Med mindre man er et overordentligt pertentligt ordensmenneske, så har man nok prøvet at rode skuffer, poser, lommer og sågar skraldeposen igennem efter en kvittering på et vigtigt stykke tøj man har købt – i den forkerte størrelse eller farve. Måske finder man den krøllet sammen i fjerneste ende af skuffen, i buskelommen i hed omfavnelse med en klump lommeuld eller våd og krøllet under kaffegrumsen i skraldeposen – eller måske finder man den slet ikke.
Kvitteringer på egen hjemmeside Det er ikke en ukendt situation for de fleste – og da heller ikke for Emanuel Schwartz og Christian Ulrik Jordt. De studerer på Copenhagen Business School (CBS) og er idémændene bag SafeReceipt. Det er et system, der – når du betaler med kort – automatisk sender dine kvitteringer til en personlig hjemmeside, hvorfra du kan hente dem når som helst og hvor som helst.
Store forventninger SafeReceipt virker dog ikke endnu – men der er store forventninger til systemet. Christian og Emanuel er kommet i finalen i Venture Cup, som er en konkurrence, hvor studerende med iværksætterdrømme og gode ideer kan få hjælp til blandt andet at udvikle en forretningsplan. Med finalepladsen får de to idérige studerende coaching og feedback af en professionel jury.
Venture Cup er første mål De har allerede været i kontakt med et stort kreditkortselskab og er blevet opfordret til at patentere deres idé af en af dommerne i konkurrencen. Så når alle opgaver er afleveret og eksamener bestået, så står januar på en koncentreret indsats for at få SafeReceipt udover kanten.
Første mål i horisonten er Venture Cup, hvor der udpeges en vinder i foråret 2008. Vinderne får lidt ekstra på bankkontoen, men det vigtigste er, at førstepladsen i Venture Cup fungerer som en blåstempling af ens idé, og er meget attraktivt at have på sit CV.
Så for alle os, der har et anstrengt forhold til krøllede kvitteringer, er det bare om at krydse fingre for at projektet får ben at stå på.
CBS's beskrivelse af projektet Venture Cup
































