Slå et smut omkring Google Earth og tag en tur til Sisimiut.
I den sydlige del af byen breder der sig en brunlig fane ud fra kysten, og ser man nøjere efter, opdager man, at den må stamme fra et rør, som kommer fra en større bygning.
Bygningen går under navnet Chokoladefabrikken, og det er stedet, hvor man samler toiletaffaldet fra de huse i Sisimiut, som ikke har kloakering.
Den ‘brune fane’ breder sig til nærliggende bugt
Pernille Erland Jensen er forsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og har siden 2006 været tilknyttet Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut. De seneste 4-5 år har hun i et samarbejde med Qeqqata kommune særligt forsket i Grønlands spildevandsproblemer.
»Det kunne være i orden at lede toiletaffaldet direkte ud i vandet, hvis det bare blev fortyndet i det åbne hav,« siger Pernille Erland Jensen.
»Men ved tidevand breder den brune fane sig til den nærliggende bugt, hvor folk har deres joller liggende, og hvor kajakklubbens medlemmer ligger og øver grønlændervending. Det er både ulækkert og sundhedsfarligt.«
Hun peger også på, at turister, som ser toiletaffaldet ligge og skvulpe i vandoverfladen, sandsynligvis vil tøve en kende med at anbefale Sisimiut til deres venner og bekendte som en malerisk grønlandsk by midt i en smuk og uberørt natur.
Et rensningsanlæg er at skyde over mål
Så der er ifølge Pernille Erland Jensen gode grunde til at gøre noget ved spildevandsproblemet. Men samtidig skynder hun sig at slå fast, at man må finde alternative, tekniske løsninger til at håndtere spildevandet i Grønland og ikke bare kopiere det, man gør andre steder.
»Det ville være at skyde gråspurve med kanoner at vælge en konventionel dansk løsning med et rensningsanlæg. Det ville i sig selv være ekstremt dyrt at anlægge, og med de små, afsidesliggende grønlandske samfund ville udbyttet for miljøet slet ikke stå mål med omkostningerne,« understreger hun.
Effekt at fryse affaldet ned
DTU-forskeren har undersøgt spildevandsløsninger i små bygder uden kloakering og i større byer med kloakering. I nogle bygder samler man toiletposer sammen og tømmer dem enten ud i havet eller samler dem på land.
Andre steder smider beboerne poserne ud af vinduet og lader dem ligge der eller lægger dem på isen, så de forsvinder i vandet, når isen smelter. Det ser ud til at være en god idé at samle bygdernes toiletaffald og blande det med biologisk husholdningsaffald og kompostere det.
»Vores forskning har vist, at det har en rigtig stor effekt at fryse det komposterede affald. Det gælder især, hvis det fryser og tør nogle gange i løbet af vinteren, fordi det vil reducere de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, så det bliver et renere og mere hygiejnisk materiale,« fortæller Pernille Erland Jensen.
Toiletaffald pumpes ud i havet i Sisimiut
Der er stadigvæk huse i Sisimiut, som ikke er kloakeret. Her bliver det grå spildevand fra køkken og håndvask ledt direkte ud i terrænet, mens toiletaffaldet bliver samlet op i septiktanke eller afhentet i poser.
Men i Sisimiut er omkring 75 procent af husene kloakeret. Det samme er tilfældet i andre større byer. Man ser stadig kloakrør over jorden, men det mest almindelige i dag er, at rørene bliver sprængt ned i klippen, selvom anlægsomkostningerne er store.
I det kuperede terræn er der to metoder til at lede spildevandet væk. Enten udnytter man tyngdekraften og lader det løbe ud i det nærmeste hav. Eller også har man et større og mere energikrævende system, hvor man pumper spildevandet igennem landskabet.
I Sisimiut har man valgt den første løsning, som sparer udgifter til vedligeholdelse og energi. Til gengæld spredes generne, fordi toiletaffaldet pumpes ud i havet gennem flere små spildevandsudløb.
Spildevand truer sundheden
Tidligere ville en direkte udledning i det åbne hav have været en brugbar løsning. Toiletaffaldet bestod hovedsageligt af organisk materiale og nogle næringsstoffer, som hverken var farlige eller miljøfremmede, og som i de beskedne mængder, der var tale om, blev fortyndet og nedbrudt fuldstændig i havet uden problemer for miljøet.
Desuden var beboelserne mere spredte og risikoen for infektioner lav, fordi der var ringe kontakt med det omkringliggende samfund. I dag er situationen en helt anden i en moderne grønlandsk by som Sisimiut med dens 5.500 indbyggere.
»Det nye er, at specielt toiletspildevand indeholder rigtig mange kemikaler fra blandt andet medicin og medicinrester, som er svært nedbrydelige og miljøfremmede,« fortæller Pernille Erland Jensen.
»Man skal tænke på, at mindst 95 procent af den medicin, man indtager, kommer ud igen, primært i urinen, og derfor ender i miljøet. Det betyder, at der kan ligge et sundhedsproblem i den nuværende spildevandsløsning.«
Forskere fra Aarhus Universitet har i samarbejde med Center for Arktisk Teknologi undersøgt muslinger og krebsdyr i Ulkebugten, hvor en del af spildevandet ledes ud, og de har blandt andet fundet mikroorganismer, som ikke dør, hvis man giver dem antibiotika.
»Og det er selvfølgelig et problem, hvis de overføres til mennesker, for det betyder, at de kan få infektioner med sygdomsfremkaldende bakterier, som er resistente over for antibiotika og derfor ikke kan behandles.«
Det andet problem er, at udledningen ikke sker ud i det åbne hav, men ud i Ulkebugten og andre områder, som er lukkede og stillestående. Det fører til både iltsvind og død havbund og giver lugtgener. Spildevandet indeholder også en del tungmetaller, som lægger sig på bunden.
Mikroorganismer kan gemme sig og overleve
Forskerne fra DTU arbejder med forskellige løsninger på spildevandsproblemet. Den mindst komplicerede er mekanisk rensning, hvor man ganske enkelt fjerner større ting ved filtrering. Pernille Erland Jensen har også arbejdet med kemisk rensning, hvor man tilsætter kemikalier for at få de små mikropartikler til at samle sig til nogle større partikler, som så kan filtreres fra.
»Vores mål er at udvikle et anlæg med både en kemisk og en mekanisk rensning, som er så effektivt, at man til sidst kan bestråle med UV-lys, der fjerner de sygdomsfremkaldende mikroorganismer og dermed eliminerer smittefare.«
Men det kræver noget meget klart spildevand, da tilbageværende mikropartikler ellers vil skygge for UV-lyset, så mikroorganismerne kan gemme sig og overleve.
Grundlag for økonomisk bæredygtigt biogasanlæg
Der er tale om en meget simpel løsning uden et stort rensningsanlæg eller en stor fælles kloak.
Man kan bruge det eksisterende system ved at montere et lille anlæg på de nuværende udløb i Sisimiut. Kommunen er meget ivrig efter at komme i gang med projektet, men Pernille Erland Jensen advarer mod at begynde, før der er en plan for, hvad man skal gøre ved det slam, som bliver tilbage.
»Vi har undersøgt mulighederne for at kompostere det, ligesom med toiletaffaldet i bygder og fra turisthytter. En anden mulighed er at lave biogas, men det rejser nye tekniske udfordringer,« forklarer hun.
Foreløbig har forskerne eksperimenteret med at frasortere det organiske husholdningsaffald og blande det med affaldet fra den lokale rejefabrik, og Pernille Erland Jensen mener, at der er grundlag for et økonomisk bæredygtigt biogasanlæg.
Udfordringen ligger i, at det kræver stor teknisk kompetence at køre et sådan anlæg, og at det kan være svært at tiltrække de nødvendige teknikere til Sisimiut.
