige syn på mennesker i systemerne.

»Hvis man kigger på den lov, som gælder for den psykosociale stofbehandling, så vil man gerne se folk som aktive individer, der kan tage hånd om sig selv. Men når man for eksempel læser cirkulæret for metadonbehandling, så ser man på folk som passive individer, der skal kontrolleres.«

»Det er der ofte nogle gode grunde til. Metadon er jo for eksempel et farligt stof, som man skal være forsigtig med. Men det kan ofte være svært for medarbejdere, at de det ene øjeblik skal være i øjenhøjde med borgeren og det næste øjeblik kontrollere og sanktionere ham.«