Selvom informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i dag er en integreret del af livet i langt de fleste offentlige organisationer, har få politologer og forvaltningsforskere undersøgt fænomenet indgående.
Dette paradoks er udgangspunktet for denne artikel, som zoomer ind på en af tidens trends: mobil teknologi.
Som case benyttes et storskala-innovationsprojekt i den danske hjemmepleje som i de senere år har gennemgået omfattende teknologispring.
Kraftigt støttet af en socialministeriel pulje på mere end 300 millioner kroner har langt størstedelen af de 98 kommuner indført mobil teknologi i form af pda'er, smartphones og bærbare computere til hjemmehjælpere og hjemmesygeplejersker.
98 kommuner undersøgt
Artiklen undersøger, hvad der udspiller sig, når visioner for brug af mobil teknologi omsættes til praksis i den kommunale hjemmepleje.
Datamaterialet bygger på en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse til kommunale ældrechefer i de 98 kommuner (svarprocent 100) kombineret med casestudier i tre udvalgte kommuner, hvor ledere, projektmedarbejdere, hjemmehjælpere og sygeplejersker er blevet interviewet.
Som ved fremkomsten af tidligere computerteknologier var tiltroen til mobil teknologi i hjemmeplejen i top.
Mobil teknologi blev af IT- og konsulentbranchen samt fra politisk side udråbt som en oplagt vej til effektivisering og i udgangspunktet tegnede indførelsen af teknologien ualmindelig lovende.
For eksempel pegede et storstilet pilotprojekt (CareMobil), der blev iværksat i seks kommuner i 2003 og afrapporteret i 2005, på, at der var tale om en meget solid business case.
Det blev fremhævet, at teknologien var ”moden”, og at investeringerne kunne indhentes på et år, blandt andet fordi dobbeltregistrering kunne undgås, idet medarbejderen nu kunne gøre arbejdet færdigt ude ved borgeren og derved undgå efterfølgende at skulle ”efterbehandle” opgaverne (for eksempel journal- og notatføring, registrering af arbejdsopgaver).
Det blev anslået, at tidsforbruget på administration i hjemmeplejen kunne reduceres med 3.000 fuldtidsstillinger, såfremt teknologien blev udbredt til samtlige landets kommuner.
Fra vision til praksis
I praksis viste det sig imidlertid vanskeligt at indfri forventningerne.
Dels blev teknologien nok oversolgt, idet udmeldinger om velafprøvende teknologier ikke holdt stik. I stedet blev mange projekter hæmmet af tekniske vanskeligheder, som også givetvis har bidraget til øget medarbejdermodstand til et i forvejen topstyret projekt.
Besnærende slogans som »teknologien er moden« og »flytte fra kolde til varme hænder« viste sig vanskeligere at omsætte til praksis end udmeldinger fra IT-forhandlere, konsulenter og ministerier kunne antyde.
Tre cases på oversættelse af mobil teknologi i hjemmeplejen.
Det var imidlertid ikke så meget selve teknologien der mødte modstand i hjemmeplejen, men snarere de arrangementer, der fulgte med (for eksempel detaljerede tidsregistreringer og nye mødestrukturer).
Dels er det en nærliggende tanke, at det i mange kommuner har været de statslige støttekroner som har været den egentlige driver bag projektet.
Ensartethed og forskellighed i kommunerne
På den ene side kan den hastige udbredelse af mobil teknologi i hjemmeplejen tages som udtryk for isomorfi hvor kommunerne kommer til at ligne hinanden (de indfører den samme teknologi).
På den anden side viser undersøgelsen, at uanset at kommunerne indfører samme teknologi, så får den ganske forskellige udtryksformer i praksis i takt med at den ”rejser” ind i de enkelte organisationer.
Figur 1 illustrerer, hvordan der i de tre nøjere studerede kommuner udkrystalliserer sig forskellige varianter af mobil teknologi i hjemmeplejen.
Mens det i kommune 1 var styringshensynet, som var en afgørende motivation for indførelse af mobil teknologi, var det i kommune 2 snarere hensynet til at sikre en moderne hjemmepleje og være i front på området, som stod centralt.
Kommune 3 satte til gengæld effektivitetsdagsordenen i centrum formet af et byrådspolitisk krav om administrative tidsbesparelser (reduceret mødeaktivitet) ved brug af ny teknologi.
De indledende oversættelser får afgørende indvirkning på den måde, hvorpå medarbejderne anvender teknologien i praksis, og hjemmehjælperne er kun i en vis udstrækning med til at forme, hvordan arbejdet med mobil teknologi foregår.
I kommune 1 anvendes mobil teknologi ikke mindst til tidsregistreringer, mens mobil teknologi i kommune 2 i stedet hovedsageligt fungerer som et kommunikationsredskab i den interne (for eksempel med kollegaer) og eksterne kommunikation (for eksempel med læger).
Interessant er det også, at kommune 2, modsat eksemplet fra kommune 1, beslutter, at hjemmehjælperne ikke skal anvende mobil teknologi til at registrere de, fra et medarbejdersynspunkt, upopulære komme-og gåtider.
Teknologi skaber forskellige praksisformer
Samlet set viser undersøgelsen hvordan teknologi (her eksemplificeret ved mobil teknologi i hjemmeplejen) ikke skal forstås som en fast og givet størrelse, men snarere som en transformerbar idé der undervejs i et institutionaliseringsforløb kan bearbejdes, modificeres og omsættes til forskellige lokale praksisformer i takt med at den konfronteres med særlige kommunale oversættelser og styringstænkemåder.
Forhåbentlig er denne viden ikke alene relevant for forskere, men også for politikere, ledere og medarbejder, som i dagligdagen arbejder med at »oversætte« de seneste IT-trends til praksis.
Erfaringerne fra digitaliseringen af hjemmeplejen tydeliggør også, at effektiviseringsgevinster ikke kommer automatisk med den nye teknologi – hvor besnærende den end måtte være!
