Skipper Skræk har ret: Spinat giver store muskler
Kilde: 
26 juni 2012

Når Skipper Skræk spiser spinat, går det lige i musklerne og han bliver bomstærk. Det har Skipper Skræk vidst, siden han så dagens lys i 1929. Her mere end 80 år senere har forskere fundet frem til, hvorfor netop spinat giver Skipper Skræk styrke. 

Det er forskere fra Karolinska Institutet i Sverige, der har gjort opdagelsen. De har identificeret to proteiner, der stimuleres ved indtagelse af nitrat, som spinat og eksempelvis rødbeder indeholder. Ved deres forsøg med mus gav stimuleringen af disse proteiner betydeligt større muskler. Det skriver Politiken.dk.

De mus, der fik tilført nitrat til deres drikkevand, havde en højere koncentration af de to proteiner CASQ1 og DHPR i deres muskler.

Musene fik, hvad der svarer til, hvad en person ville få ved at spise 200 til 300 gram frisk spinat eller tre til fire rødbeder om dagen. Resultatet er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Physiology.

Læs også på Videnskab.dk: Skipper Skræk får børn til at spise flere grøntsager og Mus får ny ringmuskel.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.