Højst en tredjedel af de virksomheder, der bør lave kønsopdelt lønstatistik eller ligelønsredegørelse, overholder loven. Virksomhederne kender ikke loven eller ved ikke, at de er omfattet. Det viser ny SFI-undersøgelse.
Folketinget vedtog ellers i 2006, at virksomheder af en vis størrelse hvert år enten skal lave en kønsopdelt lønstatistik eller en udarbejde en redegørelse om lige løn. Formålet er at skabe synlighed og dialog om mænds og kvinders aflønning på de enkelte virksomheder og dermed styrke ligelønsarbejdet. SFI har nu evalueret loven for Beskæftigelsesministeriet, og hovedkonklusionen er, at en stor del af de virksomheder, der er omfattet af loven, ikke lever op til den.
»At hverken ledere eller medarbejdere mener, at ligeløn mellem de to køn er en relevant diskussion på deres virksomhed, bidrager givetvis til, at så mange virksomheder ikke er opmærksomme på loven,« siger seniorforsker ved SFI Mona Larsen, der står bag undersøgelsen. Hun peger på, at flere virksomheder formentlig vil overholde loven, hvis de får lettere adgang til lønstatistikken, og hvis de automatisk får besked om, at de er omfattet af loven.