Flere frivillige foreninger på kommunal kontrakt

Fra politisk side er der stigende interesse for, hvordan foreninger og frivillige kan bidrage til opretholdelsen og udviklingen af velfærdsniveauet i Danmark.

Derfor har der også i de senere år været fokus på, hvordan foreningslivet udvikler sig.

Foreningerne bidrager til velfærden, men spiller også en vigtig rolle i lokalsamfundet, fordi de repræsenterer forskellige sociale, kulturelle og politiske interesser.

Den frivillige sektor i Danmark har generelt en høj grad af selvbestemmelse og frihed - også selvom store dele af sektoren modtager både direkte og indirekte økonomisk støtte fra det offentlige.

Foreningers kontekst blev forandret

Resultaterne fra et forskningsprojekt om samspillet mellem den offentlige og den frivillige sektor viser, at der på flere områder har været forandringer, som kommer til at præge dele af den frivillige sektor i fremtiden.

Forskningsprojektet viser blandt andet, at kommunal- og opgavereformen, som trådte i kraft 1. januar 2007, har haft grundlæggende indflydelse på forandringerne i samspillet.

Kommunalreformen reducerede antallet på 271 kommuner til 98 nye og større kommuner, som også fik tillagt nogle nye opgaver, som mange foreninger kan bidrage til løsningen af (blandt andet forbyggelse).

Hermed blev også foreningernes institutionelle og politiske kontekst forandret.

Foreningslivets sammensætning har fornyet sig

Selvom der ikke er store forandringer i det samlede antal foreninger i perioden 2004-2010, så viser resultaterne fra undersøgelsen, at der er sket betydelige ændringer i sammensætningen af foreningerne.

Først og fremmest har der været en ganske stor reduktion i antallet af foreninger for politik, arbejde samt natur og miljø.

Dette er udtryk for, at netop denne type foreninger er tæt koblet til de kommunale politiske og geografiske strukturer, og at disse foreninger i vid udstrækning har forsøgt at tilpasse sig de nye rammer.

Hos mange af de politiske foreninger og natur- og miljøforeningerne er det typisk sket ved, at de har nedlagt sig selv og genoprettet sig i nye fusionerede enheder.

Modsat findes også en betydelig tilvækst i antallet af foreninger, som er orienteret mod lokalsamfund, boliger og social støtte samt en vækst i antallet af fritids- og kulturforeninger.

Samspillet mellem det offentlige og det frivillige foreningsliv

En anden væsentlig ændring findes i foreningernes samarbejde med kommunen. Omtrent en tredjedel af foreningerne havde i 2010 et samarbejde med kommunale institutioner som for eksempel skoler og daginstitutioner, mens det i 2004 kun var omkring en femtedel.

Det er også en klar tendens, at samarbejdet i stigende grad etableres gennem formaliserede samarbejds- og partnerskabsaftaler.

Også den økonomiske relation mellem kommunerne og de frivillige foreninger er blevet mere standardiseret og formaliseret efter reformen.

Dette skyldes de kommunale bestræbelser på at effektivisere og harmonisere støtte- og tilskudsordningerne, men også at kommunalreformen har givet anledning til en større grad af centralisering og formalisering i de dele af administration, som er ansvarlige for kontakten til foreningslivet.

Den forvaltningsmæssige centralisering og specialisering har også styrket kommunernes kapacitet til at udvikle målrettede frivillighedspolitikker og strategiske programmer for samarbejdet med de frivillige foreninger.

Endelig, for det tredje, så har reformen ført til større geografiske afstande mellem den kommunale forvaltning og mange af foreningerne.

Mere formalisering og større afstand

I spørgeskemaundersøgelsen fra 2010 har vi spurgt foreningsrepræsentanter om en række forskellige ting vedrørende deres forhold til offentlige institutioner.

En fjerdedel af foreningerne oplever en stigende formalisering af forholdet til de lokale myndigheder og en mindsket grad af personlig kontakt.

Dette gælder især for de foreninger, som tidligere hørte til i de små kommuner.

Mange af dem havde været vant til et langt mere uformelt samarbejde med kommunen, når der eksempelvis skulle laves aftaler om brug af lokaler, idrætsanlæg og særlig lokale arrangementer.

En del af foreningerne fra de tidligere små kommuner oplever også, at der efter kommunalreformen er kommet større afstand og mindre personlig kontakt med politikere og embedsmænd fra kommunen.

Konsekvenserne for foreningslivet - både positive og negative

Spørgsmålet er så, hvad disse forandringer i samspillet betyder for foreningslivet? Grundlæggende mener vi, det er positivt, at der fra politisk side er skabt en øget bevidsthed om foreningernes rolle i lokalsamfundet.

Tendenserne afspejler imidlertid også, at man i kommunerne har bevæget sig i retning af et mere management-orienteret ideal med fokus på kontraktstyring med eksplicitte standarder og indikatorer for samarbejdet.

Hertil kommer også stigende politiske forventninger om, at den frivillige sektor bør levere konkrete ydelser til gavn for kommunen og dens borgere. I kommunerne overvejer man derfor, hvilke typer af opgaver og ydelser som med fordel kan uddelegeres til den frivillige sektor.

De skitserede tendenser kan både have positive og negative konsekvenser for det fremtidige samspil mellem kommunerne og de frivillige foreninger.

Den øgede formalisering, for eksempel i form af offensive offentlige frivillighedspolitikker, kan give en større grad af legitimitet og skabe en større opmærksomhed omkring kommunens forpligtelser til at skabe gode rammer og vilkår for foreningslivet og i det hele taget gøre samspillet mere gennemskueligt.

Risikoen ved øget bureaukratisering

Standardiseringen kan bidrage til, at foreningerne bliver behandlet mere lige, og at kommunal støtte ikke afhænger af personlige kontakter mellem kommunen og foreningsrepræsentanter.

Men det kan også resultere i en lavere grad af fleksibilitet og et manglende hensyn til de forskelligheder, der er i foreningernes måde at arbejde og organisere sig på.

Man kan også risikere, at denne udvikling er med til at marginalisere nogle af de små foreninger, som ofte ledes og drives af mennesker, som ikke har de fornødne interesser, forudsætninger og ressourcer til at udnytte de nye rammer.

Konsekvenserne af mindsket personlig kontakt mellem kommunale repræsentanter (politikere og embedsmænd) og foreningsfolk kan være, at kommunen simpelthen får mindre viden om den frivillige sektor, og at de får vanskeligere ved at forstå betydningen af foreningernes virke.

Ligeledes er der en risiko for, at mere offentligt bureaukrati og kontrol kan besværliggøre forholdet og gå ud over den gensidige tillid mellem parterne.

Udfordring: Foreningernes autonomi vs politiske forventninger

Endelig kan det også tænkes, at det tættere samspil mellem foreninger og kommunale institutioner fører til, at foreningerne tilpasser sig den offentlige sektors mål samt arbejds- og organiseringsformer, hvorved foreningernes rolle som alternativ og kritiker i forhold til den offentlige sektor svækkes.

En af de mere overordnede udfordringer handler derfor om, hvordan man fremover balancerer hensynet til foreningernes autonomi og de politiske forventningerne om, at de bidrager til at løse konkrete opgaver i lokalsamfundet.