Som det bekræftes i videoen, i Marc Friis' indlæg, opleves deja-vu oftest i ungdommen efter 9-10 års alderen, og det må antages at, de fleste oplevelser i den alder, relaterer til oplevelser fra en tidligere tilværelse.
Vi repeterer tidl. tilværelser indtil 30-årsalderen, de sidste fire liv repeteres fra 19 år til 30 år,
(2-2½-3-3½ år).

I artiklen spørges der om der findes flere former for deja-vu, og blandt indlæggene er beretninger om at se noget inden det sker, i den nære fremtid.
Så deja-vu kan ligesåvel være noget der er sket, som det kan være noget der sker, og relaterer til 'evnen til at sanse i hhv. fortid og fremtid'.
Som det fremgår spiller hukommelsen en væsentlig rolle, men hukommelsen er ikke i hjernen som 'hjernefolket' ofte antyder, men er tilknyttet 'Hukommelses-legemet', der er 'analog' med den andensidste dybsøvnpriode, og sæde for skæbneelementet og erindringsarkivet. (kort fortalt)

Her er en god video om déjà vu:
http://www.youtube.com/watch?v=CSf8i8bHIns

Jeg kan ikke huske de deja-vus jeg har haft igennem tiden. Men jeg har oplevet langt flere af dem i de perioder i mine ungdom, hvor den blev kørt langt ud med fest og alkohol. Når jeg var ædru vel at mærke.
Der må vel være en sammenhæng mellem hjernens tilstand, da alle de resterende giftstoffer skal renses ud, og så de ofte hændende deja-vus?!?!

Jeg oplevede for lidt over et års tid tiden et meget mystisk deju vu. Jeg sad på en bænk og snakkede med en god ven. Pludselig stoppede samtalen og jeg fik nærmest et glimt af hvad der ville ske derefter. Som om jeg havde drømt det før.Jeg fik et glimt af en kat som ville komme hen til os. Så kiggede jeg op for at se om der var en kat, og der var ingen kat i nærheden, men alligevel tænkte jeg på at sige til min ven "lige om lidt kommer der en kat", desværre gjorde jeg det ikke. Fordi jeg tænkte at det ville være for sindsygt at sige sådan noget ud i den blå luft.Der går nogle sekunder og pludselig kommer der en kat gående ud fra en busk ligesom jeg havde set det. Jeg siger til min ven at vi ikke skal følge efter katten fordi jeg i mit glimt havde set ham kaste den tom dåse efter katten og det ville jeg ikke have at han gjorde. Han syntes at det var lidt mærkelig det jeg havde sagt, og som i mit glimt, begyndte han at jagte den kat (over flere minutter hvor jeg helte tiden følte et deja vu - bl.a. at vi gik ned ad en høj trappe og så en bil, bilen kunne jeg genkende fra glimtet.) og til sidst kaster han dåsen efter den meget kælne kat og den løber væk og mit deju vu forsvinder.
Jeg har stadig ikke fundet en ordentlig forklaring eller noget som minder om den slags deju vu før.

Jeg har haft deja-vu tonsvis af gange. Min personlige teori er at ens sanser opfatter en situation en brøkdel af et sekund før man bliver bevidst om det, og man derfor føler at man har oplevet det før. Alternativt har man tænkt, drømt, oplevet noget lignende, og efterrationaliserer sig frem til at man oplevet situationen før.

Jeg har flere gange oplevet deja-vu.
Jeg erindrer specielt to situationer, den ene i et klasselokale hvor jeg vidste præcis hvad der ville blive sagt i ca 10-15 sekunder under en samtale ifbm undervisningen.
Den anden i vores kælderbar på kollegiet, hvor jeg vidste præcis hvad en af mine venner ville sige, til trods for at det var et totalt emneskifte.
 

Jeg har også haft en oplevelse "næsten" identisk men kun en gang og det var som 9-12 årig eller måske lidt ældre.
jeg stod i en situation hvor jeg var sammen med en ven og hendes mor. 
Pludseligt vidste jeg hvordan deres DIALOG ville være i de næste 3-4 sætninger...
Altså jeg vidste at min veninde ville side "bl.a. bl.a" og at hendes mor ville svare "bl.a. bl.a" og at min venindes svar ville være "bl.a. bl.a." til det som hendes mor ville sige.
- Det var sådan en intens oplevelse at jeg selv nu 35 år efter - aldrig har glemt det.
Fra den dag har jeg altid troet på at der er "mere mellem himmel og jord".
- Universet er SPØJST.

Deja vu kan vel nærmest sammenlignes med en film, hvor billedet kommer efter lyden. Vi kan følge med i hvad der sker i filmen inden vi ser selve filmsekvensen og på den måde få en fornemmelse af et deja vu. Vi ved hvordan omgivelserne ser ud og kan ligesom forvente, hvad der skal ske, så når vi hører lyden før filmsekvensen, har vi allerede dannet os et billede af, hvad vi vil komme til at se.
Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Hej Lars
Når det nu ikke er så tit, jeg har haft lejlighed til at være enig med dig, så vil jeg ikke forpasse denne chance, for at rose den pædagogiske sammenligning. Den asynkrone film har alle set på TV og det giver en god association. Et glimrende billede.
Med venlig hilsen
Wilhelm

Deja vu kan vel nærmest sammenlignes med en film, hvor billedet kommer efter lyden. Vi kan følge med i hvad der sker i filmen inden vi ser selve filmsekvensen og på den måde få en fornemmelse af et deja vu. Vi ved hvordan omgivelserne ser ud og kan ligesom forvente, hvad der skal ske, så når vi hører lyden før filmsekvensen, har vi allerede dannet os et billede af, hvad vi vil komme til at se.
Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Jeg har flere gange oplevet deja-vu.
Jeg erindrer specielt to situationer, den ene i et klasselokale hvor jeg vidste præcis hvad der ville blive sagt i ca 10-15 sekunder under en samtale ifbm undervisningen.
Den anden i vores kælderbar på kollegiet, hvor jeg vidste præcis hvad en af mine venner ville sige, til trods for at det var et totalt emneskifte.

Jeg glemte at nævne at jeg på disse tidspunkter var helt sikker på at det var noget jeg tidligere havde drømt, en af den slags drømme der mere virker som video end tyd-bare.
Jeg kan iøvrigt tilføje endnu et deja-vu.
For mange år siden da jeg var lille og civilization var et stort hit, havde jeg en drøm hvor jeg spillede et spil på computeren jeg intet kendte til på tidspunktet hvor jeg havde drømmen.
Senere viste det sig at være transarctica - og scenen var en mammut der bevægede sig skråt op ad mod venstre under en kamp mod et andet tog. Det slog mig specielt, fordi jeg slet ikke kendte spillet på nogen måde da jeg havde drømmen.
 

Jeg har flere gange oplevet deja-vu.
Jeg erindrer specielt to situationer, den ene i et klasselokale hvor jeg vidste præcis hvad der ville blive sagt i ca 10-15 sekunder under en samtale ifbm undervisningen.
Den anden i vores kælderbar på kollegiet, hvor jeg vidste præcis hvad en af mine venner ville sige, til trods for at det var et totalt emneskifte.
 

For et par årtier siden sad jeg på et tidspunkt til et mindre selskab og talte med nogle mennesker, hvor det var som om situationen spejlede sig i hjernen, medens det skete, dvs. jeg oplevede det som om jeg havde siddet nøjagtig samme sted og i nøjagtig samme situation og talt med de samme mennesker om de samme ting.
Da jeg tidligere som 13 årig havde oplevet et mere traditionelt Deja-vu, hvor jeg på gennemrejse i en mindre by i Tyrkiet oplevede det som om jeg før havde været på stedet, kunne jeg genkende fornemmelsen - bare denne gang som voksen i en mere utrær version.
Voksenoplevelsen synes klart at underbygge artiklens teori. Der syntes at være tale om en slags spejling i hjernen af det, som jeg oplevede i nu'et (eller som artiklen giver udtryk for, muligvis med nogle millisekunders forsinkelse).

Er det bare mig eller har jeg læst denne artikel før? ;)