I USA er man er ved at varme op til valget. Her kan man se endnu et forsøg på at overføre lederegenskaber fra erhvervslivet til politik:
Carly Fiorina (der for nylig satte Donald Trumph grundigt på plads i en tv-debat, red.) var administrerende direktør (CEO) for Hewlett-Packard. Hun har en masse økonomisk støtte bag sig, og hævder, at hun er en stærk leder. Men hun har intet generalieblad fra en politisk administration, hvilket rejser tvivl om, hvor kvalificeret hun er til at lede politiske forhandlinger.
Ledelsesteori er et forsøg på at identificere de obligatoriske egenskaber
Ifølge den klassiske ledelsesteori skal man ikke være bekymret over Carly Fiorinas manglende politiske erfaring. Ledelsesteori har altid handlet om at identificere fællestræk, adfærd og endda hjernemønstre, der gør lederne i stand til at bruge deres færdigheder hvor som helst.
Man forsøger normalt på at kortlægge de - ofte genetisk bestemte - karaktertræk, der identificerer, hvem er er en leder, og hvem der ikke er.
I mere end et årti har forskerene argumenteret for, at alt man behøver for at være en god leder er nogle særlige egenskaber.
Forskerne var i første omgang overbeviste om, at visse ydre kendetegn kvalificerede til lederskab - fysiske kendetegn, evner og visse personlighedstræk blev identificeret som obligatoriske.
Klassisk ledelsesteori udelukkede kvinder
Ikke nok med at denne tankegang ofte udelukkede kvinder, den resulterede også i en utroligt lang liste af selvimodsigende egenskaber, som ingen på nogen måde kunne personificere eller praktisere. Aspirerende ledere blev opmuntret til på én gang at være både
- aggressive og følsomme,
- dominerende og samarbejdsvillige, og
- ekstroverte og taktfulde.
Forskerne har endnu ikke opgivet at finde de altafgørende egenskaber, men nogle innovative forskere har fundet nye, neuro-videnskablige metoder.
I samarbejde med deres kollegaer fra de lægevidenskaben har forskerne på handelshøjskolerne indsamlet data, der fortæller, hvordan hjernen reagerer på ledelsesmæssige udfordringer.
Formålet er, at identificere hvordan, 'sande ledere' tænker - hvilke neurale gangstier, der bruges ved en konfrontation.
Der er mange og markante indsigelser mod denne metode. Den logiske konklusion ville være, at arbejdsgiverne benyttede hjernescanninger til at udvælge lederkandidater.
Men det er stadig et forsøg på at finde en universal måde at udpege de personer, som på mystisk vis er bedre egnede som ledere - og dem som ikke er - så de kan katagoriseres som ‘ikke-ledere’ eller følgere. For alle ledelsesundersøgelserne enige om, at en leder har brug for følgere.
Har konteksten en betydning?
Alle de amerikanske erhvervsledere, som forsøger at få politisk magt, fører os til denne ledelsesteori. De insinuerer, at ledelsespraksis uden problemer kan overføres fra den ene sammenhæng til den anden, fra den ene organisation til den anden.
På én måde er det sandt - store virksomheder er i høj grad politiserede, og regeringsarbejdet kan minde om det mål-orienterede miljø i en stor koncern. Erhvervsledere med politiske aspirationer kan også spille det populistiske kort - de har 'arbejdet i den virkelige verden' - i modsætning til alle karrierepolitikerne.
Men lederskabet er i høj grad kontekstuelt. Hvordan lederskabet føres ud i livet afhænger af organisationen, dens formål, dens medarbejdere, den lokale og nationale kultur, historiske omstændigheder - der findes en lang liste af påvirkningsmuligheder.
Måden vi betragter lederskab kan også betyde, at lederne underforstået skaber konteksten. Sagt med andre ord, lederskabet bliver påvirket af, hvor og hvornår det forgår, men det bidrager også til vores forståelse af hvad denne kontekst er.
Erhvervsledere som Fiorina eksemplificerer det. Hvis de opnår politisk magt, bliver alle de værdier, skikke og holdninger, som er fremherskende i erhvervslivet, en del af det politiske landskab, som så påvirker ledernes adfærd.
Den politiske svingdør
Bevægelsen mellem politik på højt plan og virksomhedsbestyrelsen sker begge veje. I Storbritannien passerer politikere og embedsmænd ofte gennem en svingdør fra Whitehall til de fire største revisorvirksomheder (The Big Four: Deloitte, PricewaterhouseCoopers, Ernst & Young og KPMG) - og så tilbage igen.
Udvekslingen mellem virksomheder og den politiske verden sker også i USA. Politikerne og virksomhedslederne har ofte den samme uddannelsesmæssige baggrund, tilhører den samme sociale klasse og har den samme finansielle status.
Så hvis vi virkelig vil have personer udefra, outsiders eller mennesker, som tænker og opfører sig anderledes, skal vi lede andre steder end blandt erhvervslederne. Vi skal også bekymre os om de kanaler, der problemfrit fører politiske ledere ind i erhvervslivets bestyrelser.
Handel og drift af virksomheder - med de dertilhørende kapitalinteresser - og politik vil aldrig helt kunne skilles ad, men antagelsen at lederskab er det samme i dem begge, tjener hverken den politiske aktivitet eller kontekst.
Scott Taylor hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
