Forsker: Fokus på den enkeltes klimaindsats flytter belejligt ansvaret fra industrien

Hvad kan vi gøre for at for at holde den globale opvarmning på 1,5 grader?

En hurtig internetsøgning leverer et væld af tip og gode råd til, hvordan vi hver især kan ændre vores adfærd: Benytte offentlige transportmidler i stedet for bilen, tog i stedet for fly ved længere rejser. Mindre kød og flere grøntsager, bælgfrugter, kål og bønner. Og glem endelig ikke at slukke for lyset eller at spare på vandet, når vi tager brusebad.

Den enkelte forbruger får kort sagt ansvaret for håndteringen af klimaændringerne.

Men kan og bør det virkelig være den enkelte persons ansvar at begrænse den globale opvarmning?

Forkert at lægge ansvaret der

Umiddelbart bidrager vi alle til den globale opvarmning gennem den samlede effekt af vores handlinger.

Ved at ændre vores forbrugsvaner i stor skala kan vi muligvis få virksomhederne til at ændre deres produktionsmønstre til mere bæredygtige metoder.

Flere eksperter hævder, at alle (eller ihvertfald dem, der har råd) har et ansvar for at begrænse den globale opvarmning, selv om hver enkelt handling ikke er nok til alene at gøre en forskel.

Der er mindst to årsager til, at det er forkert at lægge ansvaret for begrænsingen af den globale opvarmning på skuldrene af det enkelte individ.

Regeringer må ikke løbe fra ansvaret

Klimaforandringerne er en trussel mod hele verden og kræver derfor verdensomspændende reformer, som kun kan implementeres af regeringerne verden over.

Som enkeltpersoner kan vi højst være ansvarlige for vores egen adfærd, mens magthaverne er i stand til at implementere lovgivning, der påtvinger både industrien og enkeltindivider bæredygtig adfærd.

Selv om forbrugerne har stor magt, er det intet i forhold til den magt, internationale virksomheder har, og det er kun magthaverne, der har beføjelse til at holde hånd i hanke med deres interesser.

Derudover er det den almindelige holdning, at regeringen er ansvarlig for at beskytte borgerne.

Så hvorfor lader vi dem undvige dette ansvar, som de skyer, fordi det er mere belejligt for dem som politikere at tilskynde, at folket handler som enkeltpersoner, fremfor at ansvaret påligger dem som magthavere?

Ved at lade den enkelte om at bære byrden for den globale opvarmning rykker magthaverne ansvaret fra dem, der bør beskytte, til os, der bør beskyttes.

Vi skal først og fremmest sikre, at regeringerne ikke svigter deres ansvar.

LÆS OGSÅ: Klimadebatten har delt sig i tre forskellige debatter

100 selskaber ansvarlige for 71 procent

En nylig rapport fandt, at blot 100 selskaber er ansvarlige for 71 procent af de globale udledninger siden 1988.

Utroligt nok var blot 25 virksomheder og statsejede selskaber ansvarlige for mere end halvdelen af ​​de globale industrielle udledninger i den samme periode.

De fleste er kul- og olieproducerende selskaber som ExxonMobil, Shell, BP, Chevron, Gazprom og det statslige olieselskab, Saudi Aramco.

Kina leder de internationale udledningsskurke med 14,3 procent af den globale drivhusgasudledning som følge af landets kulproduktion og -forbrug.

Hvis ikke den fossile brændstof-industri og de højtforurenende lande bliver tvunget til omstilling, er vi på kurs mod at øge de globale gennemsnitstemperaturer med fire grader inden udgangen af dette århundrede.

Regeringer og industri bør føre an

Hvis så få selskaber og lande står for så stor en del af de globale globale drivhusgasudledninger, hvorfor er vores første respons så at bebrejde den enkelte for deres forbrugsmønstre?

Sådan bør det ikke være – virksomhederne og regeringerne skal tage ansvar for at bremse de industrielle udledninger.

Hvad kan vi gøre for at få regeringer og industri til at stå til ansvar i stedet for at appellere til enkeltpersoner?

Først og fremmest har regeringerne beføjelse til at vedtage lovgivning, som kan tvinge industrien til at holde sig på et bæredygtigt udledningsniveau samt overholde miljøbeskyttelsesstandarder.

Flere mulige klimatiltag

Gennem lovgivning bør virksomhederne undertvinges til at købe emissionsrettigheder, og overskuddet kan bruges til at hjælpe klimasårbare samfund.

Regeringerne kan også støtte produktionen af vedvarende energi ved hjælp af solpaneler og vindmøller til en overkommelig pris for alle forbrugere via tilskudsordninger.

Kulstoffattig massetransport til en overkommelig pris skal erstatte emissionstunge transport midler som fly og biler.

Rige lande og stærke industrier skal gøre mere for at støtte og bemyndige de fattige lande i at mindske og omstille sig klimaændringerne.

Det betyder dog ikke, at vi som enkeltpersoner ikke kan eller skal gøre, hvad vi kan for at ændre vores adfærd.

Selv den mindste omstilling hjælper, og forskningen viser, at et mindre forbrug af kød er et effektivt skridt i den rigtige retning.

'Victim blaming' af borgerne

Pointen er dog, at det ikke er moralsk forkasteligt, hvis vi ikke gør det.

Særligt indbyggerne i fattigere lande har næsten ikke bidraget til klimaforandringerne og fortjener derfor den største støtte og den mindste skyld.

De er hverken de primære klimasyndere eller har magten til at gennemføre de strukturelle ændringer, der er nødvendige for at begrænse den globale opvarmning, hvilket ville indebære at holde de magtfulde industrier ansvarlige.

Den enkeltes klimaindsats spiller en rolle, men at lægge ansvaret på den enkelte borgers skuldre svarer til 'victim blaming' (at skyde skylden på offeret), fordi det flytter ansvaret fra dem, der bør handle, til dem der sandsynligvis vil blive ramt hårdest af klimaforandringerne.

En langt mere retfærdig og effektiv tilgang ville være at holde dem, der er ansvarlige for klimafordringerne, til ansvar for deres handlinger.

Morten Fibieger Byskov modtager støtte fra British Academy. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Kødforbrug, ferierejser og biler: Handler vi efter vores klimaværdier?

LÆS OGSÅ: Filosoffer: Kampen for kloden kræver, at vi alle tager et fælles ansvar