Efter at have holdt oplæg om sit ph.d.-projekt på en konference, er Ditte blevet spurgt, om hun vil skrive et kapital til en bog om datavisualisering.
Hun bliver flatteret over tilbuddet, og takker ja.
Men bogskrivningsprocessen viser sig at være mere besværlig end først forventet, og den bliver ikke lettere, da Dittes kapitel bliver suppleret af adskillige medforfattere.
Trods frustrationer og kommentar-bombardement ser det hele heldigvis ud til at ende godt.
Se og læs selv med om processen i Dittes striber (tryk på tegneseriestriben for at navigere rundt i galleriet).
»Efter en konference blev jeg spurgt, om jeg ville skrive et kapitel til en bog. Det lød ret spændende!,« siger Ditte.
»De første feedback-kommentarer, jeg fik til kapitlet, fyldte mere end det, jeg havde skrevet. Men al begyndelse er svær, og jeg skulle vel lige lære, hvordan man skriver et bogkapitel,« siger Ditte.
»Det viste sig, at det faktisk er ret svært at skrive om sit fagfelt,« siger Ditte.
»Da jeg endelig var færdig, kunne jeg ikke få skrevet en konklusion om et billede. Jeg er jo molekylærbiolog. Ikke maler eller æstetiker,« siger Ditte.
»Alle som har hjulpet med min projekt blev tilbudt at være medforfattere. Det er en måde at 'betale' på i akademia. De havde alle forskellige idéer om, hvad der skulle rettes til. Tilsidst forsvandt jeg ud af kapitlet, syntes jeg,« siger Ditte.
»Men da jeg så fik det færdige kapitel tilbage med beskeden om, at jeg skulle slette halvdelen og anlægge et helt nyt fokus, blev jeg ret sur og syntes ikke, det var fair,« siger Ditte. Lektien er nok, at man ikke skal læse kommentarer en søndag aften.
