En af verdens mest sjældne planter klamrer sig til livet med det yderste af rødderne på to lodrette klippesider i den spanske del af Pyrenæerne.
Samtlige eksemplarer – 4-5.000 individer -af den lille urt, ‘Borderea chouardii’, findes inden for et areal svarende til nogle få villagrunde.
Planten er en yams-lignende rodplante med hjerteformede blade og uanseelige grønne blomster, og den lille urt har groet i klippens revner og sprækker ca. 850 meter over havet i millioner af år.
Nu afslører professor i økologi ved Aarhus Universitet, Jens Mogens Olesen, sammen med to spanske forskere, at planten har en enestående overlevelsesstrategi, hvor den allierer sig med tre myrearter.
Kun gennem disse partnerskaber kan planten overleve.
Først opdaget i 1952
Urten er et levn fra en tid, hvor Spanien var tropisk og klædt i regnskov.
Da kloden siden nedkøledes, og det tropiske klimabælte trak mod ækvator, sad den lille tropiske urt fanget på sin klippe.
Dens nærmeste familie er uddød, men selv formåede den på forunderlig vis at klare skærene. Og højt til vejrs har urten kunnet skue ud over skiftende istider og set civilisationer komme og gå.
Det levende fossil vokser så utilgængeligt, at det først blev opdaget i 1952.
Olesens kollega María B. García fra Instituto Pirenaico de Ecología i Zaragoza begyndte at studere den for 17 år siden og er hvert år vendt tilbage for at optælle og følge de i dag beskyttede planter.
Selv blev Olesen involveret for tre år siden, og har siden været en del af den strabadserende opgave at studere planten.
»Vi brugte rebteknik til at fire os ned og tilbragte mange mange timer med at kravle rundt og hænge i rebet,« fortæller Jens Mogens Olesen. Deres studie er nu er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift PLoS ONE.
Sådan dyrker urten sex
Forskerne har opklaret to gåder:
- Hvordan urten dyrker sex, når individerne er adskilt på en lodret klippeflade
- Hvordan urten trodser tyngdekraften og undgår at rulle ned til foden af klippen
For at tage sex-delen først, er individerne enten hanner eller hunner. For at formere sig skal pollen på en eller anden måde transporteres fra hannens blomst til hunnens.
Det sker typisk med vinden, men ingen af de klistrede mikroskopglas, forskerne satte op ved siden af hanplanterne, indfangede pollen. Det kunne altså ikke være vinden i dette tilfælde.
En anden forklaring kunne være flyvende insekter. Derfor satte forskerne sig simpelthen for at overvåge planterne. De hang i reb og observerede i i alt 76 timer, men selv om humlebier og sommerfugle besøgte andre planter på klippen, kom de ikke hen til den lille rodplante.
Der skete faktisk næsten ingenting.
Myrer transporterer pollen
Men ind i mellem kom nogle myrer forbi – Lasius grandis og Lasius cinereus – og det viste sig, at det er myrerne, som bestøver blomsterne.
Planten har for sin del arrangeret blomsterne, så de peger ind mod klippen, hvor de små myrer kan nå nektaren. Når myrerne slubrer nektar i sig, smøres de ind i pollen, som med lidt held ender hos en hunblomst lidt længere oppe ad klippen.
Myrer bærer planten
Dermed er sex-delen opklaret. Men hvad med tyngdekraften – hvordan kommer sådan en knoldplante overhovedet flere hundrede meter op ad en klippe?
Igen er svaret myrer, men denne gang er det en helt tredje art, Pheidole pallidula, som jævnligt besøger planten, når den sætter frø.
Den lille urt har nemlig endnu et snedigt trick, som man også kender fra planter her i Danmark som f.eks. martsviol (Viola odorata):
Den udruster hvert frø med en lille lækker madpakke i form af et fedtlegeme, som myrerne gerne vil spise. De slæber frøet med hjem til deres bo i klippens revner og her spirer frøet.
Forskerne afslørede det præcise makkerskab ved at sætte små plasticbeholdere med urtens frø fast rundt omkring på klippen.
Beholderne blev kun besøgt af P. pallidula-myrerne, som oven i købet foretrak urtens frø frem for andre beslægtede “menuer”.
En risikabel strategi for en urt
»Det er meget sjældent, at planter satser på det samme dyr til både bestøvning og spredning,« siger Jens Mogens Olesen.
Det er nemlig en ret risikabel strategi at overlade hele sin reproduktion til én type dyr.
Men som en stødpude mod udryddelse har planten endnu et trick oppe i ærmet:
Den kan blive helt op til 300 år gammel. Det har Maria Garcia vist ved at tælle blad-ar på knolden, som hvert år sætter et nyt blad.
»Det er nok en verdensrekord for urter,« siger Jens Mogens Olesen.
Makkerskabet med myrerne er lige præcis effektivt nok
I de 17 år, Maria Garcia har talt op, er der i gennemsnit kun spiret otte nye planter om året. Og da der også dør nogle få individer, vokser populationen kun lige akkurat nok til at klare sig.
»Den lever hele tiden på en knivsæg. Den har en rigtig dårlig formering, som er fuldstændig afhængig af myrer,« siger Jens Mogens Olesen.
Til gengæld har den ikke travlt. Livet på klippesiden er forbløffende stabilt. Urten gror kun på den nordlige side, hvor solen ikke skinner, så der er altid lidt fugtigt, og temperaturen er nogenlunde konstant.
Om vinteren holder klippen på varmen, og om sommeren gør klippen det dejligt svalt. Og så er der ingen græssende dyr som får og geder, der kan komme frem til den.
»Den er godt beskyttet,« siger Jens Mogens Olesen.
»For et par år siden faldt der dog nogle klippestykker ned af naturlige årsager, og den blev lidt mere sjælden.«
I sidste ende kan det blive et spørgsmål, om klippen med tiden bliver nedbrudt, og der er da også forsøg med at sikre urtens eksistens ved at prøve at gro dem andre steder. Om det lykkes vil tiden vise.
