KORT NYT FRA UDLANDET
Hver gang en vulkan går i udbrud sender den millioner af små partikler kaldet aerosoler op i atmosfæren. Aerosolerne gør, at solens lys bliver reflekteret tilbage til rummet, og det har bremset Jordens opvarmning mellem 2000 og 2013. Det skriver Sciencemag.org.
Ifølge et nyt studie skulle Jordens gennemsnitstemperatur være steget med 0,12 grader i 2013, men de mange små vulkanudbrud har bremset temperaturstigningen med 25 – 50 procent.
»Dette er et vigtigt studie. Det hjælper os til at forstå, hvorfor Jorden ikke blev opvarmet så meget som forventet ifølge klimamodellerne,« siger Brian Toon, der forsker i atmosfæren på University of Colorado, Boulder og ikke var en del af studiet, til Sciencemag.org.
Forskere har længe kendt til den kølende effekt fra vulkaner, men det har primært været fra enorme udbrud. I dette studie har forskerne derfor fokuseret på udledningen af partikler fra de mindre udbrud.
Ved hjælp af laser, vejrballoner og satellitter har forskerne kunnet måle mængden af partikler fra vulkanudbrud i den nedre del af atmosfæren og dermed udrede, hvor meget sollys, der slipper igennem på den nordlige halvkugle.
Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Geophysical Research Letters.
Læs også:
Hvad sker der, hvis supervulkanen i Yellowstone går i udbrud?
Vulkanolog: Vulkaner som Eyjafjallajökull skal følges tæt
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml































