I oktober 2013 mistede mere end 360 mennesker – hvoraf hovedparten var fra Eritrea – livet, da deres båd gik i brand og sank ud for den italienske ø Lampedusas kyst.
I september 2014 blev mere end 500 migranter bevidst slået ihjel i havet.
Angrebet opstod angiveligt, efter at migranterne nægtede at stige ombord på en mindre båd på det åbne hav, og menneskehandlerne skulle efter sigende have grinet, da de druknede, mens de hakkede på hænderne af de, som forsøgte at holde fast i vraget. Vidner berettede, at op mod 100 børn var ombord.
Med manglen på officielle journaler eller kroppe, der kan tælles, er det svært at sige præcis, hvor mange mennesker der er omkommet i forsøget på at krydse Middelhavet. The International Organisation for Migration (IOM) sendte en rapport ud i slutningen af september 2014, hvor de anslog, at antallet var 3.072, og det udgjorde 75 procent af migranters dødsfald over hele verden.
Men med så mange tab på havet eller på vejen, er det virkelige tal måske langt højere.
Betydelige forskelle i motiver og håb
Hvis du har fulgt med i medierne i den forgangne uge, er det tilgiveligt, hvis du tror, at øget migration til Europa i højere grad var resultatet af 'godt vejr' end øget politisk ustabilitet og vold. Migranternes egne motiver og forhåbninger er i høj grad fraværende.
Migranter fremstilles som ofre, 'illegale' og noget som skal kontrolleres. 'Løsningen' er teknisk, bureaukratisk og udtænkt som en opgave, der hører under håndtering af migration.
Der bliver ikke gjort mange anstrengelser for at forklare, hvorfor tusindvis af mænd, kvinder og børn risikerer deres liv for at stige ombord på en overbemandet båd for at krydse det farlige hav, eller hvad deres forhåbninger og drømme måtte være.
Dette forstærkes af historier om agenter, smuglere og menneskehandlere, som narrer dem til at tage rejsen til Europa.
Fra migranternes eget perspektiv ser migration helt anderledes ud. Selvom 'migranter' fremstilles som en homogen gruppe, er der betydelige forskelle i motiver, erfaringer og forhåbninger hos dem, der rejser til Europa.
Økonomiske migranter er ikke de fattigste
For økonomiske migranter er beslutningen om at rejse generelt et bevidst valg hos relativt velstående individer og husholdninger for at forbedre deres levebrød. De fleste migranter er ikke de fattigste af de fattige. De hemmelige rejser koster alt imellem 5.000 – 35.000 amerikanske dollars (34.700-243.000 danske kroner, red.).
Mange af disse migranter er mindre iværksættere, som har solgt deres forretning eller ejendom for at få råd til den dyre tur.
Men der er også et stigende antal migranter, for hvem den primære motivation for at migrere er en søgen efter sikkerhed og beskyttelse. Som det er påpeget af UNHCR, den internationale organisation, som har fået til opgave at yde beskyttelse for flygtninge, er det en kombination af de begivenheder, som udfolder sig i Syrien, Irak, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan og andre steder og forringelser i migranternes hjemlande, som tvinger et stigende antal personer til at flygte.
Stigende antal krydser den centrale Middelhavsrute
Samtidig har europæiske regeringer ydet økonomisk støtte til EU's grænseagentur Frontex' implementering af en lang række politiske tiltag, der er med til at gøre indvandring til Europa sværere.
Med få muligheder for at komme ind i Europa på lovlig vis, må tusindvis af mennesker, som er truet af forfølgelse og seriøse menneskerettighedsovertrædelser, tage mere indviklede og farlige søveje.
I takt med, at søvejene over det vestlige Middelhav er blevet spærret, er det spidset til med antallet af mennesker, som forsøger at krydse via den centrale Middelhavsrute, og ofte med afgang fra det konfliktsplittede Libyen, hvor der ikke er nogen effektiv grænsekontrol, og hvor smuglere opererer nærmest risikofrit.
Disse rejser er lange og risikofyldte. Min egen forskning har vist, at mennesker i stigende grad er afhængige af beslutninger fra menneskehandlere og smuglere, hvis motiver ofte er langt fra altruistiske. De fleste er bevidste om de risici, før de rejser, men beslutter at fortsætte, fordi de føler, at de ikke har noget alternativ.
De vinker ikke, de drukner
Historien om migration fra det nordlige og vestlige Afrikas lande til Europa har fanget offentlige og politiske forestillinger siden de sene 90'ere, da Europa påbegyndte stramningerne af sin ydre grænsekontrol.
Denne historie har været domineret af billeder af små både pakket med flygtninge og migranter, der forsøger at nå Europas kyster, af unge afrikanske mænd, der klatrer over hegn – og af lig, der driver op på europæiske strande.
I forbindelse med en folkelig bekymring om stigende migration i mange lande er disse billeder blevet brugt til at legitimere øget grænsekontrol.
Det er ikke alle, der dør i forsøget på at krydse Middelhavet. De heldige når øen Lampedusa, Malta eller Sicilien eller bliver samlet op af en italiensk flåde eller kystvagt. Alene i den forgangne uge er næsten 10.000 migranter blevet reddet fra både på Middelhavet på vej mod Italien.
Indtil for nylig blev disse redningsaktioner foretaget gennem Mare Nostrum; en eftersøgnings- og redningsdelegation, som blev etableret efter forliset ved Lampedusa i oktober 2013, og blev støttet af den Europa-Kommissionen med omkring 30 millioner euro. Men siden november 2014, da Mare Nostrum blev erstattet af en ny 'Triton'-plan, som er koordineret af Frontex, er omfanget af eftersøgnings- og redningsindsatsen skaleret betydeligt ned.
Denne plan er begrænset til en 30-mil zone ud fra Italiens kyster, har langt mindre maritim kapacitet end den tidligere plan og er primært rettet mod at beskytte grænserne og hindre illegal indvandring frem for at redde liv.
Amnesty International fordømte beslutningen om at slutte Mare Nostrum og udtalte, at det ville »sætte livet til tusindvis af migranter og flygtninge, der forsøger at nå Europa, på spil.«
Dette synes sandelig at være tilfældet. Ifølge UNHCR er dødstallet 50-dobblet siden kasseringen af Mare Nostrum – der har allerede næsten været 900 dødsfald i år sammenlignet med bare 17 inden for den samme periode i 2014.
Det er på tide, at Europa tager affære
Beslutningen om at afslutte eftersøgnings- og redningsarbejdet i Middelhavet lader ikke til at være af økonomisk karakter alene. Frontex' budget for 2015 er steget med 16 procent, fra 97 millioner til 114 millioner euro – og den største andel af ekstrabevillingen er rettet mod Joint Operations at Sea Borders.
Beslutningen afspejler i højere grad europæisk migrationspolitik, hvor der er kommet et overvældende fokus på grænsekontrol og migrationskontrol såvel som en grundlæggende, muligvis bevidst, misforståelse af årsagerne til, at mennesker begiver sig ud på den farefulde færd i første omgang.
Den britiske regering har nægtet at støtte eftersøgnings- og redningsoperationer, der hindrer, at migranter og flygtninge drukner i Middelhavet, ud fra et argument om, at det blot vil få flere til at tage denne rejse. Regeringen mener, at det vil skabe en 'utilsigtet pull-faktor', hvis man redder de, der drukner, og at man i stedet skal fokusere på at hindre folk i at begive sig ud på rejsen.
Det lader til, at forventningen er, at den (fremtidige) frygt for at dø vil vægte mere end den (samtidige) frygt for vold og forfølgelse. For mange er dette tydeligvis ikke tilfældet.
Rapporterne strømmer fortsat ind: I skrivende stund frygtes yderligere 40 mennesker druknet, efter en oppustelig båd sank lige ud for Siciliens kyst.
Da beslutningen om at kassere Mare Nostrum blev annonceret, sagde den italienske flåde, at den ville fortsætte sit eftersøgnings- og redningsarbejde – til trods for et politisk pres mod en anden retning. Det er på tide, at resten af Europa tager affære.
Heaven Crawley har tidligere modtaget støtte fra the Refugee Council for forskning i flugt til Storbritanien, men denne artikel repræsenterer ikke nødvendigvis deres holdning. Hun er tilknyttet Migrant Voice (tillidsmand). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
