Huden er krøllet, nøgen og nærmest gennemsigtig, og ud af munden stikker et par lange, skarpe fortænder.
Nøgenrotten, der lever under Østafrikas savanne og aldrig ser dagens lys, er bestemt ikke født under en heldig stjerne hvad udseende angår.
Men til gengæld kan det lille væsen ikke føle smerte, den lever forbavsende længe, og så lider den ikke af kræftsygdomme.
Og det har nu fået et internationalt forskerhold med dansk deltagelse til at kortlægge nøgenrottens gener. Det skriver Politiken.dk – her man man læse den fulde historie og også se et billede af kræet.
»Det kan blive nøglen til at forstå, hvorfor vi mennesker ældes hurtigere og er mere modtagelige for at udvikle kræftsygdomme«.
»For selvom nøgenrotter og mennesker har mange gener til fælles, så er der også nogle vigtige undtagelser. Og det er de undtagelser, der kan gøre os klogere både på nøgenrottens og menneskets biologi«, siger professor Jun Wang til Experimentarium.dk.
Jun Wang, der er ansat ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og har stået for det danske bidrag til forskningen, forklarer, at man er kommet et stort skridt nærmere hemmeligheden bag nøgenrottens helt ekstraordinære karaktertræk.
»For eksempel begynder vi at forstå, hvorfor nøgenrotten kan blive op til ni gange ældre end en mus på samme størrelse, og hvorfor dens dødelighed ikke stiger med alderen«, siger han.