Tavse børn skal hjælpes i børnehaven, viser et nyt studie.
»Resultaterne er lovende for førskolebørn, som lider af selektiv mutisme,« mener forsker og psykolog Beate Ørbeck.
Selektiv mutisme kendetegnes ved, at børn, som egentlig godt kan tale, ikke tør sige noget i vigtige sociale situationer, for eksempel i børnehaven og i skolen. Derhjemme taler de sædvanligvis frit. Tilstanden rammer omkring en procent af befolkningen.
»Det opfattes i højere og højere grad som en angstlidelse og er særligt associeret med social angst. Når barnet ikke kan kommunikere verbalt, kan de heller ikke gøre rede for deres behov. Det kan have alvorlige konsekvenser,« siger hun.
»Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der kan hjælpe dem, og vi ved indtil videre kun lidt om dette, både nationalt og internationalt,« siger Ørbeck.
Det aktuelle studie omfatter syv børn i alderen tre til fem år. Fem af dem er piger og fire er tosprogede.
Gode resultater i børnehaven
»Ved afsluttet behandling talte seks af de syv børn i alle situationer i børnehaven,« siger Ørbeck.
»Et barn, der var udviklingshæmmet, talte i nogle situationer og var afhængig af særlig undervisning og støtte fra voksne. Den hjælp var ikke altid tilgængelig,« siger hun.
»Generelt er resultaterne gode. Men samtidig så vi, at for to af de fire børn, som startede i skole i løbet af opfølgningsåret, var overgangen vanskelig. De talte mindre i en periode, men svarede på spørgsmål og havde en god udvikling i skolen.«
»For det udviklingshæmmede barn blev overgangen til skolen så svær, at det, barnet havde opnået i børnehaven, ikke hang fast,« siger Beate Ørbeck.
Problemet er først tydeligt i børnehaven
Det kan være svært at afgøre, hvornår et barn får selektiv mutisme. De fleste forældre til børn med selektiv mutisme fortæller, at barnet altid har været lidt genert og forsigtigt, men at problemet først blev tydeligt for dem ved børnehave- eller skolestart.
Årsagen er også sammensat: den kan have en sammenhæng med andre typer angstproblemer, og arvelighed er også en faktor. Hvordan barnet bliver mødt hjemme og i børnehaven/skolen er en opretholdende faktor. Det er de opretholdende faktorer, som først og fremmest kan påvirkes med behandling.
»Vores behandlingsmetode består af flere elementer og foregår uden for klinikken. Den starter hjemme i trygge omgivelser. Den foregår derefter i børnehaven og omfatter adfærdsterapeutiske tiltag, vejledning og defokuseret kommunikation som et generelt behandlingsprincip.«
Fokus på aktiviteter i stedet for barnet selv
»Defokuseret kommunikation indebærer for eksempel, at vi sidder ved siden af barnet i stedet for lige overfor, og at vi ‘tænker højt’ i stedet for at stille direkte spørgsmål. Vi prøver at engagere barnet i aktiviteter, som det kan lide, i stedet for at fokusere direkte på den enkelte,« siger Ørbeck.
»Især undgår vi fokus på, hvad de føler. Behandlerne skal desuden arbejde med sig selv for at være trygge i mødet med de andres tavshed og for at kunne tackle reaktionerne blandt andre børn og hos personalet,« forklarer Ørbeck.
»Jeg tror, at det er vigtigt, at terapien udføres der, hvor den problematiske adfærd foregår, som for eksempel i børnehaven,« fortsætter hun.
»Der møder vi dem, der har ansvaret for børnene i det daglige. Når resultaterne er så gode, siger det noget om, hvor vigtigt det er at få hjælp tidligt.«
Børnene ændrer ikke personlighed under behandlingen
Ørbeck mener, at det er vigtigt at holde sig for øje, at børn kan reagere forskelligt på behandling.
»Nogle er generte, og det skal de have lov til. Børnene i vores studie var af natur lidt forsigtige og sky. De gennemgår ikke en personlighedsforandring i løbet af behandlingen, men de får hjælp til at løse et problem. De kommunikerer generelt bedre, og de snakker.«
»Vi mener, at det er vigtigt at sprede viden om denne tilstand, så børnelæger og børnehaver kan se den tidligt og forebygge, så problemerne ikke udvikler sig,« siger Beate Ørbeck.
Sammen med børnepsykiater Hanne Kristensen er hun nu i gang med et behandlingsstudie med 24 børn i alderen tre til ni år.
»Fra et forskningsmæssigt synspunkt bliver det spændende at se, om de ældre børn reagerer forskelligt fra de yngre på behandlingen,« siger Beate Ørbeck.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
