Det amerikanske rumfærgeeventyr startede med prøveflyvninger i 1981 og allerede året efter var de første missioner i gang.
Optimismen var enorm og forventningerne meget høje efter mange års ventetid, siden Apollo-programmet blev nedlagt i 1972.
Færgerne skulle være den nye direkte forbindelse til verdensrummet, og den ambitiøse plan var at etablere en bemandet rumstation, hvorfra man kunne rejse til både Månen og Mars.
Nu, næsten 140 opsendelser senere, skal rumfærgerne pensioneres. Discovery er allerede i gang med sin sidste flyvning, Endeavour skal op i april, og den allersidste rumfærgeopsendelse skal ske med Atlantis i juni.
Derefter skal turene op til den internationale rumstation ISS hovedsageligt foretages af de russiske Soyuz- og Progress-kapsler og senere også af private aktører som SpaceX.
Det europæiske fartøj ATV kan bære over seks ton og havde sin første vellykkede sammenkobling med rumstationen tidligere i år.
Discoverys sidste tur
Discoverys sidste mission, STS-133, går blandt andet ud på at levere det sidste modul til USA’s del af den internationale rumstation.
Sidste mandag var astronauterne ude at gå på ydersiden af ISS. Der skulle de reparere en ødelagt ammoniakpumpe og nogle kabler.
Discovery har desuden medbragt en god portion udstyr til videnskabelige undersøgelser.
Blandt andet skal der udføres eksperimenter med den antibiotikaresistente stafylokok-bakterie Saphylococcus aureus.
Robot i rummet
Discovery har også taget Robonaut2 (R2) med. Det er den første menneskelignende robot i verdensrummet.
R2 er udviklet ved NASA Johnson Space Center i Houston og består af en menneskelignende overkrop og udskiftelige ben og hjul.
En af fordelene ved en robot, som er bygget i samme form og størrelse som et menneske, er, at den kan bruge de samme værktøjer som astronauterne bruger.
Kameraer i hovedet, hjerne i maven
Planen er, at robotter som denne skal kunne aflaste astronauterne med alt fra enkle, repetitive opgaver til mere specialiserede og krævende opgaver.
Men først skal robotten igennem en lang række test og et hårdt oplæringsprogram.
Robotten kan styres fra Jorden og fra rumstationen, og den er lavet med henblik på at modtage kommandoer fra mennesker og så udføre dem uden hjælp.
Robottens hoved er fyldt med kameraer, og R2s hjerne sidder i maven. På ryggen har den batterier og adaptorer, og den kan løfte værktøj på 10 kilo med armene.
Teknikerne har arbejdet særligt meget på at gøre robotten stærk og selvstyrende, og ifølge producenten var en af de mest udfordrende opgaver at gøre robotten sikker nok til at arbejde sammen med astronauter.
Discoverys historie
Discovery var den færge, som transporterede Hubble-teleskopet ud i rummet, det var det første amerikanske rumfartøj, som besøgte den russiske rumstation MIR, og rumfærgen hjalp også det lille fartøj Ulysses af sted på sin færd mod Solen i 1990.
I 1995 blev Eileen Collins den første kvinde til at lede en mission i rummet, da hun fløj Discovery.
Discovery har været i rummet 38 gange og har i alt tilbragt næsten et helt år i kredsløb om Jorden. Færgen har utroligt nok tilbagelagt en afstand, som svarer til 5628 ture rundt om Jorden.
Bo Andersen, administrerende direktør ved Norges Romsenter, siger, at rumfærger har været enormt vigtige for det amerikanske rumprogram og helt afgørende for den internationale rumstation ISS.
»I forbindelse med konstruktionen og driften af rumstationen, er der ingen andre opsendelsesmuligheder, som kan løfte lige så meget som rumfærgerne.«
»Der er heller ingen andre rumskibe, som kan tage lige så tunge ting med tilbage,« siger han.
En typisk rumfærgelast vejer cirka 22 ton, mens en russisk ubemandet Progress-kapsel blot kan medtage 2 ton.
På trods af rumfærgernes overlegne kapacitet stod det efterhånden klart, at vedligeholdelsen blev meget dyrere, end man havde forventet.
»Ideen om et genanvendeligt rumfartøj er rigtig god, men teknologien har været for kostbar,« siger han.
»Når man skal tilbage igen fra rummet, skal man bremse ned fra syv kilometer i sekundet kun ved hjælp af friktion, og den teknologi, som man har benyttet, er så dyr at vedligeholde, at det næsten koster lige så meget som at bygge et nyt fartøj,« siger Bo Andersen.
De enorme udgifter har betydet, at rumfærgerne ikke har kunnet flyve så meget, som man havde håbet på. I starten af programmet var det nemlig meningen, at man skulle sende rumfærger op en gang om ugen.
Ulykkerne
I løbet af sin trediveårige historie har rumfærgeprogrammet også lidt to katastrofale ulykker.
Den første skete 28. januar 1986, da en fejl i den ene raketmotor førte til en eksplosion blot 76 sekunder efter opsendelsen. Alle de syv astronauter ombord på Challenger omkom.
I 2003 førte en skade på varmeskjoldet under den ene vinge til, at rumfærgen Columbia styrtede ned. Skaden opstod under opsendelsen, og da rumfærgen efter at have udført sin mission skulle tilbage igennem Jordens atmosfære, svigtede varmeskjoldet, og rumfærgen gik i opløsning. Også her døde alle de syv ombordværende.
Ulykkerne fik store konsekvenser, og efter Challenger-katastrofen blev rumfærgerne stående på Jorden i næsten tre år, før man igen gik i gang med opsendelser.
Columbia-ulykken førte til, at rumfærgerne blev stående i 29 måneder, og ISS var i denne periode helt afhængig af russerne med hensyn til forsyninger og udskiftning af mandskab.
Amerikanerne fragtede først en astronaut op til ISS igen med Discoverys mission STS-121 i juli 2006.
»Ulykkerne skete, fordi både opsendelse, bremsning og landing er så svært. Man balancerer på grænsen af det teknologisk mulige, og så vil det indimellem gå galt,« siger Bo Andersen.
Afhængig af samarbejde
Selv om de amerikanske rumfærger har en lav fejlprocent, ville NASA nok have ændret rumfærgeprogrammet, hvis de havde haft muligheden.
»Det at lave noget, som skulle fragte både mennesker og udstyr, ville man nok ikke gøre igen. Man vil ikke lægge alle sine æg i en kurv, lige som man gjorde med rumfærgeprogrammet,« siger han.
I dag har amerikanerne sat leverancen af mandskab og udstyr til rumstationen i udbud, og Andersen tror, at konkurrencen vil føre til reducerede udgifter.
Samtidig mener han, at rumrejser, som skal længere ud end blot i kredsløb om Jorden, som for eksempel rumrejser til Månen eller Mars, er for dyre til, at en enkelt nation kan gøre det alene. Der skal samarbejde til i fremtiden.
Discovery lander efter planen den 8. marts på Kennedy Space Center i Florida, og derefter går turen til National Air and Space Museum uden for Washington D.C.
Inden årets udgang er de store genanvendelige og bemandede rumfærger historie, og opgaverne bliver overtaget af mindre, billigere og mere specialiserede fartøjer.
Og måske vil vi også se flere robotter i rummet, hvis R2 viser sig nyttig.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
