Amerikanske forskere har fundet en forklaring på, hvorfor nogle mennesker bliver betydeligt mere aggressive, når de får en sjus for meget, end andre. Årsagen er særlige personlighedstræk, hvor personen har en tilbøjelighed til at fokusere på nuet og uden tanker for konsekvenserne af deres handlinger. Det skriver Livescience.com.
»Mennesker, som fokuserer på her og nu, uden at tænke på betydningen for fremtiden, er mere aggressive end andre, når de er ædru. Adfærden bliver forstærket, når de er fulde,« siger adfærdsforskeren Brad Bushman, der har ledet studiet på Ohia State University og fortsætter:
»Hvis du omhyggeligt betragter konsekvenserne af dine handlinger, er det usandsynligt, at du bliver mere aggressiv i din adfærd, når du bliver fuld.«