Det er for alvor ved at gå op for Danmarks befolkning, at mange af de kemiske stoffer vi omgiver os med i hverdagen er hormonforstyrrende.
Men at de samme stoffer transporteres med vinde og havstrømme til blandt andet Nordpolen, er der måske ikke mange, der tænker over.
Vækst, immunforsvar, metabolisme, humør, reproduktion og stressrespons er nogle af de mange områder i kroppen, der i høj grad styres af hormoner, kroppens signalstoffer.
Alle organismer kender til mere eller mindre pludselige ændringer i hormonbalancen: Teenageren, den gravide kvinde, zebraen der bliver jagtet af løven, gorillaerne, der slås om, hvem der skal lede flokken.
Sådanne mere eller mindre pludselige og relativt kortvarige ændringer i hormonniveauet er en del af kroppens naturlige funktioner, og den er superbt lavet til at kunne klare dem. Til gengæld kan længerevarende stress have overordentlig mange negative effekter på en organismes sundhedstilstand.
Længerevarende stress opstår gerne, hvis man er i en situation, man ikke umiddelbart kan komme ud af, om det så er fysisk eller psykisk: På ens arbejde, på grund af mangel på mad, på grund af de kemikalier man ophober i kroppen, på grund af den støjende nabo og så videre.
Situationer hvor man er i højeste beredskab mere eller mindre konstant, tærer på kroppen og er ofte skadeligt for dens normale funktioner, som for eksempel fordøjelse, kredsløb, reproduktion og immunforsvar.
Hormonforstyrrende stoffer
efterligner mange af kroppens naturlige hormoner i form og facon, hvilket gør, at de kan forstyrre omsætningen, transporten og nedbrydningen af hormonerne.
Det sker ved enten at blokere receptorerne (så de rigtige hormoner ikke kan komme til) eller ved at forstærke, formindske eller ændre effekten af de rigtige hormoner.
Derudover kan de forstyrre selve dannelsen af hormonerne.
Overordnet set er der tre grunde til, at isbjørnene er specielt udsatte, når det gælder hormonforstyrrende stoffer.
Først og fremmest er isbjørnen kendt som 'Kongen af Arktis' og sidder som sådan jo ganske naturligt på toppen af fødekæden. Desværre er det sådan, at mange af de forurenende kemikalier ophobes gennem fødekæden. Det vil sige, at isbjørnen får 'gevinsten' af alle de kemikalier, som de forrige trin i fødekæden (alger, fisk og sæler) allerede har indtaget.
For det andet er isbjørnens yndlingsret sæl, sæl og mere sæl. Faktisk spiser den allerhelst kun sælspæk, som jo består af rent fedt, og derfor er pakket med energi. Desværre er de fleste hormonforstyrrende stoffer også glade for fedt og findes i de højeste koncentrationer i netop dette væv, både i isbjørnen selv og i dens byttedyr.
Sidst, men ikke mindst, bruger isbjørnen specielt foråret og i nogle områder også sommeren på at opbygge fedtdepoter, som den så kan tære på gennem vinteren (hvor det er sværere at finde føde).
Normalt frigives de hormonforstyrrende stoffer jævnligt fra fedtvævet til kroppen via blodet. Men derudover skaber denne årlige cyklus af ekstrem vægtøgning og vægttab grundlag for at store mængder af de hormonforstyrrende kemikalier frigives til blodet og dermed de indre organer på én gang.
Hormonforstyrrende stoffer påvirker isbjørnen på mange forskellige måder (se faktaboks), men fælles for dem alle er, at resultatet er et dyr i hormonel ubalance.
I isbjørne er kemiske stoffer med formodet hormonforstyrrende virkning blevet koblet med negative effekter på blandt andet forplantning og kønsorganer, ændringer i vitaminstatus, forringelse af immunforsvaret, øget knogleskørhed, ændret knoglevækst og skader på lever og nyre, samt udviklingen af centralnervesystemet.
Ikke alle effekter er lige drabelige i sig selv. Den primære årsag til bekymring er derimod den overordnede samlede effekt.
Man er simpelthen bekymret for, om de hormonforstyrrende stoffer tilsammen vil kunne påvirke isbjørnen i en grad, så den får svært ved at tilpasse sig de ændrede leveforhold, der opstår i hælene på den globale opvarmning.
Bjørnene ville i den situation måske ganske enkelt være for syge og forvirrede til at kunne overleve perioder med lille fødetilgang; perioder, hvor det er en livsnødvendighed at kunne omstille sig og ændre adfærd hurtigt, for eksempel i forbindelse med fødesøgningsstrategi.
Spørgsmålet er om isbjørnene på længere sigt kan klare kombinationen af klimaændringer og forurening?
Isbjørne er generelt set fredet, men de lokale fangere i Østgrønland har en kvota på 50 isbjørne per år. På Afdeling for Arktisk Miljø, Danmarks Miljøundersøgelser (Aarhus Universitet) har vi sammen med Grønlands Naturinstitut haft et samarbejde med disse fangere siden 1984.
Det samarbejde gør, at vi nu ligger inde med en unik vævsbank af blandt andet tand-, lever-, nyre-, hår- og blodprøver fra isbjørne gennem de sidste 25 år. Prøverne bruger vi til at undersøge isbjørnenes sundhedstilstand, og hvordan de klarer sig i forhold til for eksempel netop forurening og klimaændringer.
Det er endnu uvist, hvordan den globale opvarmning vil påvirke det forureningsmønster, vi kender i dag. Måske vil en varmere planet få havstrømmene til at ændre sig og føre flere forurenende stoffer til Arktis. Måske vil de varmere temperaturer øge den hastighed, hvormed de arktiske dyr optager de skadelige kemikalier. Eller måske vil den øgede mangel på is betyde et ændret fødegrundlag, øget skibstrafik og flere olieboringer og turister.
Under alle omstændigheder står vi bedre forberedt på eventuelle forandringer, jo mere vi forstår om sammenhænge i naturen - også mellem hormonforstyrrende stoffer og isbjørnen.
