5-10 % af alle 7-årige tisser i sengen om natten, men de nuværende behandlingsmetoder er ikke særlig effektive.
Nu viser et nyt studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, at søvnen og blodtrykket har stor betydning for, hvor meget børnene urinerer i sengen om natten.
Ifølge undersøgelsens resultater fik søvnmangel børnene i forsøget til at udskille i gennemsnit 68 procent mere urin, end de gjorde i løbet af en nat med normal søvn.
Studierne, der netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Physiology, tager udgangspunkt i frivillige raske børn fra Børneafdelingen ved Aarhus Universitetshospital.
I det hele taget viser undersøgelsen, at søvnmangel hos børn har flere fysiologiske ændringer. Forskerne bag artiklen mener blandt andet, at søvnforstyrrelser påvirker de hormoner, der regulerer nyrernes udskillelse af vand og salt, og som også har indflydelse på reguleringen af puls og blodtryk.