I 2030 vil den gennemsnitlige levealder være steget betydeligt. Nogle steder bliver gennemsnittet endda med stor sandsynlighed over 90 år. Det viser et nyt stort internationalt studie i forventet levetid, skriver The Telegraph.
Danmark er et af de 35 undersøgte lande, og ifølge studiet er de danske kvinder nr. 10 på listen over, hvor meget landenes kvinder forventes at forøge levealderen fra 2010 til 2030. De danske mænd er nummer seks på deres liste.
»Vi hører hele tiden, at forbedringer i menneskets levetid er ved at nå sit maksimum. Men jeg tror ikke, at vi er noget nær den øvre grænse for forventet levetid – hvis der overhovedet er en,« siger hovedforfatter Majid Ezzatim, som er professor ved Imperial College London’s school of public health, til The Telegraph.
Allerøverst på listen finder vi Sydkorea. Her kan en pige, der bliver født i 2030, forvente at leve, til hun bliver 90,8 år, og en dreng, til han bliver 84,1 år. Det kan blandt andet skyldes god ernæring i barndommen, lavt blodtryk, et lavt antal rygere og god adgang til sundhedssystemet, mener forskerne.
I Europa går det særligt godt for franske kvinder – de forventes i gennemsnit at blive 88,6 år – og schweisiske mænd, der kan forvente at blive i gennemsnit 84,1 år.
USA rammer bunden inden for industri-landene. Her forventes mænd gennemsnitligt at leve, til de bliver 79,5 år, og kvinder til de bliver 83,3 år.
Majid Ezzatim mener, at magthaverne i højere grad skal begynde at planlægge efter, at vi i fremtiden vil blive ældre.
»Det faktum, at vi bliver ved med at leve længere, betyder, at vi er nødt til at tænke på at styrke systemerne for sundhed og social omsorg for at støtte en aldrende befolkning med flere sundhedsbehov,« siger Majid Ezzatim The Telegraph.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.
\ Læs mere
\ Læs mere
sbl