Hubble-teleskopet spotter den fjerneste supernova
Kilde: 
11 april 2013

Astronomer, deriblandt danske fra Niels Bohr Institutet, har med NASA og ESA's Hubble-rumteleskop fundet den hidtil fjerneste kendte supernova. Supernovaen er af den type, der benyttes til at bestemme de kosmiske afstande i universet.

Supernovaen hedder UDS10Wil og har fået tilnavnet SN Wilson efter den tidligere amerikanske præsident Woodrow Wilson. Supernovaen er rester af en stjerne, der eksploderede for næsten ti milliarder år siden.

UDS10Wil er af den specielle type Ia-klasse. Denne slags supernovaer fungerer som kraftige fyrtårne i universet. De udsender et konstant lysniveau, der kan benyttes til at måle universet udvidelse. Samtidig er supernovaerne med til at levere information om den mørke energi, som accelererer universets udvidelse.

Opdagelsen er gjort af et hold astronomer under ledelse af David O. Jones fra Johns Hopkins University i Baltimore, USA. Opdagelsen var del af et treårigt program med Hubble-rumteleskopet for at undersøge fjerne type Ia-supernovaer og se, om de har ændret sig i de seneste 13,8 milliarder år siden universets dannelse ved Big bang.

»Det er rigtigt spændende, for så kan vi begynde at se, om de aldre og afstande, som vi bruger, er anderledes end forventet,« fortæller Jens Hjorth, professor på Dark Cosmology Centre, Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Læs også på Videnskab.dk: 
Supernova-eksplosioner kan forudsiges
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.