Mange mennesker tror fuldt og fast på evolutionsteorien, og at alle organismer har en fælles forfader, hvis man går langt nok tilbage i tiden.
Men der findes også rigtig mange mennesker, som til gengæld mener, at evolutionsteorien er det rene humbug, og at det eksempelvis er vrøvl, at vi mennesker skulle have en fælles forfader med aberne.
En af disse skeptikere er vores læser Adem Ökmen.
Adem erkender, at dyr og planter kan tilpasse sig forskellige miljøer (mikroevolution), men han tror ikke på, at denne tilpasning kan lede til dannelsen af nye arter (makroevolution), som evolutionsteorien ellers foreskriver.
Derfor har han skrevet ind til os:
»Jeg har studset lidt over, hvilke beviser der er for, at makroevolution overhovedet finder sted. Selv anerkender jeg ikke makroevolutionen, da jeg ikke mener, at der er konkrete beviser for den,« skriver Adem og peger på, at der blandt andet er huller i de fossile fund, således at der mangler overgangsformer mellem de forskellige arter.
\ Læs mere
Flere skeptikere blandt Videnskab.dk’s læsere
Adem er ikke den eneste af vores læsere, der hælder til alternative forklaringer til evolutionsteorien, når det gælder eksistensen af alt liv.
Blandt andet mente en anden læser sidste år, at der ikke var nok beviser for, at vi har en fælles forfader med ’de andre aber’.
Du kan læse mere om videnskabens svar på tiltale i artiklen ‘Er vi nu helt sikre på, at mennesket nedstammer fra aberne?‘
For at imødekomme Adem og alle de andre skeptikere, har vi taget fat i to forskere, der med glæde står på mål for evolutionsteorien i et forsøg på at overbevise tvivlerne om, at det er dem – og ikke evolutionsteorien – der er galt på den.
De to forskere er professor Tobias Wang fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og professor Mikkel Heide Schierup fra Center for Bioinformatic (BIRC), ligeledes på Aarhus Universitet.
Tobias Wang forsker blandt andet i dyrs tilpasning til miljøet, mens Mikkel Heide Schierup forsker i, hvordan aber blev til mennesker.
Vi har meget dokumentation
Tobias Wang starter med at tage fat i Adems argument om, at der er påståede huller i de fossile fund.
Tobias Wang mener først og fremmest, at man kan diskutere, i hvilket omfang der overhovedet er de her huller, som Adem omtaler.
»Indtil vi har fossiler for en given art for hvert eneste år tilbage i tiden, vil der jo altid være huller. Er det så et godt argument for, at evolutionsteorien er forkert? Det mener jeg ikke.«
»Desuden er der i dag så få huller tilbage i de fossile fund, og vi har så meget dokumentation for relationerne mellem de mange arter, at det faktisk burde være meget svært at forestille sig, at evolution ikke skulle have fundet sted,« siger Tobias Wang.
Genetik og fossiler peger på evolution
Et gigantisk bibliotek af fossiler med næsten alle tænkelige uddøde arter, der i samlet flok entydigt støtter op omkring evolutionsteorien, står endda ikke alene.
Tobias Wang peger i sit videre forsvar af evolutionsteorien på det yderligere faktum, at der er en helt klar kobling mellem organismers slægtskab og genetik.
»Jo tættere dyr er beslægtede, des mere ens er deres genetik. Det er et enormt stærkt bevis for en fælles oprindelse, og det passer på billedet af, at to tæt beslægtede arter på et tidspunkt er udskilt fra én og samme art og siden hen er gået i hver sin retning,« siger Tobias Wang.
»Desuden er der ikke fundet nogen arter, hverken uddøde eller levende, som vi ikke kan koble genetisk eller morfologisk sammen med andre arter på livets træ,« siger han.
Tobias Wang uddyber, at det kun ville kræve én enkelt art, der ikke kunne forklares med evolutionsteorien, før teorien faldt fra hinanden.
»Men den findes ikke. Alle nulevende og tidligere arter kan forklares med evolution,« siger professoren.
Ingen forskel på mikro og makro
I sin argumentation mod evolutionsteorien fortalte Adem, at han ganske vist tror på mikroevolution – altså, at arter kan tilpasse sig et skiftende miljø. Det er makroevolutionen, han stiller sig tvivlende overfor.
Ifølge Tobias Wang giver det dog ikke mening at dele evolution op i mikro- og i makroevolution.
»Evolutionen foregår normalt i meget små skridt. Men tager man tilpas mange små skridt, bliver det med tiden til store ændringer. Så simpelt er det,« siger Tobias Wang.
Tobias Wang peger på hunde som et godt eksempel på, at mikroevolution automatisk leder til makroevolution, hvis man venter længe nok.
Eksempelvis er både grand danois og chihuahua samme art lige nu og her. De kan begge spore deres oprindelse tilbage til ulve for 10.000 år siden.
\ Læs mere
Mikro-/makroevolution finder sted hele tiden
Men hvis man sendte alle grand danois’er til Australien og alle chihuahuaer til Nordamerika, ville de ifølge Tobias Wang ikke tilhøre den samme art om 100.000 år.
Fordi de ikke længere ville kunne parre sig med hinanden, ville de heller ikke længere udveksle genetisk materiale. Sammen med en videre tilpasning til deres respektive miljøer ville det betyde, at de ville udvikle sig i hver deres retning.
På den måde ville de blive til to nye arter, der begge stammer fra den samme art, den almindelige hund.
»De er jo i gang med at udvikle sig til nye arter netop nu. Hvis man som arkæolog om 10.000 år fandt skelletterne af en grand danois og en chihuahua, ville man ikke tro, at de var samme art,« siger Tonias Wang.
Den samme form for mikro- til makroevolution finder ifølge Tobias Wang sted over hele verden hele tiden. Det sker tilmed ganske naturligt, og ikke fordi nogle mennesker kan lide hunde så store som heste, mens andre kan lide hunde i taskestørrelse.
Det kan være noget så simpelt, som at en sø er blevet delt i to, og en fiskeart er blevet delt mellem de to søer. Her ville fiskene også med tiden blive til to nye arter.
Mennesker udvikler sig også
Vi behøver dog hverken hunde eller fisk for at se, at evolution eksisterer. Vi kan blot kigge på os selv, og her kommer den anden professor fra Aarhus Universitet ind i billedet.
Ifølge Mikkel Heide Schierup er det nemlig hævet over enhver tvivl, at vi deler forfædre med aberne. Det kan man se krystalklart i generne, fortæller han.
Mennesker har således 99 procent gener tilfælles med chimpanserne, 98 med gorillaerne og 97 med orangutangerne. Vi er praktisk talt ens.
Mikkel Heide Schierup forklarer, at man kan regne ud, hvor hurtigt gener fra to arter bliver forskellige fra hinanden og på den måde regne ud, hvornår vi var samme art.
Det kan man gøre ved at finde ud af, hvor hurtigt mutationer opstår i genomerne, og det har Mikkel Hedie Schierup med kollegaer faktisk gjort med 50 danske familier.
I deres undersøgelser så forskerne på, hvilke genetiske varianter barnet har, som ikke findes hos nogen af forældrene. Disse er altså nye mutationer, som barnet har arvet. Antallet af nye mutationer er næsten konstant per år. Forskerne kalder det for et molekylært ur.
»På den måde kunne vi se, hvor hurtigt et genom ændrer sig over én generation og ekstrapolere det til tusindvis af generationer tilbage i tiden,« forklarer Mikkel Heide Schierup.
Genetikken passer med fossilerne
Ved at udregne, hvor mange mutationer – og dermed generationer – der skulle til for at skabe de forskelligheder i genomerne, som findes mellem os og de andre menneskeaber, kunne forskerne finde ud af, hvornår vi var samme art.
Du kan læse mere om disse fund i artiklerne ’Gorillaens genom giver ny viden om menneskets udvikling’, ’Orangutangen har stærke gener’ og ’Nyt omfattende viden om abe-genomer giver unikt indblik i evolutionen’.
Resultatet af de genetiske undersøgelser blev, at orangutangerne og mennesket gik hver sin evolutionære vej for 12 millioner år siden. Derefter fulgte gorillaerne for 10 millioner år siden og til sidst chimpanserne for 6,5 millioner år siden.
Disse resultater, der udelukkende er baseret på undersøgelser af de genetiske forskelle, passer desuden på dateringen af de fossile fund af arter, som ifølge forskere er stamformer til både os og de andre menneskeaber.
»Vi kan dermed se, at genetikken og fossilerne stemmer overens og derudover understøtter evolutionsteorien,« siger Mikkel Heide Schierup.
Evolutionsteorien er så sikker som tyngdeloven
Ifølge Mikkel Heide Schierup giver det ikke mere mening at betvivle evolutionsteorien, end det giver mening at betvivle tyngdeloven. Begge dele kan testes gennem videnskabelige forsøg, der ville kunne forkaste dem, og det er ikke sket.
Ifølge professoren er der umådeligt mange forsøg, der underbygger evolutionsteorien.
Som eksempel nævner han, at evolutionsteorien forklarer, hvorfor nogle menneskers hud er lys, mens andres er mørke. Det skyldes en evolutionær tilpasning til sollys, som har givet en markant forskel i menneskers udseende (se faktaboks).
Evolutionsteorien forklarer også, hvorfor folk i Nordeuropa er evolutionært tilpasset til at kunne tåle at drikke komælk, og hvorfor bakterier udvikler resistens.
»Uanset hvilke eksperimenter vi laver, så kan vi forklare resultaterne med evolutionsteorien. Alle vores forsøg og al forskning passer på teorien. Når så mange ting peger entydigt på, at teorien er korrekt, så må man bare sige, at vi har så tilstrækkeligt mange beviser, at man helt skal vælge at se bort fra bevisbyrden, hvis man fortsat ikke vil tro på evolutionen,« siger Mikkel Heide Schierup.
Vi håber, at Adem kunne bruge svaret til noget. Vi takker i hvert fald for spørgsmålet og kvitterer med en T-shirt med et påtryk af en af menneskets fjerne slægtninge (en abe).
Vi takker også Tobias Wang og Mikkel Heide Schierup for de gode svar.
Sidder du med et spørgsmål, som du mangler videnskabens svar på, er du altid velkommen til at sende det ind til sv@videnskab.dk.
\ Neandertalerne og moderne mennesker stammer fra samme art
Når to populationer er isoleret fra hinanden længe nok, vil de udvikle sig til hver sin art.
Det gjaldt blandt andet neandertalerne og det moderne menneske. Begge arter stammer fra den samme art, men neandertalerne udvandrede fra Afrika cirka 500.000 år før det moderne menneske.
Det betød, at da vi mødte hinanden igen 450.000 år senere var vi på vej til at blive to forskellige arter, og vores gener var ikke helt kompatible. Vi kunne derfor ikke få en fuld deling af vores arvemasser, når vi dyrkede sex med hinanden.
Resultatet af parringer mellem moderne mennesker og neandertalere blev derfor, at kun en del af neandertalernes genom kom ind i menneskets arvemasse.
Læs også: Hvor ofte havde vi sex med neandertalerne?
Det betyder, at når forskerne kigger på moderne menneskers genomer, kan de se, at den største del af arvemassen adskiller sig fra neandertalernes arvemasse med 500.000 år, mens en lille del af arvemassen kun adskiller sig fra neandertalernes med 50.000 år.
Forskerne konklusion er derfor, at moderne mennesker og neandertalere havde sex med hinanden for omkring 50.000 år siden.