Afbrudt søvn er værre for humøret end for lidt søvn
Kilde: 
02 november 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Sover du dårligt om natten? Så er der stor risiko for, at dit humør lider om dagen.

Ifølge et nyt studie er det mere skadeligt for det gode humør, at vågne op flere gange i løbet af natten end at have en uafbrudt nattesøvn, der til gengæld ikke er lang nok. Det skriver Psypost.org.

»Når din søvn bliver forstyrret hele natten, har du ikke mulighed for at opleve fremskridt gennem de forskellige søvnfaser, der skal sikre en stor nok del af slow-wave sleep, der er nøglen til følelsen af restitution,« siger studiets hovedforfatter Patrick Finan, der er Ph.d. og assisterende professor ved Johns Hopkins University School of Medicine til Psypost.org.

Han har sammen med et forskerhold testet i alt 62 raske mænd og kvinder, der, inddelt i tre forskellige grupper, blev udsat for tre forskellige søvnscenarier: Uafbrudt søvn, for lidt søvn og afbrudt søvn med ialt otte forstyrrelser i løbet af natten.

Resultaterne er baseret på data fra tre sammenhængende nætters søvn.

Efter hver nat blev testpersonerne i de forskellige grupper sat til at udfylde et spørgeskema, der havde til formål at afgøre graden af udsving i personernes positive og negative følelser.

Her blev det tydeligt, at gruppen, der var blevet udsat for afbrudt søvn, havde størst problemer med humørsvingninger.

Efter den anden nat havde denne gruppe en gennemsnitlig reduktion i deres positive sindsstemning på 31 procent, mens gruppen, der havde fået for lidt søvn, kun oplevede en reduktion på 12 procent. Gruppen, der havde glæde af en lang og kontinuerlig nattesøvn oplevede ingen humørmæssige op- og nedture.

Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift the Journal of Sleep.

Læs også:

Sådan påvirker dårlig søvn din krop

Tre døgn uden søvn fjerner depression

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

sbv

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.