KORT NYT FRA DANMARK:
Antallet af unge, der forsøger at begå selvmord, er steget de seneste 15 år.
Men man har ikke vidst ret meget om de selvmordstruede unge. Indtil nu.
Selvmordsforskeren Erik Christiansen har i sin ph.d.-afhandling vist, at de unge, der forsøger at tage deres eget liv, har en lang række udfordringer tilfælles, skriver Syddansk Universitet.
Erik Christiansen, der er tilknyttet SDU’s Forskningsenhed i Børnepsykiatri, har kigget på 403.000 børn og unge født i perioden mellem 1983 og 1989. Studiet viser, at selvmordsforsøgerne statistisk set skiller sig ud på følgende karakteristika:
- De har ofte psykisk sygdom.
- Deres forældre lider oftere af psykisk sygdom eller har selv forsøgt at begå selvmord.
- Deres forældre har ingen uddannelse eller er lavtuddannede, og dermed har de lavere indkomst.
- De har større kontakt til skadestuen
- De begår flere lovovertrædelser
- Pigerne bliver i højere grad ufrivilligt gravide og får abort
Flere piger end drenge
Datagrundlaget for studiet viser desuden, at 72 procent af de selvmordsforsøgere er piger, men det er svært at vide, om forskellen mellem drenge og piger i virkeligheden er så stor.
»Beregningerne er lavet ud fra de forsøg, som er blevet registreret på sygehusene. Piger vælger typisk at tage piller, hvis de ønsker at tage deres eget liv. Det fører meget sjældent til døden, men indebærer i langt de fleste tilfælde, at de kommer til udpumpning, og at det dermed bliver registreret på sygehuset. Måske vælger drengene nogle metoder, som ikke i samme grad fører til, at de kommer i kontakt med sygehuset, og det derfor ikke bliver registreret som et forsøg. Går man eksempelvis ud foran en bil for at begå selvmord, men bilen undviger, eller man når at blive trukket væk, uden at man kommer til skade, bliver det jo ikke registreret på sygehusene,« siger Erik Christiansen.
De dropper uddannelsen
Undersøgelsen afslører også, at de unge, der forsøger at begå selvmord, har tre gange så stor risiko for ikke at afslutte en ungdomsuddannelse.
»Sat lidt på spidsen, så er disse unge ikke i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og da uddannelse i dag nærmest er et must for et godt liv, er det vigtigt at have ekstra fokus på denne gruppe, så man kan flytte dem videre. Det tyder jo på, at det mønster, vi ser hos forældrene, går igen hos børnene. Så hvis vi kan tegne et nyt mønster ved at fastholde dem på uddannelsen, kan vi måske undgå at kunne trække de samme statistikker på deres børn en gang,« siger Erik Christiansen.
Læs også:
Hver femte unge gør skade på sig selv
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js