Mere snak giver mindre tvang i psykiatrien
Psykisk udviklingshæmmede accepterer, at der bruges tvang mod dem, men har sjældent selv været med i beslutningen om, at det skal være sådan. Involver de udviklingshæmmede mere, mener forskerne bag ny rapport.

Hvis vi bliver bedre til at kommunikere med de psykisk udviklingshæmmede, kan det mindske behovet for trang. (Foto: Colourbox)

Intervieweren spørger: »Må du ikke?«

Manden: »Jeg må bestemme over mig selv, men ikke hvad jeg skal gøre.«

Intervieweren: »Har du et eksempel?«

Manden: »Hvis jeg skal ud, så skal jeg lave en aftale om det, og så siger de enten ja eller nej. De siger nu for det meste nej.«

Forskerne ved Nasjonalt kompetansemiljø om utviklingshemming (Naku) har fået til opgave af Børne-, ungdoms-, og familiedirektoratet at undersøge, hvordan de udviklingshæmmede selv oplever brug af tvang og magt mod dem, både i hverdagen og i enkelttilfælde.

De opdagede, at interviewpersonerne ofte havde affundet sig med brugen af tvang i hverdagen, men at de sjældent oplevede at have været en del af beslutningen om, at det skulle være sådan.

Et eksempel på beslutninger, som de ikke har været med til, er det at have lås på køleskabet for at hindre overspisning.

Brugerne bør have mere at sige

Hvert år oplever omtrent 1 ud af 10 personer med psykisk udviklingshæmning, at der foretages en afgørelse i kommunen, om at der skal bruges en form for tvang mod dem.

Brug af tvang kan indebære mange forskellige ting. For eksempel skal nogle have en person med sig, når de er ude. Andre har spiserestriktioner.

Det er Kim Berge og Karl Elling Ellingsen, som er henholdsvis næstleder og leder ved Naku, der har interviewet de 16 personer i studiet. Nogle interviews har de lavet hver for sig, og andre har de været to om.

I rapporten har de flere råd til direktoratet om, hvad der bør gøres. De mener blandt andet, at brugerne i større grad bør være med og bestemme, når det vurderes, at der skal træffes en afgørelse om en form for tvang.

Tvang med forkert uddannelse

De anbefaler desuden i rapporten, at kravene til uddannelse hos de, der udfører tvang, bør strammes. I omkring 90 procent af afgørelserne om tvang mod en person med udviklingshæmning, søges der om dispensation for uddannelseskravet.

På landsplan siger amtmændene kun nej i tre procent af tilfældene.

Det betyder ikke, at det kun er 10 procent af de behandlere, der tager del i brugen af tvang, som har en relevant uddannelse. Ofte søger man dispensation for enkeltansatte på en arbejdsplads.

Berge og Ellingsen mener alligevel, at kravet bør skærpes for at sikre, at de udviklingshæmmede kan få et ord med, og at alternativer til brug af tvang bliver vurderet.

»Vi mener, at det er omgivelserne, som bør ændre sig og have styrkede kompetencer,« siger Berge til forskning.no.

Kender ikke retten til selvbestemmelse

»Det ser ud til at være uklart for stort set alle informanterne, vi har snakket med, at det at bestemme selv er en rettighed, der står skrevet i norsk lovgivning,« skriver forfatterne i en sammenfatning af rapporten.

Det bør være muligt at få skabt en bedre kommunikation, end den man har i dag, skriver Berge og Ellingsen i deres rapport. De fortæller, hvordan de oplevede det at interviewe personerne om disse emner:

»Vores primære budskab er, at vores informanter overraskende let kunne fortælle om deres oplevelser med tvang på en måde, så vi kunne forstå dem. Så bør sundhedspersonaler omkring dem også kunne gøre det,« siger Berge til forskning.no.

Tvang skal diskuteres

Allerede i dag er det bestemt ved lov, at brug af tvang skal diskuteres med den pågældende person, før tiltaget sættes ind. Men ud fra interviewene lader det ikke til, at det er alle, der bliver taget med i beslutningen.

Kim Berge og Karl Elling Ellingsen ser også kritisk på, at udviklingshæmmede sjældent selv bliver interviewet i forskning.

»Forskning, der er knyttet til personer med udviklingshæmning, har på internationalt plan stort set udelukkende drejet sig om undersøgelser baseret på information givet af ansatte, familier og fra observationer. Udviklingshæmmedes egne tanker og stemmer bliver sjældnere hørt, og det har der heller ikke været fokus på.«

»Forskningen har en tendens til at dreje sig om 'om' i stedet for 'med'. Det samme kan siges i norsk sammenhæng. Det er et paradoks, at udviklingshæmmede bliver ekskluderet fra studier, som omhandler deres hverdag og levevilkår,« siger Berge.

Tvang er nogle gange nødvendigt

Det kan være helt nødvendigt at bruge tvang i plejen af psykisk udviklingshæmmede. For nogle er der truffet en afgørelse om, at der må bruges tvang mod dem i hverdagen. Kommunen kan foretage afgørelser, som gælder i helt op til 12 måneder ad gangen.

Men ofte bruges der tvang i nødstilfælde, uden vedtægter fra kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis personen kan forvolde skade på sig selv eller andre.

»Det kan ske, at en person forsøger at løbe ud på vejen. For at hindre væsentlig skade kan der da være behov for at holde vedkommende fast, og nogle gange gør personen så meget modstand, at det bliver voldsomt.«

»Eller en person kan begynde at slå sig selv, fordi der er noget, han eller hun ikke forstår og måske bliver bange. Tvangen skal være sidste udvej og hindre væsentlig skade. Da kan det være rigtigt at gribe ind,« siger Berge.

Han har selv arbejdet med psykisk udviklingshæmmede i mange år i kommunesundhedstjenesten, i specialistsundhedstjenesten og nu altså ved Naku.

Stigende brug af tvang i Norge

»Brug af tvang stiger, og det er alvorligt,« siger Kim Berge.

Den stigende brug af tvang var et af mange fund i et studie, som han og kollegaerne publicerede i 2010, og Berge mener, at det er blevet mere almindeligt med brugen af tvang og magt mod psykisk udviklingshæmmede i de senere år. Sundhedstilsynets årlige tilsynsrapport om antal vedtagelser og antallet af afgørelser om tvang tyder på det samme.

Teorien er, at der kan være mindre behov for brug af tvang, hvis selvbestemmelsen til dem, det gælder, varetages bedre.

Fundene i Berge og Ellingsens rapport tyder på, at man i mange tilfælde kan vinde meget ved at få en bedre kommunikation, hvor de udviklingshæmmede får lov til at give deres egen mening til kende. De har nemlig en mening om brugen af tvang, og den bør blive hørt, mener Berge.

»Dem, vi snakkede med, formåede at udtrykke sig og kom selv med forslag til tiltag, der kunne have erstattet tvangen.«

»Det er vældig ubehageligt, når de holder mig fast«

»Det slog os, hvor hurtigt de, vi interviewede, begyndte at snakke om emnet,« siger Berge og fortæller, hvordan en af mændene forklarede om, hvordan tvang og magt bliver brugt på ham:

Mand: »Hvis jeg bliver ophidset, må jeg leve med, at der er nogen, der holder mig.«

Interviewer: »De holder dig fast?«

M: »Ja.«

I :»Hvordan er det så?«

M: »Det er vældig ubehageligt, de må jo bare. Hvis jeg bliver rigtig vred og hidsig. Nu har jeg ikke været det længe.«

I :»Hvornår bliver du da det?

M: »Når jeg ikke får min vilje og sådan.«

I: »Hvad gør du så?«

M: »Jeg kaster mig på nogen … og er helt idiotisk.«

De fleste affinder sig med hverdagstvang

Et eksempel på tvang er altså at sætte lås på køleskabet, så personen ikke kan spise ubegrænset. Flere af de interviewede sagde, at de hellere ville lære at styre deres spisning. På den anden side havde mange affundet sig med, at låsen måtte være der.

Der må altså foreligge en afgørelse fra kommunen om sådanne tvangstiltag, som skal vare i længere tid. Flere af Berge og Ellingsens informanter havde set afgørelsen, men få af dem vidste, hvad der stod i den.

En af kvinderne fortalte, at hun ikke har læst afgørelsen, hvor der stod, at hun skulle have lås på sit køleskab og skab med mad:

Interviewer: »Har de så talt med dig om det?«

Kvinden: »Ikke rigtig.«

(…)

I: »Hvordan synes du, det er at have en ordning, hvor køleskabet er lukket?«

K: »Det må nu bare være sådan, det er.«

I: »Ville du hellere have, at der ikke var lås på køleskabet, at du havde lært at styre det selv?«

K: »Det ved jeg ikke, måske.«

I: »Men er der slet ingen, som har talt med dig om det?«

K: »Nej.«

Et alternativ til hængelåsen kunne for eksempel være at nøjes med hver dag at handle nok ind til dagen efter og dermed ikke have så meget tilgængeligt at spise i køleskabet.

Svært med informanter

Det kan være udfordrende at bruge psykisk udviklingshæmmede som informanter i et forskningsstudie. De kriterier, som forskerne i dette studie satte, var, at interviewpersonerne skulle være over 18 år, og at de var i stand til at give informeret samtykke til at være med.

Desuden havde alle personerne en afgørelse om, at der kunne bruges tvang og magt mod dem i særlige situationer.

Det betyder, at udvalget ikke er repræsentativt for alle psykisk udviklingshæmmede i Norge. Derudover varede interviewene kun 20 til 45 minutter, og de er alle kun blevet interviewet en gang. Det er noget, som forfatterne selv fremhæver som en svaghed ved metoden.

De skriver i rapporten, at det måske ville have givet endnu sikrere svar, hvis der i stedet eller som supplement havde været foretaget kliniske eller terapeutiske samtaler. Men Berge gør det alligevel klart, at de har fundet noget vigtigt og grundlæggende.

»Det, vi har gjort, er at vise, at disse personer er i stand til at snakke om brugen af tvang mod dem.«

Kræver faglig sensitivitet

Seniorrådgiver John Ingvard Kristiansen i Bufdir har netop modtaget rapporten fra Naku, og derfor har direktoratet ikke nået at behandle resultaterne.

»Det vigtigste ved rapporten er, at vi ser, at øget selvbestemmelse giver mindre behov for brug af tvang og magt. Det er også vigtigt, at personer med udviklingshæmning selv får lov til at komme til orde om deres situation.«

»Det, der kommer frem i interviewene, er, at selvom det nogle gange kan være nødvendigt med tvang, opleves det ofte ubehageligt.«

»Det kræver jo, at de, der arbejder med det, har en faglig sensitivitet, så de kan se alternativer til tvang og magtbrug og være med til at opmuntre til udviklingen af en sikring af selvbestemmelse.«

© forskning.no Oversat af Anna Bestle

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.