TÆNKEPAUSER: Overvågning er meget mere end et videokamera i gågaden eller en ond Big Brother, der holder øje med os. Vi lever i en tid, hvor smartphonen kan tracke løbeturen, og sociale medier vrimler med personlige oplysninger. Det behøver vi ikke nødvendigvis frygte, mener forsker. Men vi skal huske, at nettet aldrig glemmer.
I sommeren 1980 fejrede Hobro sit tusindårs jubilæum, og der var pyntet op til fest.
Den centrale del af byen var udsmykket med flotte træer til 2500 kroner stykket. Desværre var der problemer med hærværk. Allerede den første nat blev de vandaliseret.
Den dyre udsmykning var ødelagt, og særligt byens forretningsdrivende var utilfredse.
Så fik Gågadeforeningen en god ide. Hvad med at opsætte kamera i byens centrum? På den måde kunne man jo gennemse optagelserne næste dag og identificere bøllerne.
Som sagt så gjort.
Og reaktionerne udeblev ikke. Pludselig var den lille himmerlandske by på alles læber, og journalister fra hele landet valfartede til for at se kameraet og tale med de lokale.
Mange af byens borgere var oprørte. De frygtede, at kameraet ikke bare ville filme eventuelle ugerninger, men også helt almindelige menneskers færden i nattelivet.
Og det havde de jo til en vis grad ret i. Andre mente, at der ikke noget at frygte, hvis man havde rent mel i posen.
Selvom der kun var tale om et enkelt kamera, der hurtigt blev taget ned igen, så var debatten om danskernes holdninger til overvågning for alvor skudt i gang. Den førte til landets første lov om tv-overvågning, som kom i 1982.
Dengang frygtede danskerne registerstaten. I dag bruger vi udtrykket overvågningssamfundet, men frygten er den samme.
Vi er bange for PET, amerikanske NSA og andre internationale efterretningstjenester.
Politikere, journalister og debattører taler om, at vi er på vej ned ad en glidebane mod et udemokratisk, ubehageligt og i virkeligheden udansk samfund.
En tilværelse uden privatliv og frihed og en verden styret af bureaukrater og store internationale virksomheder.
Sådan er den historie om overvågning, vi plejer at høre. Frygt og glidebaner.
Anders Albrectslund har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Overvågning’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Overvågning’ er nummer 39 i serien, og udkom 2. maj 2016.
Læs mere om bogen her.
Men jeg vil fortælle en anden historie. Den om, at overvågning – på godt og ondt – er dybt vævet ind i vores liv og kultur.
I virkeligheden handler overvågning ikke kun om magtforholdet mellem stat og borger eller for den sags skyld mellem virksomhed og forbruger.
Vi overvåger – og våger over – hinanden som medmennesker, medborgere og som brugere af sociale medier, og vi overvåger os selv med nye teknologier og tjenester, når vi tracker skridt, måler puls og kvantificerer søvn.
I 1980’erne og 90’erne var det langtfra alle, som ejede et videokamera. Og de, der gjorde, havde meget sjældent mulighed for selv at distribuere optagelserne til et større publikum.
Sådan er det ikke længere. I dag bærer de fleste af os rundt på vores helt eget overvågningskamera og vores egen publiceringskanal – vores mobiltelefon.
Derfor har de fleste af os nok på enten Facebook eller i tv-aviser set private optagelser af konflikter, slåskampe eller bare drillerier i busser, metroen eller toge.
I de tilfælde kan vi tale om, at vi som borgere og privatpersoner er begyndt at overvåge hinanden og dokumentere vores til tider uheldige opførsel på en måde, som vi aldrig har oplevet tidligere.
Men mobiltelefonernes kameraer kan også fungere som redskab for modmagt. Altså, almindelige borgeres billeder og film, som viser myndighedernes uretmæssige magtudøvelse på tætteste hold.
Den slags modmagt så vi et eksempel på under det iranske præsidentvalg i 2009. På slørede mobiloptagelser blev især den regimetro republikanergardes voldsomme overgreb på unge demonstranter for en gangs skyld afsløret.
Næsten lignende situationer har udspillet sig i USA. Blandt andet i Ferguson, Missouri. Efter en hvid politibetjents nedskydning af den 18-årige sorte dreng Michael Brown den 9. august 2014 gik mange sorte borgere på gaden i protest. Med deres mobiltelefoner.
De optog igen, hvordan de af det overvejende hvide politi blev diskrimineret og forulempet på baggrund af deres race.
Et par måneder forinden var den sorte Eric Garner blevet kvalt af en politibetjent under en anholdelse i New York.
Garners ven optog dog politibetjentens overgreb og overdrog videoen til avisen The Daily News.
Garners sidste ord – »I can’t breathe«, fremstønnet i alt 11 gange – er siden blevet en form for slagord for de sortes kamp for borgerrettigheder i USA.
I Danmark havde vi samme år den såkaldte ‘kørestolssag’. Efter håndgemæng med en politibetjent væltede en lam mand ud af sin kørestol.
Der var vidner til episoden, men særligt en række videooptagelser med mobiltelefon førte til offentlig debat og kritik af politiets håndtering af sagen.
På den måde fungerer mobilkameraet som det ultimative redskab til en form for gensidig, social monitorering.
Eller hvad jeg i min forskning kalder ’deltagende overvågning’.
På mobiltelefonen deler vi stort og småt, alvor og sjov, billeder og film med et netværk af venner, familie og kolleger.
Og vores smartphones gør det muligt for os at være på nettet overalt og når som helst.
Mange af vores ’gamle’ dimser og udstyr er endda også kommet på nettet. Lige fra armbåndsuret til badevægten. Måske giver det ikke så meget mening længere at tale om at ‘gå på nettet’, måske er det nærmere sådan, at nettet er gået på os.
Vi kan derfor sige, at vi både er passive modtagere af og aktive skabere af informationer. Og begge dele er vigtige.
Når vi aktivt deler billederne fra ferien sydpå eller for eksempel udstiller, hvor stolte vi er af vores børn, så gør vi det, fordi det i sig selv har en værdi for os.
Måske søger vi anerkendelse, eller vi nyder blot opmærksomheden. På samme måde som vi spejler os i alt det, vores venner og familie deler med os på nettet.
Der er for eksempel tale om en helt anden form for synlighed, deltagelse og gensidighed end i den overvågning, vi kender fra George Orwells roman 1984: Den beskriver et samfund uden mulighed for privatliv og med absolut statskontrol, udtrykt i sloganet ‘Big Brother holder øje med dig’.
På de sociale medier er synlighed ofte et plusord. Jo flere likes, desto bedre. Vi deltager endda aktivt i vores egen overvågning ved at dele, hvad vi ellers ville kalde personfølsomme oplysninger –ofte med et større publikum end blot nære venner.
Det er en type kommunikation, som vi ikke skal reducere til skræmmende overvågningsscenarier eller til simple byttehandler, hvor vi giver lidt af os selv for at få noget at vide om andre.
At disse informationer deles i en social overvågningspraksis er en del af det grundlag, som netbaserede fællesskaber er bygget på.
De adskilte informationer siger måske ikke så meget i sig selv, men kombineres de, så kan de tilsammen danne et meget præcist billede af, hvem vi er.
Det er derfor meget naturligt, at vi i stigende grad er bekymrede for krænkelser af vores privatliv og måske endda social udstødelse, diskrimination og forringede jobmuligheder.
For hvad nu hvis Jonas og Mohammed som teenagere flirter med nynazisme eller udtrykker sympati for Islamisk Stats kvindesyn, men siden hen lægger holdningerne bag sig?
At holdninger og hændelser kan gå i glemmebogen, kan nogle gange være både belejligt og befriende. Men desværre: Nettet glemmer aldrig.
Spørgsmålet er, om vi kan eller bør gøre noget ved det. I 2014 etablerede EU-domstolen, at ‘retten til at blive glemt’ bør betragtes som en basal menneskeret, og at et privat individ skal have mulighed for at bede en søgemaskine som Google eller en onlineencyklopædi som Wikipedia om at fjerne problematiske søgeresultater om sig selv.
Det har den østrigske aktivist Max Schrems forsøgt at afprøve ved domstole, hvor han har anklaget Facebook for at krænke privatlivets fred.
Det kan lyde som rigtigt og fornuftigt, men kan også have nogle uheldige konsekvenser.
Hvis vi på den måde kan fjerne uønskede informationer om os selv, er det så ikke det samme som censur? Og går det ikke ud over vores demokratiske idealer om ytringsfrihed og gennemsigtighed?
Eller er det netop vores demokratiske frihedsret selv at kunne bestemme, hvad der skal ske med vores data, og ikke lade det være op til private virksomheder som Google? Det diskuterer vi stadig.
Men en ting er sikker: De af os, der måtte drømme om en verden uden overvågning, har ikke forstået, hvad overvågning er for et fænomen.
Det er ikke et spørgsmål om overvågning eller ej. Ja eller nej er slet ikke mulige svar på, hvordan vi skal forholde os til overvågning.
Vi må i stedet for prøve at forstå, hvordan overvågning på alle mulige måder dominerer vores liv og hverdag.
Det er på den baggrund, at vi skal forme og forbedre den – og den verden, den holder øje med.
