Går det helt galt, kan man altid ty til en lov eller bekendtgørelse og sige ”Du skal!”. Men det er en dårlig vej frem, hvis myndigheder, interessegrupper, landmænd og landbrugets naboer skal finde fælles fodslag, når et bestemt problem skal løses, skriver au.dk.
– Man skal gøre sig klar, at folk som en helt naturlig ting ser en sag ud fra hver deres egen synsvinkel, siger lektor i landbrugssociologi Egon Noe fra Aarhus Universitet. Han har undersøgt, hvilke midler der skal til for at skabe en meningsfuld dialog med landbruget og involverede parter og vil fortælle om det på Plantekongres 2012 i Herning i januar 2012.
De fleste kan nok blive enige om, at samtale er bedre end direktiver, men hvordan får man den mest konstruktive samtale?
Ifølge Egon Noe, skal der være noget at tale om og for, nogen at tale med og en ramme hvori samtalen kan foregå.
Det er vigtigt, at samtalen tager udgangspunkt i noget helt konkret, som alle kan forholde sig til ude fra deres eget perspektiv. Det er også vigtigt at etablere en fælles forståelse for, at alle har noget at vinde ved at gå ind i det pågældende projekt. Dermed kan man etablere målsætninger, der rækker ud over individuelle interesser.
Er alle løsninger givet på forhånd, er der ikke noget at have en dialog om. I stedet skal man være åben for nye muligheder og løsninger, hvis man vil have en god samtale parterne i mellem.