Er bævere, bisoner og elefanter i Danmark noget hø?
Danske forskere er lodret uenige, om det er en god idé at sætte store dyr ud i naturen, såkaldt 'rewilding'. I en ny artikel bliver tanken angrebet.
Bisonen var en naturlig del af Danmarks natur indtil for cirka 10-13.000 år siden. I Almindingen på Bornholm blev der i 2012 genudsat syv vilde polske bisoner som forsøg på at skabe en natur med flere arter og en større mangfoldighed. Men ifølge David Nogués-Bravo er risikoen ved den type projekter, at sygdomme og parasitter kan komme med, når man flytter dyr til helt nye steder. (Foto: <a href="http://http://http://www.shutterstock.com/da/pic-372087670" target="_blank">Shutterstock</a>)

Et af tidens mest populære naturprojekter er at sætte store pattedyr som bævere, bison og endda elefanter ud i vores landskaber, hvor dyrene har levet naturligt for tusinder af år siden.

Tanken er, at de store dyrs påvirkning vil starte en dominoeffekt i naturen, der genopretter fortidens artsrigdom, uden at mennesker eller maskiner skal røre en finger, og at dette oven i købet beriger os med oplevelser af de flotte dyr.

Med det gode engelske ord kaldes begrebet ’rewilding’.

Men nu går et hold forskere i Danmark skarpt i rette med den tendens.

Rewilding åbner Pandoras æske

Forskerne kalder rewilding for en ’Pandoras æske’ i en artikel netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Current Biology, og de advarer om, at der er ingen eller meget svage beviser for gavnlige effekter.

Til gengæld er der masser af historiske eksempler på katastrofale, uforudsete resultater af at introducere arter til nye steder.

Så ligesom i den græske fortælling om Pandoras æske frygter de, at rewilding på sigt risikerer at slippe en bunke uforudsete sygdomme og rædselsscenarier ud.

»Videnskabeligt svæver vi i uvidenhed om, hvad konsekvenserne af rewilding vil være, og vi er meget bekymrede over den generelle manglende kritiske tilgang omkring denne type naturforvaltning, der ofte også er ekstremt bekostelig,« siger lektor David Nogués-Bravo ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, som er en af forskerne bag artiklen.

I videoen nederst i artiklen kan du høre mere om, hvorfor David Nogués-Bravo mener, rewilding skal ske med yderste forsigtighed.

Risici ved rewilding overdrives

Fakta

Før i tiden har hele kloden været domineret af store pattedyr.

For eksempel har kæmpehjorten og bisonen været en naturlig del af Danmarks natur, indtil de uddøde for cirka 10-13.000 år siden, mens der var skovelefanter under istiden for 30-40.000 år siden.

Der har også været andre store pattedyr inklusive vildhest, vildsvin, ulv, bæver og elsdyr.

På Aarhus Universitet sidder en af fortalerne for rewilding, professor Jens-Christian Svenning.

»Det er helt rigtigt, at der er alt for få videnskabelige studier, men jeg mener, at forskerne overdriver risiciene, og jeg anser det for meget lidt risikabelt,« siger Jens-Christian Svenning.

Nogle af de risici, forskerne beskriver, er, hvordan arter indført til nye økosystemer historisk ofte har givet store problemer, og at arterne kan være enormt vanskelige at slippe af med, når først de er indført.

Nogués-Bravo og kolleger peger for eksempel på den brune træslange, som udryddede næsten alt oprindeligt fugleliv, efter at den ved et uheld slap ud på øen Guam i det vestlige Stillehav.

Et andet eksempel er den canadiske bæver, som blev udsat på Tierra del Fuego på sydspidsen af Sydamerika for at skabe grundlag for pelshandel, hvilket ikke virkede. Derimod er bæverne mod hensigten i dag spredt langt ind i Patagonien i Argentina og Chile, hvor de skaber enorme økonomiske skader.

»Det er rigtigt, men det er netop eksempler på arter og funktionelle typer, som aldrig har været i de områder. Sådan noget ville ingen gøre i dag‚« siger Jens-Christian Svenning.

Rewilding genindfører arter til deres naturlige levesteder

Ifølge ham handler rewilding-projekter om at genindføre arter til deres naturlige udbredelsesområder eller steder, hvor der har været en lignende art med samme økologiske funktion.

»Vores træer, urter og andre pattedyr har sådan set levet sammen med elefanter det meste af deres liv som arter,« siger Svenning.

»Så det at få en ny elefant tilbage vil ikke være rigtig fremmed. Men selvfølgelig skal man have følgeforskning på det.«

Ifølge modstanderne af rewilding har det ofte givet store problemer at indføre arter til nye økosystemer. Et eksempel er den brune træslange, som udryddede næsten hele det oprindelige fugleliv, efter at den ved et uheld slap ud på øen Guam i det vestlige Stillehav. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

David Nogués-Bravo og kolleger understreger imidlertid, hvor komplekse økosystemer er, og at det er ekstremt vanskeligt at forudsige konsekvenserne af at udsætte nye arter i naturen.

70 procent af rewilding slår fejl

I artiklen beskriver forskerne, at det nok mest berømte eksempel på rewilding er genudsættelse af ulve i Yellowstone National Park i USA, der viser en positiv kaskadeeffekt på landskabet: Ulvene jager hjortene, hjortene tør ikke være visse steder, hvorfor plantevæksten igen skyder op.

De skriver, at det eksempel næsten altid fremhæves, men når forskerne ser nærmere efter, viser det sig, at mange andre projekter ingen effekt har haft, og at hele 70 procent af forsøg på rewilding slår fejl.

Det handler i bund og grund om, at økosystemer og de økologiske samspil i systemerne er ekstremt komplekse, så man ikke kan overføre erfaringerne fra et økosystem til et andet.

»Det at introducere en art er ikke så enkelt, som det kan se ud til,« siger David Nogués-Bravo.

Han peger som eksempel på et rewilding-projekt med udsætning af lossen i Skotland.

»Her fokuserer man på lossens effekt på hjorte, men vi ved, at lossen også jager fugle, og fra Norge har vi eksempler på, at de spiser meget truede fugle. Men man er kun interesseret i effekten på hjorte; ikke på fugle eller andre arter,« siger han.

Rewilding indregner sjældent klimaændringer eller sygdomsspredning

Dertil kommer, at projekterne sjældent tænker klimaforandringer med ind i billedet.

»Vi ved, at klimaet og vejret ændres og vil se meget anderledes ud om 50 år, så når man planlægger en rewilding-strategi, bør man ikke kun tænke på økosystemet i dag, men også hvordan en rewilding strategi vil virke om 50 år,« siger Nogués-Bravo.

Fakta

Rewilding projekter er i gang

• I 2015 blev elsdyr genudsat i Lille Vildmose i Østhimmerland for første gang i 5.000 år.

• I 2012 blev der genudsat bisoner på Bornholm for første gang i 10.000 år.

• I 2006 blev vilde Exmoor-ponyer udsat på Sydlangeland.

• I 1999 blev bævere genindført i Klosterheden Plantage i Vestjylland efter at have været udryddet i mere end 2.000 år.

• Dertil er ulven selv kommet fra Tyskland, mens vildsvin holdes aktivt ude på grund af frygt for sygdomme.

Der er desuden mange projekter med at udsætte store pattedyr andre steder i Europa.

En stor risiko, Nogués-Bravo og kolleger fremhæver, er sygdomme og parasitter, som kan komme med, når man flytter dyr til helt nye steder som for eksempel bisoner fra Polen til Danmark eller elefanter fra Afrika eller Asien til Danmark.

Faren er, at sygdomme vil kunne springe over i de lokale dyr, der ikke har noget forsvar imod dem, og det kan i sidste ende udrydde en hel art fra økosystemet.

Der kan også være risiko for husdyr i landbruget og måske endda for, at sygdomme kan springe til mennesker.

»Der er en meget høj risiko for potentielle sygdomme og udbrud,« siger David Nogués-Bravo.

Svenning: Smittefaren er ikke stor

Men også her er Jens-Christian Svenning lodret uenig og maner i stedet til besindelse. Han peger for eksempel på, at der er masser af dyreparker fyldt med eksotiske dyr over hele Europa.

»Man kan tænke på Givskud Løvepark, hvor der er alle mulige dyr, men det er jo ikke hermetisk lukket af, så små pattedyr kan for eksempel komme ind og ud. Så hvis den smittefare var så enormt stor, ville vi nok have set nogle eksempler på det,« siger han.

Det beroliger slet ikke David Nogués-Bravo.

»Jeg er gode venner med Jens-Christian, men jeg er lodret uenig. Når dyr har udviklet sig i 100.000 år med sygdomme og parasitter uden for vores egne arters evolutionære historie, så er det, at tingene kan gå helt galt,« siger han.

Rewilding tager penge fra andre projekter

Endelig er der de økonomiske aspekter. Her er forskerne bekymrede for, at det nye hippe, men ikke så videnskabeligt funderede rewilding, vil suge penge fra de klassiske naturbevaringsprojekter, hvor man har årtiers erfaring med at beskytte arter og økosystemer.

Ifølge fortaleren for rewilding Jens-Christian Svenning handler det om at genindføre arter til deres naturlige udbredelsesområder eller steder, hvor der har været en lignende art med samme økologiske funktion. I den forbindelse vil en genudsættelse af elefanten ikke være fremmed for os i Danmark, da vores træer, urter og andre pattedyr faktisk har levet sammen med elefanter det meste af deres liv som arter. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Der er i forvejen begrænsede midler til beskyttelse og genopretning af natur, og rewilding risikerer at undergrave projekter med mindre opsigtvækkende tiltag, som til gengæld er videnskabeligt underbyggede,« siger medforfatter professor Carsten Rahbek, leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima i en pressemeddelelse.

Jens-Christian Svenning derimod mener, at rewilding vil kunne frigøre midler, fordi dyrene så at sige udfører den naturpleje, mennesker og maskiner ellers skulle gøre, hvilket måske endda kan være indbringende som basis for økoturisme.

»Jeg kender ingen, der argumenterer for, at rewilding skal være det eneste redskab i naturbeskyttelsen, men nærmere noget der skal bruges sammen med andre tiltag,« siger han.

Mere forskning om rewilding er nødvendig

Én ting kan forskerne dog blive enige om: Der er brug mere viden og forskning i rewilding som metode til naturforvaltning.

David Nogués-Bravo og hans kolleger argumenterer for at stoppe rewilding og satse på de traditionelle, velunderbyggede naturbevaringsmetoder og så få den nødvendige forståelse af rewilding først.

Jens-Christian Svenning mener derimod, vi roligt kan gå i gang.

»Vi skal ikke vente på en masse solid forskning, fordi så kommer der aldrig til at ske noget. Jeg vil sige, at man skal gå i gang med de praktiske projekter, og så skal man bare sørge for at lave følgeforskning på dem.«

»We the people involved in the research are not against rewilding itself. What we think is that if this is going to be a major conservation strategy, much more science, much more research behind it should be developed before we implement it,« advarer David Nogués-Bravo i videoen, som er produceret af Københavns Universitet.