Hvordan ser økosystemer ud i Arktis?
Økosystemet varierer betydeligt, alt efter om man taler om Lav-arktis eller Høj-arktis. Men fælles for dem er, at de er præget af et komplekst, men artsfattigt dyreliv. Det er nu truet af den globale opvarmning.

Man skelner mellem to områder i det arktiske: Lav-arktis og Høj-arktis. I Lavarktis er gennemsnitstemperaturen i varmeste måned mellem 5 og 10 °C, mens den i Højarktis er under 5 °C. Hvor det lavarktiske område ophører, starter det subarktiske område. Subarktis er ikke en del af Arktis – ligesom subtroperne ikke er en del af troperne.

Det kolde klima er årsag til at biodiversiteten er lav i Arktis. I Lavarktis findes omkring 600 forskellige arter af levende organismer, mens antallet af arter i Højarktis kun er ca. 300. Kun et mindre antal af arterne findes i begge zoner. Det er på bunden af fjorde og i havet langs med kysterne, man finder de fleste arter i Arktis.

Med et varmere klima bliver udbredelsen af det højarktiske område mindre og mindre, og det truer de arter, som kun findes der.

Landskabet i Arktis er træløst

Fakta

Denne artikel er den syvende af ti i serien Grønland – en tikkende klimabombe. Her kan du få overblik over de faktorer, der styrer klimaet, samt de udfordringer Arktis står overfor, hvis den globale udledning af CO2 ikke reduceres.

Artiklerne er skrevet af seniorforsker Peter Bondo Christensen, Aarhus Universitet og Lone Als Egebo, lektor på Hasseris Gymnasium.

Næste artikel bringes om en uge.

Intet sted i Arktis finder man skov. I den inderste del af fjordene i Sydgrønland er der enkelte områder med forkrøblede birkeskove, men det er kun fordi klimaet her er mildere, og derfor slet ikke er arktisk men subarktisk. Det arktiske klima er ganske enkelt for koldt og vækstsæsonen for kort til at træer trives, og i stedet for skove ser man krat og hede.

Der findes også beskyttede skråninger med lav og ofte frodig plantevækst, tørre vindeksponerede stepper og våde kær. Kun i Lavarktis ser man krat, og grænsen mellem Højarktisk og Lavarktis har generelt stor betydning for biodiversiteten - dvs. antal og forskellighed af arter.

Den arktiske sø – artsfattig og med en simpel fødekæde

I de kystnære områder i Grønland findes der liv i et utal af ferske søer, damme, bække, vandløb og elve. Nogle af søerne er gennem de senere år blevet grundigt undersøgt. Mange af søerne er isdækkede otte-ti måneder om året. Tilmed er de dækket af et lag af sne, hvilket i høj grad mindsker mængden af det lys, der trænger ned i vandet.

Figur 7.2 Arktiske landskaber
a. Det lavarktiske landskab kan have en forholdsvis rig vegetation med krat – her bl.a. med kvan. b. Det højarktiske landskab er præget af store ensartede tundraflader, hvor der ikke er meget føde at finde. (Fotos: Peter Bondo Christensen).

Søerne har et ganske lavt indhold af næringsstoffer, som primært bliver tilført fra smeltet sne og is. Der er altså mange begrænsninger for, at et rigt og varieret samfund af organismer, der laver fotosyntese, kan udvikle sig. Når det er småt med primærproducenter, er der tilsvarende dårlige muligheder for de øvrige led i fødekæden. Søerne er derfor artsfattige og har simple fødekæder.

Det er ganske afgørende for artssammensætningen i en sø, om der er fisk til stede. Hvis søerne er meget lavvandede, er de bundfrosne om vinteren, og så overlever ingen fisk. Fiskene holder antallet af dafnier nede, og dafnierne dominerer i søer uden fisk.

Det økologiske samspil er kompliceret

På trods af de forholdsvis simple fødekæder i Arktis er der alligevel et kompliceret samspil mellem det omgivende miljø og de enkelte led i fødekæden fra planter over planteædere til rovdyr.

Figur 7.3 Fødekæde i arktisk sø
Fødekæden består af planteplankton, der bliver spist af dyreplankton (protozoer, dafnier og vandlopper), som selv er føde for lidt større vandlopper og damrokker. Disse bliver igen spist af fjeldørreder, der således er toprovdyr i fødekæden - altså en meget kort fødekæde. Fødekæden indeholder dog også en såkaldt mikrobiel løkke, hvor organisk materiale fra alger og fæces m.m. fra andre organismer bliver optaget af bakterier, som selv bliver ædt af protozoer eller dafnier. (Fra Naturen og klimaændringerne i Nordøstgrønland).

En nøgleart i de højarktiske område er halsbåndlemmingen, en hamsterlignende lille graver på ca. 60 g. Som nøgleart spiller den en helt central rolle for fødekædens sammensætning. Den graver gange, og dens fæces gøder jorden. Det giver grobund for en rig sammensætning af planter, som den lever af. Samtidig er den føde for en række rovdyr som polarræv, lækat, sneugle og lille kjove.

Når klimaet ændrer sig, og måske direkte påvirker én plante- eller dyrearts overlevelse, fx lemmingens, kan denne virkning have en indirekte effekt på andre led i fødekæden. Det gør det meget vanskeligt at forudse effekterne af klimaforandringer på et helt økosystem. Figur 7.4 viser hvordan man kan forestille sig klimaet påvirker en arktisk fødekæde.

Undervisningsmateriale om klimaforandringer

Denne artikel er den syvende af ti i serien "Grønland – en tikkende klimabombe". Her kan du få overblik over de faktorer, der styrer klimaet, samt de udfordringer Arktis står overfor, hvis den globale udledning af CO2 ikke reduceres.

Artiklen indgår desuden i undervisningsmateriale, hvori lærer du om de klimaforandringer, der finder sted i Arktis som følge af den globale opvarmning. Her er baggrundsstof kombineret med de nyeste data og klimamodeller, så grundlæggende viden kommer på plads samtidig med at undervisningen bliver helt aktuel.

  • Undervisningsmateriale til denne artikel (på vej)

Materialet er delt i 10 kapitler som kan læses uafhængigt af hinanden. I tilknytning til hvert kapitel er der arbejdsspørgsmål og opgaver (under udarbejdelse) samt links til yderligere fordybelse. Materialet er primært beregnet for elever med biologi, naturvidenskabeligt grundforløb eller naturvidenskabelig fagpakke i gymnasiet.

Artiklerne er skrevet af seniorforsker Peter Bondo Christensen, Aarhus Universitet og Lone Als Egebo, lektor på Hasseris Gymnasium.

Se alle artiklerne her (udkommer på Videnskab.dk i løbet af foråret 2012):

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.


Det sker