Respirator-patienter skal ruskes en gang om dagen
05 februar 2013

En gruppe forskere fra Odense Universitetshospital har fundet ud af, at kritisk syge patienter i respirator bliver hurtigere friske, hvis de bliver vækket en gang om dagen i stedet for konstant at blive holdt i koma. 

Læs artiklen: Patienter i respirator skal holdes vågne

Forskerne har testet repiratorpatienter indlagt på Odense Universitetshospital, og projetet viste, at patienternes komplikationer, indlæggelsestid og dødelighed blev reduceret, hvis de blev vækket i stedet for bare at ligge bedøvet hen i respiratoren. Hidtil har man troet, at det var farligt at vække patienterne, men undersøgelsen viser, at det kan lade sig gøre med den rigtige medicin og omsorg.

Nu har forskerne fra Syddansk Universitet fået en stor bevilling fra det Strategiske Forskningsråds programkomite for individ, sygdom og samfund til at undersøge, om det kun er patienterne på deres egen afdeling i Odense, der kommer sig bedre, når de bliver vækket dagligt, eller om det også gælder patienter indlagt andre steder. 

Seks projekter har fået støtte

I alt har seks projekter fået i alt 68 millioner kroner fra Forskningsrådet.

To projekter om bioteknologi og sygdom, hvor danskere arbejder sammen med indiske forskere, har tilsammen fået 13 millioner kroner.

Professor Michael Scheel Theisen fra Statens Serum Institut leder det ene projekt, som handler om malaria-vacciner.

Forskningsdirektør Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitet leder det andet dansk-indiske projekt, der har fået støttekroner. Det kan du læse om her: Vores tarmbakterier har nationale kendetegn  

Derudover har det Strategiske Forskningsråd givet 55 millioner kroner til 5 danske projekter:

  1. Respirator-projektet fra Odense Universitetshospital ledet af professor Palle Toft.
     
  2. Et projekt om, hvordan man bedre kan diagnosticere og behandle patienter med alkoholmisbrug, Syddansk Universitet og Hvidovre Hospitals gastroenhed. Overlæge Ulrik Becker leder projektet.
     
  3. Professor Lars Jørgen Østergaard fra Aarhus Universitetshospital står i spidsen for en gruppe forskere, der arbejder på at finde en kur mod HIV
     
  4. Sidst men ikke mindst leder professor Jesper Hastrup Svendsen fra Rigshospitalet forskere, som eksperimenterer med at implantere chips i patienter, der er i risikogruppen for at få hjerteproblemer. Chippen kan registrere, om patienterne får hjerteflimmer eller blodpropper. Læs mere.  

For at få støttekroner fra det Frie Forskningsråd skal man først og fremmest kunne fremvise et godt og grundigt tilrettelagt forskningsprojekt. Derudover ser forskningsrådets programkomite for individ, sygdom og samfund på, om der er gode forskere involveret i projektet. 

»Der skal være en videnskabelig højde i projektet, og så er der også den strategiske dimension: Vi støtter de projekter, der ser ud til at kunne skabe mest gavn for samfund og patienter,« siger speciallæge Kim Krogsgaard, der er næstformand i kominteen for individ, sygdom og samfund.

Man har også en større chance for at få del i det Strategiske Forskningsråds støttekroner, hvis der er en international og tværfaglig dimension i projektet, tilføjer Kim Krogsgaard.  

»Vi vil gerne give penge til nogle, som har en demonstreret en evne til at skabe projekter – de skal kunne sandsynliggøre, at der kommer noget fornuftigt ud af det.
Man skal have nogle indikationer af at det er den rigtige vej at gå, det kan være et pilotprojekt eller andet, som viser, at der er hold i projektet,« forklarer Kim Krogsgaard. 

Læs også på Videnskab.dk:

Den klimavenlige ko er på trapperne

202,8 mio. til strategisk forskning i sundhed, fødevarer og velfærd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.