KORT NYT FRA UDLANDET
Hvor meget skal man bevæge sig for at blive sund? Er mere aktivitet bedre? Eller udgør ekstreme mængder af sportsudøvelse en fare for helbredet?
Det giver et nyt studie nu et simpelt svar på: Spar på krudtet og træn moderat. Det skaber de bedste vilkår for et langt liv, skriver livescience.com.
»Resultaterne er informative for individer i begge ender af skalaen for fysisk aktivitet. De bidrager med vigtige beviser til inaktive individer ved at vise dem, at beskedne mængder af motion er med til at udsætte dødeligheden væsentligt, mens de beroliger aktive individer med, at meget motion ikke øger risikoen for en stigning i dødeligheden,« skriver forskerne fra The National Cancer Institute i studiet, der er publiceret i journal JAMA Internal Medicine.
Forskerne har analyseret data fra mere end 660.000 amerikanske og svenske testpersoner i alderen 21-98 år, der har indeholdt information om, hvor meget tid hvert individ dagligt bruger på fysiske aktiviteter. Resultaterne er herudover blevet sammenlignet med tilsvarende data fra 1990 og 2000.
Resultaterne viser, at de individer, som har dyrket, hvad der svarer til den anbefalede mængde af ugentlig motion (150 minutter), også har haft 31 procent mindre risiko for at dø under studiets forløb, i forhold til de testpersoner, der ingen motion dyrkede overhovedet.
Samtidig har der ikke været mange gulerødder at hente for de, der virkelig har presset sig selv. Har man dyrket 3-5 gange mere motion end den anbefalede mængde blev risikoen for at dø under forløbet ‘kun’ nedsat med 39 procent i sammenligning med de helt dovne testpersoner.
Læs også:
Hvad er vigtigst: Kost eller motion?
Sådan bliver du bedre til at dyrke motion
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv