Mens efterårsstormene buldrer ind over os, tikker dette spørgsmål ind til ’Spør en Forsker’ hos forskning.no:
’Jeg får ondt i hovedet af tordenvejr. Jeg kan næsten tage og føle på spændingen i luften lige før det brager løs, og mens det er i gang, men det er sikkert bare noget, jeg bilder mig ind. Eller er det?’
Forandringer er værst for hovedpine
»Ja, tordenvejr har vist sig at kunne give hovdepine i form af migræne eller spændingshovedpine,« siger Tiina Rekand, som er overlæge ved neurologisk afdeling ved Haukeland Sykehus i Norge, og arbejder meget med hovedpinepatienter.
Hun fortæller om flere anerkendte studier, hvor forskere har fundet det samme; at vejromslag kan give både migræne og generel hovedpine.
Et af studierne viser, at hovedpinen kan komme hos migrænepatienter, når temperaturen skifter.
I et andet studie undersøgte forskere i Japan trykforandringer, og hvordan folk, som har enten spændingshovedpine eller migræne, blev påvirket af dette. En stor del af testpersonerne fik hovedpine, når der pludselig opstod en stor trykforandring i luften, både ved højtryk og ved lavtryk.
Det er sådan set ikke kun i tordenvejr, at hovedpinen kan melde sig. Studiet fra Japan viste, at det var trykforandringerne, som udløste mest hovedpine, mens testpersonerne ikke fik lige så ondt i hovedet, når for eksempel lavtrykket, eller tordenvejret, varede i længere tid.
Så vi ved, at vejret påvirker nogle af os. Men hvorfor? Hvad er det, som sker i kroppen og hovedet, når vejret svinger?
Svært at forske i tordenhovedpine
Ingen af de nævnte studier har set på årsagerne til, at testpersonerne reagerer, som de gør.
»Dette er så langt forskningen er kommet,« fortæller neurolog Tiina Rekand.
»Der skal mere forskning til på dette felt, før vi kan sige noget mere konkret om, hvorfor tordenvejr giver hovedpine, hvorfor det påvirker nogle af os, men ikke alle, og hvor mange, som plages af det,« fortsætter hun.
Tanken om, at tordenvejr kan give os ubehag i kroppen er imidlertid ikke ny. Tiina Rekand fortæller, at der allerede i 1800-tallet blev skrevet afhandlinger om vejrforandringer og kropslige symptomer.
»Men der er stadig kun få gode studier om årsagerne til dette,« siger neurologen.

Hun tror, at manglen på forskning på dette felt kan være, fordi det er svært at få konkrete resultater.
»Både fordi det ikke er alle med hovedpine, som reagerer på vejrforandringer, og fordi vejrforandringer er svære at måle. Det bliver dermed kompliceret at sætte et studie op, hvor de patienter, som reagerer på tordenvejr, bliver udsat for samme type vejrforandring, så forskerne kan få en standardiseret sammenligning.«
Når det handler om migræne, ved vi imidlertid lidt mere.
Tordenstress kan give hovedpine
»Når vedkommende i læserspørgsmålet siger hovedpine, har han eller hun måske migræne. Et dunkende hoved er som regel et symptom på migræne, sammen med kvalme og lyd- og lysfølsomhed,« siger neurologen.
»Så kan det måske være en stressreaktion, som udløser hovedpinen. For stress er en faktor, som kan give både migræne og andre former for hovedpine,« siger hun.
Forskning.no-læseren, som sendte tordensygespørgsmålet, spekulerer også på, om det er indbildning at man kan mærke spændingen i tordenluften?
»Der kommer jo et vejrskifte før tordenvejret brager løs, så vi fornemmer tordenvejret før, det er et faktum. Men nøjagtig hvordan dette påvirker vores krop, er ikke kendt i detaljer,« svarer Tiina Rekand.
»Kroppen kan imidlertid opfatte dette skift som stress, og vi ved som sagt, at stress udløser hovedpine,« slutter hun.
Følg selv med i tordenvejret
Neurolog Tiina Rekand tror ikke, at der kommer nogen specialmedicin til dem, der får migræne eller hovedpine af vejrforandringer i den nærmeste fremtid.
Hun mener i stedet, at det kan have en vis relevans, at de som reagerer på vejrforandringer er klar over dette selv, og at de følger med, når der er store vejrforandringer i vente, så de er forberedt og kan planlægge derefter.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
Nogle får hovedpine, mens andre slet ikke mærker, at tordenvejret er på vej. (Video: William Nguyen-Phuoc)