Den første vinboks var af læder

En romersk mosaik fra Nea Paphos på Cypern, som du kan se herover, gengiver sagnet om grækernes første møde med vin. Myten fortæller, at atheneren Ikarios modtog Dionysos så gæstfrit, at vinguden som tak lærte ham at dyrke vinstokke og presse vin.

Ikarios fyldte vinen på sække, som han brugte til at udbrede kendskabet til den guddommelige drik. Men nogle hyrder, der smagte på varerne, var uforberedte på vinens berusende virkning og slog ham ihjel, fordi de troede, at de var blevet forgivet.

Til venstre i billedet sidder en ung Dio­nysos, der rækker en drueklase frem mod en ung kvinde. I midten står den midaldrende Ikarios, der holder tøjlerne til nogle okser spændt for en kærre, der bugner med vinsæk­ke.

Til højre, under overskriften ’de første vin­drikkere’, tumler to fulderikker rundt. Eller rettere: Den ene ligger henslængt på en vinsæk.

Vinsække spillede en ganske vigtig rolle i græsk og romersk kultur, men der er så vidt vides ikke bevaret et eneste eksemplar af slagsen.

De blev nemlig fremstillet af et forgængeligt organisk materiale: dyreskind. Men vinsækkens historie kan alligevel fortælles, takket være antikke billedfremstillinger og tekster.

De første vinsække

Vi ved ikke, hvem der første gang fandt på at hælde vin på sække af dyreskind, endsige hvor­når det skete. Men noget tyder på, at græ­kerne overtog idéen fra Nærorienten – som de gjorde med så mange andre kulturimpulser.

I hvert fald findes nogle af de tidligste afbildninger af dyreskind på assyriske relieffer fra 800- og 700-tallet f.Kr., hvor de dog ikke indeholder vin, men er oppustede for at give opdrift til svømmere og tømmerflåder.

En tidlig græsk kilde til sække fyldt med vin er Homér, der omtaler fænomenet flere steder. Således dysser Odysseus Kyklopen i søvn med vin fra en ’Gedeskindsdunk’.

På vrangen med snipper

Da kongedatteren Nausikaa forbereder en udflugt i det grønne, sørger hendes mor for, at hun får godt med proviant med: »til Forfriskning et Skriin med Suul, med Grønsel og Bagværk Moderen pakked imens; en Gedeskindsdunk hun tillige Fyldte med Viin.«

Andre kilder bekræfter, at vinsække ofte blev fremstillet af skind af geder eller får, som man vendte vrangen ud på og præpare­rede på en speciel måde.

Udposningerne ved benene og halsen blev surret sammen i snippe, der kunne åbnes, når indholdet skulle hældes ud. Men man kunne også bruge skind af andre forhåndenværende dyr til formålet - i Indien efter sigende elefanter og næsehorn.

En festlig sæk

Fyldte og halvtomme vinsække er ofte afbildet på athenske vasebilleder – ikke sjældent i forbindelse med silener, vingudens opstemte følgesvende.

Men de optræder også i drikkelag, hvor festdeltagerne bruger dem som bekvemme puder – på samme måde som en af de første vindrikkere på mosaikken fra Cypern.

Ved de landlige fester til ære for Dionysos, der hver vinter afholdtes i Attika, var en af løjerne den såkaldte ’askoliasmos’ (afledt af det oldgræske ord for vinsæk: ’askos’) – en leg, der også kendes fra dele af den antikke verden.

Den gik ud på, at unge mennesker konkurrerede om, hvem der længst kunne holde balancen på en fyldt vinsæk indgnedet i olie. Vinderen fik den fyldte vinsæk som præmie.

Kaster lys over Jesus’ ord

På nogle vaser ses personer med tomme vinsække, der tilsyneladende er ved at købe druesaft direkte fra producenten til færdiggæring i vinsækken. Denne fremgangsmåde, der også kendes fra senere tider, kaster lys over Jesus’ ord:

»Der er heller ingen, der hæl­der ny vin på gamle vinsække, for når den ny vin gærer, sprænger den de gamle lædersæk­ke og ødelægger dem, og vinen går bare til spilde. Ny vin skal hældes på nye lædersæk­ke«

Med den ikke uinteressante tilføjelse: »Men der er ingen, som efter at have drukket den gamle vin, vil prøve den ny. 'Den gamle vin er bedst', siger de.«

Brugt til transport over kortere afstande

Da der ikke er bevaret vinsække fra oldtiden, er det lidt af en udfordring for nutidens arkæologer og antikhistorikere at indkredse deres rolle i antikkens handel og økonomi. I forskningen er de da også blevet overskygget af de såkaldte transportamforer af brændt ler, der er bevaret i hobetal.

Det er slående, at græske vasebilleder undertiden viser vinsække båret af personer, der tydeligvis er på vej til et drikkegilde. Derimod er antikke fremstillinger af pakdyr belæsset med vinsække sjældne, og der kendes ingen billeder af vinsække lastet på skibe.

Alt dette peger i retning af, at de især blev brugt til transport af vin over korte afstande, hvilket kan hænge sammen med, at vin efter sigende kan få en bismag ved længere tids opbevaring i en sæk af gedeskind.

Vinsækkens økonomi

Meget tyder således på, at vinsække især spillede en rolle i vinproducenternes nærområde, og at de indeholdt det, man i dag ville kalde ung bordvin – i modsætning til den dyrere vin, der i oldtiden blev handlet i transportamforer af brændt ler.

De to typer af emballage supplerede hinanden på bedste vis, og vinsækkens økonomiske rolle skal søges på det lokale plan. Men et nu tabt vægmaleri fra Pompeji er en påmindelse om, at vi fortsat har meget at lære om emnet.

Det forestiller en hestetrukken vogn belæsset med en meget stor sæk, der må være fremstillet ved at sy flere huder sammen. To mænd tapper noget af sækkens indhold (vin?) over i to amforaer.

Fremstillingens usædvanlige karakter gør det svært at tolke dens nærmere indhold. Motivets sjældenhed tyder på, at sådanne ’tankvogne’ hørte til undtagelserne.

Vinsækkens efterliv

I nogle middelhavslande har vinsække været brugt langt op i tiden. For eksempel på den ibe­riske halvø, som Ernest Hemingway beskrev det i romanen ’Og Solen går sin gang’, der udkom i 1926. Den typiske spanske vinsæk, den såkaldte ’bota’, er forholdsvis lille og dråbeformet og har nu kun betydning som turist-souvenir.

Men det påstås, at deltagere i 60’ernes legendariske grisefester på Mallorca undertiden blev præsenteret for vin i skindsække af hele får. Og at man i visse bodegaer fortsat kan støde på denne kuriositet, der for længst er gået af brug i det omgivende samfund.

Men den græske og romerske vinsæk har fået en populær nutidig afløser i de såkaldte vinbokse, der rummer vin tappet på en pose af plastik (eller andet materiale), anbragt i en beskyttende papkasse.

Det er nok mindre velkendt, at systemet blev udviklet i midten af forrige århundrede af amerikaneren William R. Scholle – så vidt vides uden inspiration fra antikken.